Økonomiprofessor Nina Smith sidder i disse uger og arbejder på den næste rapport i den regeringskommission, som lige så godt kunne bære hendes navn. Det er ikke ret mange økonomer, som har opfundet deres egen reformretning, andengenerationsreformerne, og der er ikke mange økonomer, som nyder så bred anseelse som Nina Smith.
Og så er vi ikke engang færdige. Reformsmeden Nina Smith er også den markante formand for den forening, Forenet Kredit, som ejer 78,9 procent af den i øjeblikket mest fremgangsrige danske finansgigant, Nykredit, og er næstformand i giganten selv med dens 1.400 milliarder kroner i realkreditudlån til danskerne.