En buttet baby på omkring et år krummer sin afklædte ryg, hvorpå et hårdtslående budskab folder sig ud: »Død efter lægens vaccination. Risikoen er der. Du har et valg.«
Åbningsbilledet på den franske Facebook-side »Info Vaccins France« går lige i hjertet. Scroller man ned over Facebook-siden, der har mere end 10.000 medlemmer, følger mere af samme skuffe: Videoer og opslag, hvor forældre deler råd og alternative udlægninger af vaccineforskningen.
Frankrig er et af de mest vaccineskeptiske lande i EU. Det fremgår af en ny rapport fra antropologen Heidi Larson fra det britiske Vaccine Confidence Project, der har undersøgt tilliden til vacciner i EU-lande. Adspurgt om vacciner generelt er sikre, svarer 69,1 procent af franskmændene »ja«. 30,9 procent er i tvivl. Italien og Grækenland er andre lande, hvor tilliden til vacciner de seneste år er dalet.
EUs kommissær for Sundhed og Fødevarer, Vytenis Andriukaitis, kalder det bekymrende, at europæiske lande indtager syv pladser på toptilisten over de mest vaccineskeptiske lande i verden.
»Det skyldes delvist den stigende indflydelse fra diverse antivaccinegrupper, som spreder misledende informationer via internettet eller via politiske fora,« sagde han på et pressemøde og fortsatte: »Deres indflydelse skal have vores opmærksomhed.«
Tre døde i Frankrig, fire i Italien
Franske myndigheder er bekymrede, og kigger man på sygdomsstatistikkerne, forstår man hvorfor. Antallet af mæslingeudbrud er én markør, der viser, hvordan tillidskrisen resulterer i epidemier, der skulle høre fortiden til. Mens Frankrig i hele 2017 registrede 518 tilfælde af mæslinger, har landet oplevet en markant stigning i 2018. 2771 sygdomstilfælde er blevet registreret de seneste 12 måneder. Det viser den nyeste opgørelse fra EUs Center for Sygdomsbekæmpelse og Kontrol. Italien og Grækenland ligger også i top, mens Danmark – der i øvrigt har høj tillid til vacciner – »kun« registrerede seks sygdomstilfælde i samme periode.
Forskere siger, at vacciner årligt redder tusindvis af europæiske børn fra døden. Det seneste år døde tre personer af mæslinger i Frankrig, seks i Italien og fire i Grækenland, og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarer om, at det går den gale vej i Europa.
Det forekommer ironisk, at skepsis er udbredt blandt franskmændene, hvor Louis Pasteur i det 1800-århundrede lagde grundstenen til vaccinationer. Dykker man ned gennem samfundslagene, er det især hos den yngre del af befolkningen, tvivlen opstår. En del af forklaringen er Facebook-grupper som »Info Vaccins France« og »No to Vaccines«. En anden del skyldes Youtube-videoer, mener franske sundhedsmyndigheder. Ifølge en rapport fra nonprofitsundhedsorganisationen Printemps Prevention har 18 ud af de 25 mest sete franske vaccinevideoer på Youtube et vaccineskeptisk budskab.
Hvem er det, der tvivler?
Antivaccinebevægelsen er svær at få hold på. Bladrer man i opslagene i Facebook-grupperne, er det tydeligt, at de ikke nødvendigvis samler sig om en ideologisk grundtanke. Et fåtal angiver religiøse motiver som grund til ikke at vaccinere. Andre tror mere på naturmedicin og gamle husråd end evidensbaseret forskning og lægens råd.
Ser man nærmere på debatterne, kan de groft sagt kategoriseres i tre hovedspørgsmål:
Kan man virkelig være sikker på, at vaccinens bivirkninger er så sjældne, som videnskaben hævder?
Er lægemiddelindustrien til at stole på? De vil jo også tjene penge!
Min mormor har aldrig fået en vaccine. Hun er 100 år og still going strong. Hvorfor så ikke styrke børns immunforsvar naturligt?
Sundhedsmyndigheder i Frankrig har de seneste år taget kampen op. Modkampagner på sociale medier og nye hjemmesider, der forklarer fordelene ved vacciner, er kørt i stilling. Seneste våben i informationskrigen er de praktiserende læger. 18. oktober underskrev sundhedsminister Agnès Buzyn således et charter, der skal aktivere sundhedspersoner:
»I er i første linje med jeres tilstedeværelse i patienters liv. I spiller derfor en afgørende rolle,« sagde Buzyn.
Dansk ahaoplevelse
Danmark har i mindre skala oplevet den mistillid, der udspiller sig blandt franskmændene. En mistillid, der siden er blevet tæmmet af en indsats, der på nogle stræk ligner den franske.
HPV-vaccinen blev i en TV 2-dokumentar beskyldt for en række bivirkninger hos teenagepiger. Men det var især på sociale medier, mistilliden fik næring, husker overlæge Bolette Søborg ved Sundhedsstyrelsen.
»Vi oplevede helt klart, at forældres bekymringer blev vakt til live og kom tæt på deres eget liv, når de kunne læse venners opslag på Facebook,« siger hun og uddyber: »Mistillid til vacciner har der altid været. Det nye er, at sociale medier skubber til bekymringer med en hast og ny kraft, så de får deres eget liv. Det var en ahaoplevelse for os.«