Hemmelige ideer til salg

The Einstein Collection - 24 geniale idéer af Maria Nannina Biilmann og Philip Einstein Lipski, er en idébaseret kunstinstallation bestående af 5 jakkesæt med lommerne fulde af idéer.

Idéerne er skabt af to professionelle idéfolk med baggrund i reklamebranchen.

Til sammen har Nannina Biilmann og Philip Einstein Lipski 18 års erfaring med idégenerering og har skabt hundredvis af idéer, mange af dem solgt til kunder og realiseret til store reklamekampagner.

"Når man arbejder med idéer opstår der altid et overskud - idéer som er rigtigt gode og realiserbare men som af en eller anden grund ikke lige passer til kunden, kampagnen eller situationen. Det er disse idéer der udgør The Einstein Collection", skriver skaberne i en pressemeddelelse.

Det er "lommeidéerne" - dem som man har i lommen og som aldrig ser dagens lys, fordi man ikke har midlerne, mulighederne eller knowhow til at realisere dem.

"Men en idé har kun en reel værdi for den, som realiserer den. Eller hvad?"

Man kan købe et jakkesæt med fem idéer, og dermed er det op til køberen, hvad han/hun vil stille op med dem. Hvis man vælger at realisere en ide som et kommercielt produkt, skal man betale en royalty på 10 procent til idemagerne.

Fordi de to reklamefolk har stor erfaring med pirring af nysgerrighed, er idéerne hemmelige, og man må alene ud fra idéens titel afgøre, om det er noget, man mener har stor nok værdi til, at man vil se mere.

"Og netop heri ligger paradokset. Hvis du vil se hele idéen, er du nødt til at sprætte lommen op og dermed "ødelægge" værket. Men det står køberen frit for om han/hun vil købe værket for værkets skyld eller for idéerne. Når man køber værket ejer man jo både idéerne, men man ejer også værket. Så er spørgsmålet, om det intakte værk i sidste ende får større værdi end nogen af idéerne eller omvendt...," hedder det hemmelighedsfuldt.

Ideerne sættes til salg hos Martin Asbæk Projects fra 15. til 20. februar.