Enhver, som udfordrer landets kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), De Radikales Zenia Stampe, filminstruktøren Christina Rosendahl eller tidligere radiochef på 24Syv Jørgen Ramskov i en debat om fremtiden for dansk film, må føle sig som Odysseus, da Homers helt forliser på den skønne prinsesse Nausikaas ø.
Min græsklærer på Aarhus Katedralskole kaldte scenen med Odysseus og Nausikaa for verdenslitteraturens første eksempel på høflighed, da den nøgne, fæle, forkomne og ilde tilredte Odysseus skal overbevise den skønne prinsesse Nausikaa om, at han hverken er dum eller ussel.
Man burde måske gøre som Odysseus i debatten om Ane Halsboes forslag om at indføre et kulturbidrag på fem procent på streamingtjenesternes omsætning. Odysseus tænkte sig nemlig om og besluttede at vinde Nausikaas tillid gennem »smiger på afstand uden at vække hendes forbitrelse ved tag fat omkring hendes haser«, som Otto Steen Due skriver i sin Homer-oversættelse.
Desværre vil »smiger på afstand« næppe overbevise en socialdemokratisk kulturminister, når alle de parlamentariske støttepartier og Dansk Folkeparti har forelsket sig i en Netflix-skat.
I det mindste er vi alle enige med Christina Rosendahl, når hun i Politiken skriver, at vi danskerne har brug for gennem film og serier for »at se sig selv i spejlet«, om det så er i det »gakkede, skandaløse, overraskende, men dybt genkendelige, rørende og inspirerende«.
Skulle man måske tilføje ordet rystende? Vi genkender hendes pointe i produktioner som Erik Ballings »Matador«, Per Flys »Bænken« eller Thomas Vinterbergs »Druk«.
Naivt at sælge en skat som et kulturbidrag
Sommetider undrer man sig over politikere. En særskat på bankerne skal sælges som et samfundsbidrag. De Radikales forslag om en forhøjelse af pensionsalderen er en generationsgave. Og nu skal en ny streamingskat så sælges som et kulturbidrag.
Udspillet fra regeringen er, at Netflix, HBO og alle de andre streamingtjenester skal betale fem procent af deres omsætning i skat, men at skatten kan nedtrappes, såfremt selskaberne investerer i danske produktioner. De Radikale ønsker en skat på syv procent, mens Enhedslisten har nævnt en skat på ti procent. Streamingtjenesternes omsætning i Danmark ligger på cirka 2,5 milliarder kroner og vil ifølge PwC vokse til tre milliarder kroner i 2023.
Det lyder forjættende – men naivt – at opfinde et udenlandsk pengetræ, hvorfra man tror, at man med et fingerknips kan plukke 125 til 250 millioner kroner oven i filmstøtten på 475 millioner kroner.
Grådighed – kulturbidraget er mere, end danske virksomheder betaler i skat
Lad os for sjov skyld tage et lille regnestykke over streamingskatten. Det er min egen bagsiden af en konvolut-beregning, som illustrerer grådigheden i forslaget.
Cirka 60 procent af de danske husstande har adgang til Netflix, hvilket man forsigtigt kan sætte til, at der er rundt regnet 1.250.000 husstande med et Netflix-abonnement til cirka 79 kroner om måneden. Netflix omsætter altså for cirka 1,2 milliarder kroner herhjemme. Der er dog moms på Netflix, så når staten har fået sin moms på knap en kvart milliard, er der altså en lille milliard kroner tilbage.
Netflix har nogle omkostninger til at producere film og serier, og selskabet har ansatte, som skal have løn, ligesom det skal betale husleje. Selvfølgelig skal den danske omsætning bære sin andel af disse udgifter. Alligevel er der stadig et flot overskud. I 2020 var overskuddet i Netflix globalt godt 18 procent af omsætningen eller et overskud på 38 millioner kroner af den danske omsætning før skat og efter omkostninger.
Vi regner videre. Kulturbidraget på fem procent af omsætningen svarer dermed reelt til, at Netflix skal betale godt 27 procent i skat af sin indtjening i Danmark – markant mere end selskabsskatten på 22 procent. Det er skrigende uretfærdigt, grådigt er ordet, for hvis Netflix en dag ikke tjener en krone, skal kulturbidraget stadig betales.
Netflix kan naturligvis komme uden om skatten ved at hæve priserne for de danske forbrugere med fem procent, men så er regeringens kulturbidrag ikke længere en skat på Netflix, men på danskerne.
Uigennemtænkt og provokerende
Lad os kalde en spade for en spade. Kulturbidraget er et dansk forsøg på at indføre en Google-skat – en ny skat på techgiganterne. Man må derfor spørge, om Ane Halsboe har været forbi finans- og skatteministeren med sit forslag, for kulturbidraget er et direkte opgør med den globale skatteaftale fra oktober sidste år, hvor USA og Europa fik fundet en løsning på et truende handelskrig om techgiganterne.
En del af aftalen er en fælles bund under selskabsskatten på 15 procent globalt og et arbejde med at fordele provenuet fra selskabsskatterne mere ligeligt. Aftalen indebar, at USA droppede sine trusler om gengældelse over for de lande, som har indført en digital skat, herunder eksempelvis Frankrig og Østrig, ligesom de europæiske lande lovede at rulle digitale skatter tilbage.
Det er disse tændstikker, som landets kulturminister leger med. Måske nogen burde fundere over, hvad det ville koste Danmark i tabte skatteindtægter, hvis præsident Joe Biden inspireret af Netflix-skatten opfandt et »medicinalbidrag« på fem procent af Novos omsætning i USA; cirka halvdelen af hele Novos selskabsskattebetaling på 5,7 milliarder kroner i Danmark.
Kulturministeren opfører sig som Odysseus uden hans fintfølende sociale begavelse. Ifølge ministeren er det den danske filmbranche, som er truet af forlis på grund af mangel på penge. Heldigvis svarer streamingtjenesterne som skønne Nausikaa, og replicerer mødt med regeringens groteske pengekrav med en åbenhed over for at tale sammen.
Netflix og HBO er bevidste om, at de er udfordret af deres ry som amerikanske techgiganter, ligesom de efter alt at dømme har respekt for økosystemet i den danske filmbranche. Netflix kan i de kommende samtaler elegant pege på, at de ikke helt forstår angrebene, når det danske indhold på platformen ifølge regeringen selv udgør to procent af alt indhold – otte gange mere end Danmarks andel af klodens bnp.
Hvorfor spurgte kulturministeren ikke bare pænt? Det er ret let at gætte på, hvordan regeringens Netflix-skat ender. Jeg vil gerne vædde en illustreret udgave af Otto Steen Dues »Odysséen« på, at pengene, som man med rimelighed kan hente ud af streaminggiganterne – udover alt det, de allerede investerer – er tættere på 20 millioner kroner årligt end 200 millioner kroner.
