Trumps sejr er tveægget for Europas højrenationale

Fra Frankrig og Holland til Ungarn og Polen ser højrenationale partier Donald Trump som en allieret i kampen mod eliten. Bag jublen lurer dog store politiske modsætninger.

Arkivfoto. Det fløj ud af Frankrigs ambassadør i USA, Gérard Araud, så snart det stod klart, at Donald Trump ville blive USAs næste præsident: »Efter Brexit og dette præsidentvalg er alt muligt. En verden kollapser for vores øjne.« Fold sammen
Læs mere
Foto: JIM WATSON

Det fløj ud af Frankrigs ambassadør i USA, Gérard Araud, så snart det stod klart, at Donald Trump ville blive USAs næste præsident: »Efter Brexit og dette præsidentvalg er alt muligt. En verden kollapser for vores øjne.«

Gérard Araud fortrød dog hurtigt sin besked på Twitter og slettede den, for den slags skriver diplomater ikke offentligt – og da slet ikke efter et demokratisk valg.

Men frygten for, hvad Trump egentlig vil, og frygten for at noget lignende kan gentage sig ved det franske præsidentvalg til maj, kunne Gérard Araud ikke slette.

Den amerikanske forfatter Anne Applebaum har ligefrem talt om tre jordskred, der kan lægge den vestlige verden, som vi kender den, i graven: Det britiske EU-exit, en sejr til Donald Trump samt EU- og NATO-kritikeren Marine Le Pen som Frankrigs præsident.

Den slags dommedagsprofetier angreb Le Pen i denne uge som et udslag af netop den arrogante elitisme, hun kæmper imod.

»Det, der er blevet beskrevet som umuligt, er muligt: Det, som folket vil, kan folket,« sagde Le Pen, der straks trak den front op, som skal bringe hende til magten: »Eliterne er afkoblede. De nægter at se og høre på folket.«

Det hollandske frihedspartis Geert Wilders havde samme budskab:

»Folket tager deres land tilbage. Det vil vi også.«

Trumps NATO-kritik skaber frygt

Både Le Pen og Wilders ser sig selv som repræsentanter for en lavere middelklasse, der er blevet kørt over af teknologisk udvikling, globalisering og masseindvandring. Sammen med premierminister Viktor Orbán i Ungarn og et Polen under ledelse af det stærkt konservative Lov- og Retfærdighedsparti, præsenterer de sig som frontsoldater i kampen mod et magtfuldkomment establishment, som hylder globalisering og multikulturalisme.

For de fire er Donald Trump dermed – ved første øjekast – en oplagt allieret. Det amerikanske præsidentvalg viste, at amerikanerne, ligesom polakkerne, »ønsker at vende tilbage til værdierne, til traditionen,« jublede Polens udenrigsminister, Witold Waszczykowski.

Men værdipolitik er én ting, sikkerheds­politik er en ganske anden. Og på de indre linjer er den polske regering rædselsslagen for ethvert skridt mod en virkeliggørelse af Donald Trumps slagord om nedskæringer i NATO eller omfavnelser af den russiske præsident, Vladimir Putin.

Polens præsident, Andrzej Duda, var den stolte vært for NATO-topmødet i Warszawa, der tidligere i år tog beslutning om at placere fremskudte NATO-styrker i Polen og Baltikum som svar på Ruslands indgreb i nabolandet Ukraine.

»Opfyldelsen af NATO-beslutningen fra Wars­zawa er det vigtigste for præsidenten,« pointerede Marek Magierowski, talsmand for Duda på dagen, da Donald Trump blev erklæret for vinder af det amerikanske præsidentvalg.

»For den polske regering er situationen ikke enkel. Hillary Clinton har været ude med kritik af demokratiske tilbageskridt i Polen, og det har Trump ikke, og det er man glad for i Polen. Men samtidig er det er klart, at de er bekymrede over hans udmeldinger om sammenholdet i NATO,« siger Søren Riishøj, ekspert i centraleuropæisk politik og lektor emeritus ved Syddansk Universitet.

Det er samtidig et åbent spørgsmål, om Frankrigs Marine Le Pen kan gøre Trump kunsten efter, og hvor meget de to egentlig har til fælles.

