NATO, EU og nu også Mays Brexit-plan: Trumps opgør med Europa er totalt

Udover at blande sig i britisk indenrigspolitik rammer Trumps kritik den britiske premierminister på et for hende meget svært tidspunkt.

Præsident Donald Trumps hæsblæsende opgør med Europa nåede nye højder, da han i et eksplosivt interview med den britiske tabloidavis The Sun fredag underminerede den britiske premierminister, Theresa May, netop som den amerikanske præsident indledte et tre dage langt arbejdsbesøg i Storbritannien.

Efter Donald Trumps konfrontatoriske optræden under NATO-topmødet i Bruxelles, leverede han et højst usædvanligt angreb på Theresa Mays plan for den britiske EU-exit.

»Den aftale, hun rammer, er en meget anderledes aftale end den, som folket stemte om,« sagde Trump i interviewet og tilføjede, at han havde sagt til May, at hun burde stramme sig an.

»Jeg har faktisk sagt til Theresa May, hvordan man gør det. Men hun var ikke enig, hun lyttede ikke til mig. Hun ville en anden vej. Jeg vil faktisk sige, at hun sandsynligvis gik den modsatte vej.«

Udover at blande sig i britisk indenrigspolitik rammer Trumps kritik den britiske premierminister på et for hende meget svært tidspunkt, efter at flere ministre, herunder udenrigsminister Boris Johnson, netop har forladt deres poster i protest mod Mays Brexit-plan.

Stærke tilhængere af et hårdt Brexit i hendes eget konservative parti vil udnytte den amerikanske præsidents støtte til at presse premierministeren.

Nigel Farage, den tidligere leder af Storbritanniens løsrivelsesparti, UKIP, var fredag hurtigt ude for at bakke Donald Trump op.

For at gøre ondt værre sagde den amerikanske præsident i interviewet, at Brexit-forkæmperen Boris Johnson kunne blive en »fantastisk premierminister«, og at »han har den rigtige attitude«.

Donald Trump truede også med, at en handelsaftale mellem USA og Storbritannien kunne blive meget sværere, hvis Storbritannien efter Brexit vil følge EUs regler for varer.

Under et fælles pressemøde mellem Trump og May fredag forsøgte de begge at glatte ud. De talte om et godt samarbejde, om at udbygge de to landes »særlige forhold«, og de talte om muligheden for en stor handelsaftale mellem USA og Storbritannien efter Brexit.

Donald Trump lokkede nu med, at USA og Storbritannien kan »fordoble, tredoble, firdoble« deres handel efter Brexit.

Uenighederne består dog, og efter Trumps interview med The Sun er hans opgør med Europa totalt.

Jeg har faktisk sagt til Theresa May, hvordan man gør det. Men hun var ikke enig, hun lyttede ikke til mig.

Den amerikanske præsident mener, at både NATO og EU udnytter USA økonomisk.

Og det i en grad, så han ud over at pålægge stål og aluminium fra EU straftold og true med, at USA ikke nødvendigvis vil sikre Europas sikkerhed uden større bidrag til NATO fra en række NATO-allierede, nu også forsøger at hjælpe tilhængerne af et hårdt Brexit i Storbritannien til at nå målet.

»Vi slår lige nu på EU, fordi de ikke har behandlet os fair, når det gælder handel,« som Donald Trump også siger i interviewet med The Sun.

Donald Trumps rundrejse er blevet lige netop så konfrontatorisk, som europæiske ledere havde frygtet.

Og dette har ikke dæmpet usikkerheden over for, hvad den amerikanske præsident vil sige og give af mulige indrømmelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin, når de to holder topmøde i Helsinki på mandag.

De to har det til fælles, at de ikke kan lide EU.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA