Medvind for Putin: Kreml-venlige vandt valg i østeuropæiske lande

I Bulgarien og Moldova vandt kandidater med sympati for Rusland søndagens præsidentvalg. Valget i Bulgarien vil ifølge udenrigsminister Kristian Jensen (V) dog ikke kunne ændre EUs sanktionskurs over for Rusland.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har en del at smile af i øjeblikket, når han vender blikket mod den politiske situation i en række central- og østeuropæiske lande. Søndag endte hele to præsidentvalg - i EU-landet Bulgarien og i EU-partnerskabslandet Moldova - med sejr til kandidater, som Putin utvivlsomt er ganske godt tilfreds med.

I Bulgarien sejrede den tidligere chef for det bulgarske flyvevåben, Rumen Radev, overbevisende. Han stillede op som uafhængig kandidat, men med støtte fra landets socialistparti, der altid har haft et nært forhold til Moskva, og med et budskab om at afslutte EUs sanktioner over for Rusland.

I Moldova vandt Igor Dodon, der i valgkampen har erklæret, at »Moldovas fremtid er sammen med Rusland.«

»Der har nu været to valg - endda på samme dag - der er faldet ud til mere prorussiske kandidater. Men det er stadigvæk kandidater, der siger, at de vil arbejde sammen med Europa, og som retter sig mere mod Bruxelles end mod Moskva. Men for mig at se giver det anledning til at overveje, om den synlighed, vi har om vores resultater, er god nok, når det er sådan, at vores ret massive støtte til Moldova ikke bliver modtaget og anerkendt hos den almindelige borger,« siger udenrigsminister Kristian Jensen (V).

I forhold til præsidentvalget i Bulgarien understreger udenrigsministeren, at han ikke kan se noget problem med at få forlænget EUs økonomiske sanktioner over for Rusland, fordi præsidenten i Bulgarien mest er en symbolsk figur, mens det er landets premierminister, der sammen EUs øvrige stats- og regeringschefer i december skal beslutte at forlænge sanktionerne.

Netop den bulgarske premierminister, Bojko Borisov, besluttede dog mandag at træde tilbage efter det klare resultat af præsidentvalget, hvor Radev ifølge Reuters fik ca. 59 procent af stemmerne, mens kandidaten fra Borisovs borgerlige regeringsparti, parlamentsformand Tsetska Tsatsjeva, fik ca. 36 procent.

Ifølge Borisov er der nemlig heller ikke længere opbakning til hans koalition. I første omgang skal der nu udpeges et forretningsministerium frem mod et nyvalg, der måske vil blive afholdt i marts. Og det forretningsministerium vil næppe ændre regeringens linje, før der er afholdt nyvalg til parlamentet.

Ifølge Lóránt Győri, der er analytiker i den uafhængige, ungarske tænketank Political Capital, kan man godt tale om en prorussisk bølge i Central- og Østeuropa, men den har mange ansigter og årsager, og de prorussiske strømme findes både på højrefløjen og venstrefløjen.

»Rumen Radev kunne regne med en prorussisk del af vælgerne. Løftet om at afslutte sanktionerne mod Moskva kan gavne visse landbrugssektorer i Bulgarien og kan måske også vinde parlamentsvalget. Igor Dodon kan derimod næppe leve op til sine løfter om at føre Moldova ind i den euroasiatiske økonomiske union (med Rusland, red.). Landet lever af en livline fra EU og IMF efter banksektorens kollaps i 2015,« siger han.

Så sent som i 2014 underskrev Moldova en samarbejds- og handelsaftale med EU-landene. Det er den, som Igor Dodon efter eget udsagn vil forsøge at opsige, for i stedet at få Moldova til at tilslutte sig den russisk ledede handelsblok. Men Igor Dodon vil altså sandsynligvis løbe ind i en økonomisk virkelighed, der kan gøre det projekt meget vanskeligt.

Rumen Radev i Bulgarien vil ganske vist opbløde linjen over for Rusland, men har han dog også gjort det klart, at han i den grad går ind for, at Bulgarien skal være en del af såvel EU som NATO.

»Vi bulgarere hører til i Europa, og det er af det højeste betydning. Vores politiske fremtid er EU, og jeg vil gøre mit bedste for, at vi som europæere er stærkere og mere effektive sammen,« siger han til Financial Times.

Også i Estland kan der være med venlige toner på vej over for Rusland og Putin. Den etiske regering har været blandt de mest kritiske over for Rusland i EU, men i sidste uge smuldrede premierminister Taavi Rõivas' koalition. Iagttagere har peget på, at det mere Ruslands-venlige centerparti nu kan komme til at danne koalition, uden at der kommer nyvalg, men det vil de kommende uger vise.