Nu skal Robert Mærsk Uggla stå selv – håndteringen af Danske Bank er en plet på renomméet

Alle taler om Robert Uggla som et omhyggeligt, grundigt og analytisk menneske, som man ikke uden videre kommer tæt på. Det er helt i orden. Man kan sådan ane det omhyggelige, grundige og analytiske menneske i beslutningerne omkring Danske Bank. Posten som formand for A. P. Møller - Mærsk A/S, kronjuvelen i Mærsk, og som leder af det tredje familiedynasti i Mærsk stiller endnu højere krav til mennesket Robert Uggla. På et tidspunkt er menneskelig fornemmelse, instinkt og intuition de vigtigste egenskaber, når man har gjort sit hjemmearbejde. Sommetider skal hjertet overtage fra hjernen, også hvis det fører til andre beslutninger end dem, analyserne og tallene retfærdiggør.

Man kan diskutere, om Robert Mærsk Uggla er tredje eller fjerde generation i spidsen for A. P. Møller - Mærsk A/S. Hans morfar, den gamle reder Mærsk Mc-Kinney Møller, døde i 2012, og siden har hans mor, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, forberedt generationsskiftet til Robert Mærsk Uggla. Søren Bidstrup

Robert Mærsk Uggla tager det sidste skridt. Det er et markant stykke erhvervshistorie, at unge Robert Uggla, det kan man godt kalde ham, overtager formandskabet i kronjuvelen i Mærsk, A. P. Møller - Mærsk A/S. Men man kan som altid fundere over timingen. Når man som Robert Uggla længe har vidst, at man skulle overtage formandsstolen i rederiet, så er timing det eneste spørgsmål.

På den måde er det åbenlyst, at timingen er god. Mærks har netop leveret sit største overskud nogensinde og det største overskud i dansk erhvervshistorie, ligesom selskabet under Søren Skous daglige ledelse er kommet langt i sin genopstandelse og transformation fra et klimabelastende containerrederi til en moderne og grøn transportvirksomhed.