Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Det var ret floromvundne lykønskninger, de europæiske ledere sendte til den kommende amerikanske præsident. Det var jo også amerikanernes valg, og det må man naturligvis respektere som god demokrat. Også selv om man helst havde set et andet resultat. For livet skal gå videre. Verden går (forhåbentlig) ikke under, selv om Donald Trump bliver amerikansk præsident. Og så kan man jo altid trøste sig med, at han kun kan overraske positivt…
Men alligevel. Bag ved alle de floromvundne lykønskninger lurer en dyb bekymring: Hvad nu med den mangeårige transatlantiske alliance, som har sikret freden og friheden i Europa? Vi har siden Anden Verdenskrigs afslutning levet på den ubetingede amerikanske sikkerhedsgaranti. Men Trump har i sin valgkamp sået tvivl om, hvorvidt man fortsat kan regne med USA. Det kan ikke blot fejes til side som valgkampsretorik. Ord tæller, når det er kandidaten til præsidentposten i USA, der taler – og når han vinder, bliver det alvor.
Trump har ført en kampagne, som satte amerikanske interesser i forreste række. Vel at mærke uden hensyn til de holdninger og værdier, som amerikansk lederskab hidtil har bygget på. Han har erklæret sympati for autoritære regimer, som f.eks. Putins. Hans takketale sent tirsdag aften er blevet berømmet for den moderate tone, han pludselig anlagde. Og han læste da også fredsommeligt op fra en teleprompter, for engangs skyld uden at bryde udenfor manuskriptet. Men læg mærke til, at han i sin invitation til samarbejde ikke henvendte sig til USAs venner og allierede. Nej, han ville samarbejde med alle, der vil »get along with us«…
Er det et varsel om en ny amerikansk tilgang til den verdensorden, som med USA i spidsen sejrede i Den Kolde Krig – og som siden har sat frihedsrettigheder og demokratiske principper i højsædet? Vi ved det ikke. Men han har sendt signaler, som utvivlsomt er blevet opfanget i Moskva, Beijing og andre steder, hvor man ikke hylder de samme idealer som vi andre. Risikoen er, at man dér øjner nye muligheder for at drive kiler ind i de alliancer, som USA hidtil har understøttet.
Trump har sagt, at man kun skal regne med amerikansk støtte i NATO, hvis man leverer sin andel af omkostningerne. Det skaber tvivl om det helt afgørende princip som kaldes »musketer-eden«: Én for alle og alle for én. Angreb på én af os betyder angreb på alle. Det har i mange år afholdt Moskva fra at forsøge sig med en eventyrpolitik. Nu ligger der noget, der kan opfattes som en invitation til at prøve grænser af. Det er ikke sært, at det giver kuldegysninger hos Ruslands små naboer, som tidligere har mærket, hvad det vil sige at være en del af en »interessesfære«. Så kan man nok så mange gange forsøge at trøste sig med, at det mener han nok ikke, når det kommer til stykket. Tvivlen er sået.
Hvordan skal vi reagere på det i Europa?
Vi skal styrke det europæiske samarbejde. Dels for at demonstrere vilje til at fylde de huller ud, som måtte opstå, hvis Trump mente, hvad han sagde i valgkampen. Dels for at overbevise amerikanerne om, at europæerne er villige til at bære deres del af byrden ved det fælles forsvar for vore værdier.
For Danmark indebærer det en særlig forpligtelse. Vi er et af de lande, som ikke lever op til den aftalte fælles forpligtelse om bidrag til den fælles forsvarsindsats. Vi er endda det eneste land i Østersøregionen, som sparer på forsvaret i stedet for at styrke forsvaret. Og vi skaber tvivl om vores vilje til at styrke det europæiske fællesskab. Danmark bør gøre alvor af de smukke ord om at ville være så tæt på kernen i det europæiske samarbejde som muligt. Det kan være vanskeligt i den aktuelle politiske situation, som er præget af snævre og kortsigtede problemer. Men der påhviler de store regeringsbærende partier et særligt ansvar for at se på de helt overordnede danske interesser.
Der er nemlig også en særlig europæisk politisk udfordring i Trumps valgsejr.
Det er værd at bide mærke i hvem i Europa, der har hilst Trumps valgsejr velkommen: Marine Le Pen, Geert Wilders, Farrage, Orban og så videre. Vi kender dem på travet… Deres budskab lyder, at nu er det endelig bevist, at »folkets røst« kan vinde over »eliten«. Det betyder i deres verdensbillede, at der lukkes af over for omverdenen, og at nationale interesser sættes over fælles interesser.
Alle med en smule historisk indsigt ved, at det beskriver den situation, som i 30erne førte Europa og verden mod katastrofen. Der er ikke brug for mindre internationalt samarbejde eller svagere internationale forpligtelser – men om det stik modsatte.
Derfor bør Trumps valgsejr i USA føre til, at de europæiske ledere stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan kan vi igen sikre opbakning omkring de værdier, der har tjent os så godt i så mange år?
Det er en helt ny politisk kamp, der forestår. Kampen mellem det lukkede og indadvendte på den ene side, og det åbne og inkluderende på den anden. Den kamp vinder man kun, hvis man holder op med at tale protektionisterne efter munden. Det er på tide, at Europa vågner op.
