Enhedslistens erhvervsordfører, Pelle Dragsted, er blevet valgt til bestyrelsen i elselskabet Radius, som et politisk flertal for nylig blokerede for et salg af.
Der har været stor interesse for at stemme ved valget, og 17.000 har sat et kryds blandt de 38 kandidater, som stillede op.
Det oplyser Radius, som har omkring en million elkunder på Sjælland.
Til sammenligning var der kun omkring 2000 stemmer ved det seneste valg til bestyrelsen.
»Jeg er glad for den store interesse, der har været for at deltage i valget af forbrugerrepræsentanter til bestyrelsen i Radius,« siger formand Knud Pedersen i en pressemeddelelse.
Radius er ejet af energiselskabet Ørsted, der sidste sommer satte selskabet til salg.
Det var tæt på at være på plads, men Socialdemokratiet og SF satte i januar bremsen i.
De har - på linje med Enhedslisten og Pelle Dragsted - været bekymret for, at en ny ejer vil hæve priserne og dermed gøre el dyrere for forbrugerne.
Dermed var der ikke længere flertal i Folketinget, og da staten ejer over halvdelen af Ørsted, løb salget ud i sandet.
Ørsted har siden varslet, at det arbejder videre med at udskille Radius. Det kan for eksempel være gennem en børsnotering af Radius.
Da Radius er ejet af Ørsted, har bestyrelsen i Radius ingen reel indflydelse på et eventuelt salg af selskabet.
Bestyrelsen i Radius består af tre til otte medlemmer valgt på generalforsamlingen og tre, der er valgt af forbrugerne i forsyningsområdet.
Ud over Pelle Dragsted, der fik 9640 stemmer, er Flemming Strøm fra Charlottenlund og Anders Jensen fra København valgt ind med henholdsvis 3589 stemmer og 1055 stemmer.
/ritzau/