Advarsel efter mæslingeudbrud: Husk nu vaccination inden rejsen sydpå

Udbrud af mæslinger flere steder i det sydlige og østlige Europa bekræfter ifølge danske eksperter, hvor vigtigt det er at få ikke mindst børn og unge vaccineret mod den smitsomme sygdom. Ikke mindst hvis sommerferien går til nogle af de ramte lande.

MFR-vaccinen, der bl.a. beskytter mod mæslinger, er gratis for børn og unge under 18 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Valentin Flauraud

Skal du sydpå til sommer, og er du ikke blevet vaccineret for børnesygdommen mæslinger, så husk at blive stukket inden afrejse.

Sådan lyder opfordringen fra eksperter og myndigheder til ikke mindst forældre til børn og til unge, der enten ikke er blevet vaccineret mod den meget smitsomme børnesygdom eller ikke har været ramt af den og dermed udviklet immunitet.

Opfordringen til at få en såkaldt MFR-vaccination mod bl.a. mæslinger kommer, efter at der i flere lande i det sydlige og østlige Europa er meldinger om en lang række tilfælde af mæslinger. Mæslinger bliver beskrevet som en af de allermest smitsomme børnesygdomme. Sygdomsforløbet kan ifølge Statens Serum Institut (SSI) »variere fra et relativt mildt forløb med udslæt og feber til alvorlig sygdom med betændelse af hjernehinderne«.

I et land som Rumænien er der i år registreret over 4.000 smittetilfælde, og 18 er døde af sygdommen.

Meldingen fra såvel SSI som professor og infektionslæge Jens Lundgren, Rigshospitalet, kommer også, fordi kun et sted mellem 85 og 90 procent af en årgang modtager den fulde MFR-vaccination som småbørn. MFR-vaccinationen blev indført i Danmark i 1980erne.

»Hvis man en gang har haft mæslinger eller er blevet vaccineret, får man ikke mæslinger,« fortæller infektionslægen:

»Situationen i Rumænien understreger, hvor vigtigt det er at blive vaccineret. Der er 15 børn, der er døde af influenza, fordi de ikke har været vaccinerede. Hvor meget mere er der egentlig brug for at vide? At vi i det hele taget anbefaler MFR-vaccination bliver bekræftet af det, vi lige nu ser i et land som Rumænien. Vi skal vise hensyn til hinanden og blive vaccineret.«

Jens Lundgren kan kun beklage, at der ud af hver eneste årgang er tusinder af danske børn, der ikke bliver MFR-vaccineret. Det betyder, som han siger, at »en stadig større del af befolkningen ikke er immunologisk beskyttet«.

»Så længe man opholder sig i et land, hvor der ikke er mæslinger, så er det ikke et problem. Men tager man til et land, hvor sygdommen cirkulerer, så er man modtagelig. Og kan dermed også smitte andre, når man kommer hjem,« understreger han.

Sidste måned fik en dansk, uvaccineret kvinde i 20erne konstateret mæslinger. Formentlig smittet i Asien. Sidste år var der tre tilfælde af mæslinger. Ligeledes efter smitte i udlandet.

Verdenssundhedsorganisationen WHO oplyser, at mæslinger »vedbliver en af de mest udbredte dødsårsager i verden blandt små børn til trods for tilgængeligheden af en sikker og effektiv vaccine«. Skønsmæssigt døde 134.200 mennesker – mest børn under fem år – af mæslinger i 2015.

Det er uklart, i hvilket omfang de manglende MFR-vaccinationer herhjemme skyldes glemsomhed eller egentlig modstand blandt forældre til småbørn. Men spørgsmålet er jævnligt genstand for debat.

For nylig lod børneordfører Laura Lindahl (LA) forstå, at børn, der ikke er MFR-vaccineret, efter hendes mening ikke skal have mulighed for at gå i vuggestue og børnehave. Det samme har den australske regering foreslået, akkurat som forældre i Australien kan blive sanktioneret økonomisk af det offentlig, hvis de nægter at lade deres børn vaccinere.