Topchefen i Tryg Forsikring, Morten Hübbe, havde det helt store smil på, da han i sidste uge lagde endnu et rekordregnskab frem fra landets største forsikringsselskab. »Megafedt,« lød Hübbes egen humørtilstand.
Pengene strømmer ind fra de 1,3 millioner kunder i primært Danmark og Norge.
Hübbe går lige om lidt ind i sit tiende år som topchef, og han har da også noget at have både glæden og selvtilliden i. Der er styr på butikken. Med rekorder på stribe og oven i købet et opkøb af det fagforeningsejede Alka Forsikring, der ser ud til at være gledet ind i Tryg-familien uden de store problemer. Aktionærerne er glade.
Så vidt så godt. Men.
Set udefra modbeviser Hübbe & Co. holdningen om, at man kun kan drive en god virksomhed med stabile ejere.
Under overfladen ulmer imidlertid uroen i baglandet, hos hovedaktionæren Tryghedsgruppen. Igen-igen, kan man sige. Som det har gjort fra tid til anden i de seneste 10-15 år. Set udefra modbeviser Hübbe & Co. holdningen om, at man kun kan drive en god virksomhed med stabile ejere.
Tryghedsgruppen er – i bedste fald – en forvirret ejer. Parolen i Tryg-familien må være, at så længe Tryghedsgruppen ikke blander sig i driften i datterselskabet Tryg Forsikring, jamen så kan de strides nok så meget internt i Tryghedsgruppen om her at fordele goderne.
Men noget er ved at ændre sig. Efter års kamp er demokratiet i Tryghedsgruppen blevet aktiveret ud fra andelsprincippet én-mand-én-stemme. Det vender op og ned på magtfordelingen i Tryghedsgruppen, og det kan presse forsikringspræmierne for de private kunder ned. I realiteten er det en kamp om, hvem der skal tilgodeses mest – aktionærerne eller kunderne.
De tider, hvor Tryghedsgruppen ikke blander sig i forsikringsdriften, er ved at være fortid. Det kan tvinge Morten Hübbe & Co. til at ændre prisstruktur for sine kunder. Færre penge til bonus og flere penge til uddelinger i Trygfonden.
Nøglen til Trygs fremtid
Lige nu og frem til 7. februar er der et afgørende valg i Region Hovedstaden til Tryghedsgruppens repræsentantskab. 70 kandidater kæmper om 20 pladser, så opløbet kan blive tæt. Efter Trygs køb af Alka har fagbevægelsen for alvor fået en fod inden for i ejerbaglandet. Repræsentantskabet vælger sin bestyrelse, og denne bestyrelse sidder med nøglen til Trygs fremtid.
Ida Sofie Jensen sidder centralt placeret i Tryg, og hun er blandt hovedpersonerne i opløbet om at »styre« Tryghedsgruppen.
Til daglig direktør i brancheforeningen LIF. I Tryg-regi er hun formand for Tryghedsgruppen og medlem af det børsnoterede Tryg Forsikrings bestyrelse. Hun har blot været formand et år og kommer til at kæmpe for at bevare sin formandsposition.
Tidligere var Tryghedsgruppens formand også samtidig formand for Tryg Forsikring. Det var gældende for Jørgen Huno Rasmussen og den tidligere Mærsk-mand Mikael Olufsen. Men efter ballade og kritik af indspisthed og governancestruktur er det nu ændret. Tryghedsgruppens formand kan ikke samtidig være formand for Tryg Forsikring.
Blandt de to nuværende næstformænd i Tryghedsgruppen har Magnus Skovrind fra Demokratisk Erhverv markeret sig stærkest. Han vil have lavet om på bonusstrukturen til Tryg-kunderne og måske også på fordelingen af penge til bonus og Trygfonden. Forenklet sagt vil han gøre det dyrere at være indstrikunde i Tryg og billigere at være privatkunde. Andre vil have mest muligt pløjet tilbage i bonus.
Ida Sofie Jensen har endnu ikke klart forholdt sig til disse nye tanker om bonusstrukturen. Dog siger hun, at det er naturligt med et servicetjek af ordningen. Blandt andet af den dyre skatteordning for Tryg-kunderne. Også Morten Hübbe synes at have opfattet signalet.
Han lægger op til revideret prisstruktur, således at der bliver en mere fair prissætning af industrikunder og privatkunder, alt efter hvem der er dyrest for Tryg at have i kundebasen. Det vil gøre det dyrere at være industrikunde i Tryg og billigere at være privatkunde.
En enorm pengetank
Får man magt i Tryghedsgruppen, får man også magt over en enorm pengetank. Det er dog ikke kun Tryghedsgruppen, der lige nu mærker, at der er ekstra kamp om magten i de forenings- og forbrugerejede virksomheder.
Også Nykredit oplever et mere aktivt ejerbagland i foreningen Forenet Kredit. Efter den politiske ballade om energiselskabet Radius blev det forbrugerejede bagland her vakt til live. Blandt andet ved, at tidligere medlem af Folketinget – og modstander af salget af Radius – Pelle Dragsted bragede ind i bestyrelsen i Radius med flere end halvdelen af de afgivne stemmer.
Læg hertil, at der også har været hede diskussioner og opgør i pensionskasserne om strategi og styring af de enorme formuer, og dermed om den magt, der er ophobet i pensionskasseverdenen. Aktivistiske pensionskunder, blandt andet i Magistrenes Pensionskunder, har gjort deres stemme gældende.
I den store, brede offentlighed har der hidtil ikke været meget interesse for demokratiet i foreningsdanmark. Men i takt med de enorme formuer og pengetanke, der bygges op, er der også skruet op for magtkampene om at styre disse tidligere herreløse milliarder i en bestemt retning.
Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator
Der er skruet op for magtkampene om at styre disse tidligere herreløse milliarder i en bestemt retning.
