Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Japans »Abenomics« er død. Længe leve økonomisk ansvarlighed

Den japanske premierminister Fumio Kishida har forud for parlamentsvalget sidst på måneden taget et opgør med det seneste årtis økonomiske politik i Japan. Nu skal fremgangen i velstanden fordeles mere ligeligt. Men det bliver uden store offentlige udgifter og seddelpressen – der netop var hovedpunkterne i Japans store økonomiske eksperiment.

Japans tidligere premierminister Shinzo Abe (foto) satte i 2012 gang i et økonomisk eksperiment. Det er nu blevet lagt i graven af hans efterfølger, Fumio Kishida, forud for parlamentsvalget sidst på måneden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Toru Hanai/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lød næsten for godt til at være sandt.

Tænk, hvis man kunne redde et land ved at sætte turbo på det offentlige forbrug og sætte seddelpressen på overarbejde. Det var præcis, hvad Japans daværende premierminister, Shinzo Abe, i 2012 forsøgte. Men i en advarsel til politikere i mange lande er programmet officielt blevet lagt i graven af en efterfølger på posten, den nye premierminister Fumio Kishida.

Abes program, Abenomics, bestod af tre dele. De to første dele var en voldsom stigning i det offentlige forbrug og investeringer, som delvist blev finansieret ved, at centralbanken satte renten under nul og lod seddelpressen løbe løbsk, og delvist ved at tage købekraft fra husholdningerne, blandt andet gennem momsforhøjelser og mere inflation.

Den sidste del af Abenomics var strukturreformer, der skulle gøre Japans økonomi mere smidig og vækstvenlig. Det var også den del, der først blev opgivet, for sådanne strukturreformer har det med at gøre ondt på kort sigt. Abe satte i stedet for endnu mere turbo på det offentlige forbrug. Det mest betydelige strukturelle tiltag var at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet og dermed på den korte bane kompensere for en faldende befolkning.

Det interessante ved gravlæggelsen er argumentet. Fumio Kishida mener nemlig, at Abenomics er skyld i større ulighed, hvor otte års økonomisk vækst kun er tilfaldet de få. En »ny kapitalisme« skal sikre, at velstandsgevinster fremover skal være mere ligeligt fordelt. Den trylleformular er ikke blevet præsenteret endnu, men afvisningen af Abenomics kommer, få uger før der 31. oktober skal være parlamentsvalg.

Kashida har en vigtig pointe. Siden 2012 er de inflationskorrigerede lønninger – altså købekraften hos forbrugerne – faldet med fem procent, hvilket pudsigt nok svarer til faldet i privatforbruget. Japan har ifølge den økonomiske samarbejdsorganisationen OECD den næsthøjeste fattigdomsrate blandt de store G7-lande, men især den miserable indkomstudvikling for almindelige japaneres lønninger sammenlignet med store stigninger for de højeste indkomster har bragt sindene i kog.

Seddelpressen kan ikke løse alle problemer

Der er naturligvis også en anden angrebsvinkel på Abenomics – ikke mindst fra det sekund, hvor dybe og hårde strukturreformer blev opgivet og udvandet. Det offentlige forbrug er steget med 13 procent. Statsgælden er steget til 266 procent af BNP – verdens højeste – mens Bank of Japans balance er vokset fra 33 til 132 procent af BNP. Det er vanvittig uansvarligt at opbygge en gæld, som den Japan nu har – og vanvittig uansvarligt at trykke penge for at finansiere den.

Desuden er det spørgsmålet, om Abenomics reelt har bidraget til at løse Japans problemer eller bare gjort de strukturelle udfordringer med et beskyttet og stift samfund endnu større.

Overførslen af købekraft fra husholdningerne til staten betyder, at det japanske hjemmemarked er blevet mindre interessant for private virksomheder. Små og mellemstore virksomheder har lav produktivitet, det er næsten umuligt at starte for sig selv – og arbejdsmarkedet er fortsat stift.

Næsten hele gælden er nu ejet af japanske investorer, så der er intet markedspres i form af højere renter, der kan tvinge politikerne til at stramme op – eller gennemføre de lovede reformer.

Bank of Japan ejer mere end ti procent af alle børsnoterede virksomheder – med en statslig pensionsfond som yderligere storaktionær. Med et udbredt krydsejerskab er det næsten umuligt at overtage et japansk selskab. Der er således et fravær af hårde incitamenter til at innovere og blive mere effektiv. Offentlige opkøb af aktier sikrer mod ethvert vink med en vognstang fra aktiemarkedet. På trods af de store opkøb er Tokyos Topix-aktieindeks siden 2012 steget mindre end det danske.

Erhvervslivets investeringer er ikke højere i dag, end de var i 1990.

Vi skal lære af katastrofen

Abenomics har på alle måder været en katastrofe, og deri ligger en vigtig lære. Man skal være meget påpasselig med at tro, at der kan sættes blivende gang i en økonomi ved at øge de offentlige udgifter og lade seddelpressen finansiere gildet.

Den bedste måde at skabe langsigtet vækst på og dermed et bedre udgangspunkt for øget velstand til den almindelige borger og et bedre finansielt grundlag for en velfærdsstat er at skabe bedre rammer for det private erhverv og sikre en hård og fri konkurrence. Det kan fordre en periode med lidt lempeligere finanspolitik, men kun i kort tid og i begrænset omfang. Læren af eurokrisen er, at man ikke skal gennemføre store strukturreformer og stramme finanspolitikken samtidig.

Det er en lære, der gælder for rige lande på begge sider af Atlanten. Lige nu ligner Italien på alle måder en Abenomics-arvtager med en aldrende befolkning og faldende indbyggertal. Løfter om strukturreformer bliver brugt til at retfærdiggøre en udvidelse af offentligt forbrug og EU-finansierede offentlige investeringer.

Det er en fair kombination, så længe der bliver leveret på reformerne, og budgetansvarligheden igen hurtigt genoprettes. Men reformer har det notorisk svært i det fragmenterede politiske landskab i Italien. Allerede nu knager det i Mario Draghis regering, hvor premierministeren har måttet udstede løfter om, at ejendomsskatterne ikke bliver hævet for at få et tinglysningsregister oprettet. Det sker, på trods af at Den Internationale Valutafond (IMF) har beskrevet, hvordan velhavende italienere forgyldes ved, at ejendomsvurderingerne for store boliger er langt under markedsværdien.

Mario Draghi prøver med vold og magt at få Den Europæiske Centralbank (ECB) til at finansiere gildet med negative renter og store opkøb af italienske statsobligationer langt ind i fremtiden. ECB ejer i dag 24 procent af den italienske statsgæld. Det er ikke helt som i Japan, men euroområdet er heller ikke ét land med én finanspolitik.

Læren fra Abenomics er klar. Nemlig, at de økonomiske lærebøger ikke er skrevet om. Der er ingen nem vej til velstand. Kun hårdt arbejde med dybe reformer, der bliver mere smertefulde, desto længere man venter med at gøre det nødvendige.

Og så er det vist en god idé, hvis politikere skal betale for at optage gæld. Renter er et fantastisk disciplinerende instrument. Både i husholdninger og for stater.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør