Karsten Dybvad-projekt er i krise – der mangler en kronprins i Laksegade

Dybvads tronfølgerplan er røget, og der er ingen oplagte arvtagere til Jacob Aarup-Andersen i direktionen. Så hvor er den person, der kan bringe Danske Bank langt ind i fremtiden, Karsten Dybvad?

Danske Banks bestyrelsesformand Karsten Dybvad står nu uden en kronprins til stillingen som ordførende direktør. Maria Albrechtsen Mortensen

Nå, så var rygterne om, at Danske Banks uformelle kronprins, Jacob Aarup-Andersen, var jobsøgende, alligevel rigtige. Det er han så ikke mere, når han 1. september bliver topchef i ISS med 470.000 ansatte. Aarups skifte til ISS er på listen over de mest markant jobskifte i 2020, ligesom den nye ISS-boss kan notere sig, at aktiemarkederne rækker hånden frem i tillid til hans evner med en aktiekursstigning på ca. 15 pct.

Og denne gang er der ikke noget Finanstilsyn til at stikke en kæp i hjulet på Jacob Aarup ligesom i efteråret 2018, hvor en plan om at sætte den dengang 40-årige bankkomet i spidsen for at genrejse landets største bank efter hvidvaskskandalerne, blev forkastet af bankernes vagthund. Ikke erfaren nok, lød forklaringen. Måske Aarup kunne se, at begmanden for at ikke være »fit and proper« ville hænge ved for altid.