Salut, håndtryk og gallamiddag

Sent i går kom præsident Hu Jintao tilbage til Beijing efter topmødet med amerikanske Barack Obama. Hvordan gik topmødet så set fra Kina?

De kinesiske medier har gjort meget ud af at fortælle, hvordan Hu Jintaos besøg var et møde mellem to ligeværdige parter. De fleste af de kommercielle aviser har haft præsidentens besøg i Washington på forsiden.

Og tre af de aviser, for eksempel Renmin Ribao (Folkets Dagblad), der er direkte kontrolleret af Kinas Kommunistparti, fik endda besked på at rykke deres deadline med hele otte timer, så de kunne få onsdagens gallamiddag med til den efterfølgende udgave. Det er et eksempel på, hvor stor betydning regeringen tillægger besøget.

De statslige TV-kanaler har selvfølgelig ikke haft problemer med tidsforskellen på 13 timer mellem Beijing og Washington. Her har der været bunker af indslag, som især har svælget i gallamiddag, pomp, pragt, håndtryk og 21 skudssalutter. Men - ikke overraskende - ingen snak om menneskerettigheder og kritiske kongresmedlemmer.

Den overordnede fortælling i medierne har været, hvordan besøget løste op for det anspændte forhold mellem de to lande, og hvordan Kina igen er blevet en stor nation. Det imponerer dog ikke almindelige kinesere.

Det er notorisk svært at lodde folkestemningen i et land med 1,3 milliarder indbyggere, og hvor skellet mellem rig og fattig er enormt. Og hvor udenlandske medier ikke har lov til at foretage eksempelvis telefoniske meningsmålinger. Men hvis man ser bort fra grupper som nationalistiske bloggere og meningsdannere, så er det almindeligt, at folk er skeptiske over for regeringen og påstanden om det magtfulde Kina.

Realiteterne for den relativt velhavende middelklasse og de især cirka 700 millioner landarbejdere, der mere eller mindre konstant svæver i nærheden af fattigdomsgrænsen, ser da også anderledes ud, og herfra ligner regeringen ikke en økonomisk supermagt.

Blev mødet en succes? Hu Jintao havde to mål med turen til Washington: For det første skulle den vise, hvordan Hu nu har fået international anerkendelse som leder af en magtfuld nation. Dernæst skulle Hus smuttur til Chicago og den kinesiske virksomhed vise en anden side af Kina - en ansvarlig investor, der ikke bare stjæler arbejdspladser fra USA.

Beijing opnåede begge mål.

Statsbesøget var en succes for både Obama og Hu, og der var ingen ubehagelige overraskelser undervejs.

Går mødet så over i historiebøgerne som en fodnote eller et kapitel? Det vil ikke komme i samme klasse, som da præsident Richard Nixon besøgte Kina i 1972. Det var et jordskælv i global politik. Derimod var det et møde, som skulle vedligeholde diplomatiske bånd, og hvor man fik luftet sine uenigheder.

Historisk set har der altid været problemer i forholdet mellem USA og Folkerepublikken Kina. Af økonomiske, kulturelle og ideologiske grunde. Det vil fortsætte. Men uenighederne kan kontrolleres. Når Beijing begynder at forstå sin nye globale rolle. Og når USA giver Kina den plads, som en nation med 1,3 milliarder mennesker berettiger. Topmødet i Washington var et mindre, men vigtigt skridt i den retning.