Præcis som Lov- og Retfærdighedspartiet i Polen har hendes højrenationale parti Front National været en del af det politiske landskab i mange år. Det har dermed ikke det friske pust, som Trump kunne drage nytte af i duellen med en Hillary Clinton, der var indbegrebet af en gammel politisk elite.

Desuden har Marine Le Pen udfordrere, der spiller på samme tangenter, som hun selv gør, påpeger den franske forsker Martin Michelot, der er vicedirektør for den uafhængige tænke­tank the European Institute for European Policy.

»Jeg tror ikke, at hun kan blive præsident næste år, og jeg tror heller ikke, at valget af Trump i USA ændrer udsigterne. Marine Le Pens Front National kan meget vel få meget mere indflydelse i parlamentet næste år, men hendes tidslinje er snarere præsidentvalget i 2022,« siger Martin Michelot.

Sarkozy er Frankrigs virkelige Trump

Det er en akilleshæl for Le Pen, at hun ved næste års præsidentvalg i den afgørende anden runde efter alt at dømme ikke skal op mod den historisk upopulære, socialistiske præsident François Hollande, men mod en borgerlig kandidat, som vil stå stærkt på både den økonomiske troværdighed og sikkerhedsmæssige dagsorden, der fylder meget i Frankrig.

Det borgerlige parti Les Républicains skal finde sin præsidentkandidat ved udgangen af november, og her står opgøret lige nu mellem tidligere præsident Nicolas Sarkozy og tidligere premierminister Alain Juppé. Sidstnævnte er favorit i meningsmålingerne, men dem er der ikke så mange, der stoler på efter Donald Trumps sejr.

På trods af Sarkozys fem år som præsident – han måtte afgive præsidentposten til Hollande i 2012 – tordner også han nu mod eliten. Han var næsten lige så hurtigt som Marine Le Pen til at erklære, at Donald Trumps sejr burde få franskmændene til at gøre ham til præsident igen. Nicolas Sarkozy er med egne ord blevet en forandret mand, som nu netop forstår middelklassen, selv om de fleste af hans rådgivere er de samme, som da han i sin tid var præsident.

»Nicolas Sarkozy er i mine øjne tættere på at være en Trump end Marine Le Pen. Han forsøger at gøre sig til en repræsentant for dem, der ikke bliver hørt, men det er rent spin, og præcis som Donald Trump vil han sandsynligvis ændre holdning, hvis han bliver præsident. Det kan man kalde utroværdigt, men han vil ikke være Vestens endeligt,« siger Michelot.

Det er heller ikke givet, at Donald Trumps sejr giver medvind til Europas højrenationale partier – tværtimod. For kandidater som Marine Le Pen, der længe har haft anti-amerikanske og pro-russiske slagord i sit anti-elitære arsenal, er det en blandet fornøjelse, at indehaveren af verdens mest magtfulde embede nu siger stort set det samme.

»Det er lidt som situationen under Den Kolde Krig, hvor det på mange måder var mere komfortabelt for de sovjetiske ledere, når Republikanerne var ved magten. Så havde man da et klart fjendebillede,« siger Søren Riishøj fra Syddansk Universitet.

Den russiske glæde kan blive kort

Heller ikke i Rusland varer glæden over valget af Donald Trump nødvendigvis længe. Blandt de første reaktioner i Moskva var klapsalver i landets parlament, men blot få timer senere begyndte russiske statsmedier at pøse koldt vand på ideen om en tilnærmelse mellem Rusland og USA.

Præcis som Le Pen og Wilders har Vladimir Putin brug for det fjendebillede af USA, der har fungeret som politisk mobiliseringskraft i Rusland siden 2012, skriver den russiske kommentator Oleg Kasjin i en analyse.

»Det er åbenlyst, at de russiske magthavere må genfinde den antiamerikanske retorik, som i dag er reduceret til et sort hul, som vinden hyler koldt igennem,« skriver Oleg Kasjin.

Den bevægelse er tilsyneladende allerede i gang. Trumps tilnærmelser til Rusland er intet andet end mundsvejr, smældede Leonid Slutskij, formand for det russiske parlaments udenrigsudvalg torsdag.

»Man kan slutte, at Trump bare legede med de vælgergrupper, som ikke var enige med Clinton,« sagde Leonid Slutskij.

Trump er jo bare en simpel populist, formanede den russiske politiker.