Se, nu kunne det være så let og fristende at kaste sig ud i et frådende angreb på fagbevægelsen på grund af historien om trusler og intimidering fra fagforbundet Blik & Rør.
Det er naturligvis helt uacceptabelt, at et af landets ældste fagforbund for alt fra skorstensfejere til blikkenslagere åbenbart synes, at det er i orden at tvinge mennesker til at være medlem af deres forening, når såvel dansk lov som en dom ved Menneskerettighedsdomstolen har slået fast, at ingen kan tvinges til at være medlem af en bestemt forening.
Man kan derfor drømme om, at landets beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), med samme indignation, som han plejer, lægger et af sine selfieopslag på Facebook, hvor han klart og tydeligt tager afstand fra Blik & Rørs metoder og står fast på foreningsfriheden. Det seneste selfieopslag af den indignerede slags udløste 1.200 likes og 142 delinger.
Men der er – trods alt – nuancer i debatten om, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer. Det er nuancer, som ikke burde udløse trusler og intimidering fra fagbevægelsen, men som indrammer behovet for en velorganiseret og ordentlig fagbevægelse.
»Hvis den danske model skal bevare sin legitimitet, er det nødvendigt, at fagbevægelsen holder fast i medlemmerne,« lød det fra en af de seneste årtiers mest magtfulde danske arbejdsgivere, nemlig den tidligere administrerende direktør for DI Hans Skov Christensen, da han trådte tilbage som topchef for DI for 12 år siden og dermed også stoppede som arbejdsgivernes hovedforhandler.
»Jeg oplever stadigt flere virksomheder, hvor der slet ikke rejses krav om aftaler, fordi fagforeningen ikke findes på arbejdspladsen. Hvis den tendens fortsætter, bliver det sværere og sværere for arbejdsgivere og lønmodtagere at undgå politisk indblanding i arbejdsmarkedet,« sagde Hans Skov Christensen dengang.
Mandag var der måske netop et eksempel på den verden, som Hans Skov frygtede. Man skulle tro, at arbejdsmarkedets parter i den danske model kunne finde ud af at løse en strid om reglerne for hjemmearbejde. Det kunne de så ikke, og så blev det til en politisk aftale på Christiansborg i stedet. Hans Skov ville græmme sig.
En velorganiseret og ordentlig fagbevægelse har en værdi. Det er der to stærke eksempler på.
Den første er forholdsvis aktuel, nemlig at fagbevægelsen og arbejdsgiverne sammen med regeringen kunne indgå ansvarlige og troværdige trepartsaftaler om lønkompensation, da coronakrisen ramte i marts 2020. Her var FH med sine 1,3 millioner medlemmer den ene part og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) den anden. Uden en troværdig aftaleparter på lønmodtagerside havde der været en risiko for uro og ballade midt i en dyb samfundskrise.
Den anden er af ældre dato, nemlig Fælleserklæringen fra 1987, som er en hjørnesten i Danmarks grundlæggende sunde økonomi i de seneste fire årtier. Det var med Fælleserklæringen, mens Poul Schlüter (K) var statsminister, at fagbevægelsen tog et eksplicit medansvar for at sikre ansvarlige overenskomster og dermed også sikre Danmarks konkurrenceevne. Man har siden dengang sagt, at fagbevægelsen valgte jobfest frem for lønfest.
Siden Fælleserklæringen har der med undtagelse af storkonflikten i 1998 stort set været ro på det danske arbejdsmarked, om end roen har være markant mindre på det offentlige arbejdsmarked, senest med sygeplejerskernes kontroversielle strejke hen over sommeren. Man kan måske netop i dag spørge, om der blandt de stærke offentlige fagforeninger, hvor organisationsgraden også er tårnhøj, er samme sans for ånden i Fælleserklæringen og den samme økonomiske ansvarlighed som i eksempelvis Dansk Metal og i den private del af 3F og HK. Man kan tvivle.
Danmark er temmelig enestående ved, at vi i de private overenskomster er nået dertil, at der forhandles centralt om fælles spørgsmål som barsel eller uddannelse, men at lønforhandlingerne foregår helt decentralt, så lønvækst og produktivitet følges ad ude i den enkelte virksomhed. Igen må man begræde, at der i den offentlige sektor ikke er nogen taknemmelighed over, at man helt automatisk uden nogen modydelser får del i de lønstigninger, som skabes i den private sektor, og som sendes videre til landets 865.000 offentligt ansatte i kraft af den såkaldte lønreguleringsordning.
Historien om Blik & Rør er værst for fagbevægelsen selv, ligesom historien om trusler og intimidering fra 3F i sagen SAS Ground Handling i 2019 var det. Det kan godt være, at vold og tvang duede på det private arbejdsmarked for 100 år siden eller sågar langt op i 1970erne, hvor fagforeningsmedlemskaber og partimedlemskaber gik hånd i hånd.
Men en moderne udgave af den brutale arbejderromantik preller i dag helt af på de fleste, som forventer en ordentlig tone på arbejdspladsen og en dybt professionel fagforening uden alt for svulstig ideologisk kampretorik. Hvis man er et tilfreds medlem af De Frie eller Krifa, vil man naturligvis heller ikke generes af den lokale tillidsmand for bagefter at skulle lægge op til 7.000 kroner ekstra i kontingent i et af FHs forbund.
Det er stadig en ud af ti på det private arbejdsmarked, som oplever pres for at være medlem af en bestemt fagforening, og problemet er endnu større i den offentlige sektor, hvor 16 procent oplever at blive presset ind i en bestemt forening, viser en meningsmåling foretaget af Krifa.
Fagbevægelsens fortælling om nedgangen i medlemstallet er en offerfortælling, der ifølge FHs formand, Lizette Risgaard, selv afspejler reformerne af den danske model, herunder reduktionen af eksempelvis dagpengeperioden, samt konkurrencen fra de gule fagforeninger.
Måske produktet fra fagbevægelsen simpelthen er for dyrt – dobbelt som dyrt som Krifa og De Frie – og for dårligt med tanke på, at alene FH samlet set er en forretning med kontingentindtægter på op mod seks milliarder kroner – eller cirka seks gange så meget som kontingentindtægterne for arbejdsgiverne i Dansk Industri og Dansk Erhverv tilsammen.
Mit råd til fagbevægelsen er at droppe trusler og intimidering, skære dybt i kontingentet og tage et opgør med offerfortællingen. Så har vi også en velorganiseret og ordentlig fagbevægelse om ti år, hvis ikke naturligvis de offentlige fagforeninger og deres kampretortik har overtaget FH forinden og spoleret det hele.
