»Merkel trækker sig, Macron har behov for at slappe af, og Juncker forbereder sin afsked – det er kun os, der er klar.«
Sådan skrev den franske højrefløjsleder Marine Le Pen på Twitter, efter at Angela Merkel i begyndelsen af denne uge meddelte, at hun trækker sig som formand for CDU. Det skete, mens præsident Emmanuel Macron genoplader batterierne på en miniferie sammen med sin hustru.
Le Pens melding er stort set en opsummering af et nyt stort forskningsprojekt, der forleden blev offentliggjort af tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR) i Berlin.
Hvert andet år beder tænketanken op mod 900 eksperter i de 28 medlemsstaters ministerier og forskningsinstitutioner om at vurdere de øvrige landes aktivitetsniveau i EU. Hvem indgår i flest alliancer i EU, hvilke udenrigsministerier ringes der oftest til, og hvor mange lande arbejder for »mere Europa«?
Ifølge lederen af ECFRs Berlin-kontor, seniorforsker Josef Janning, er en af konklusionerne, at der kun er ganske få lande, der arbejder målrettet for at fastholde EU-samarbejdet og er villige til videreudvikle samarbejdet:
»Det er faktisk kun Frankrig, Tyskland, Belgien og Luxemburg, der for alvor er aktive. Alle andre lande opfattes som temmeligt passive eller som »spoilere«, der radikalt vil ændre samarbejdet,« siger Janning til Berlingske. Han henviser i den forbindelse til politikere, som Ungarns premierminister, Viktor Orban, og Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini.
Med Angela Merkels udmelding vil også Tyskland spille en mere begrænset rolle. Ganske vist sagde kansleren tirsdag, at hun ikke mener, at »Tysklands forhandlingsposition vil blive påvirket«, men i en ny meningsmåling peger kun 33,5 procent af tyskerne på, at hun fortsat vil have samme gennemslagskraft.
Ledelses-tomrum
Josef Janning fremhæver, at Tyskland kan stå over for hele to lame duck-perioder:
»Frem til partikongressen i Hamburg i december, hvor den nye formand skal vælges, vil kansleren og resten af partiet været fuldt optaget af persondramaet.«
I denne periode er der ellers rigeligt med tunge emner på EUs dagorden, såsom Brexit-forhandlinger, migration, bankunion, Italiens budget og Polens demokratiske tilstand.
Bliver CDU-generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer eller en anden af Merkels allierede formand, vil lame duck-perioden dog relativt hurtigt kunne afsluttes.
Hvis det derimod bliver en Merkel-kritiker – tidligere CDU-gruppeformand Friedrich Merz eller sundhedsminister Jens Spahn – der sætter sig i formandsstolen, vil der opstå endnu en lame duck-periode. Det skyldes blandt andet, at den tyske forfatning er skruet således sammen, at den nye formand ikke bare kan fyre Angela Merkel.
Den eneste, der kan fyre en kansler, er den tyske forbundsdag. Og dette kan kun ske, såfremt parlamentarikerne i en konstruktiv mistillidsafstemning kan samle flertal bag en ny kansler.
»Man kan forestille sig en situation, hvor Merkel et stykke tid forsøger at få det til fungere med Merz eller Spahn. Mislykkes dette, kan hun fremprovokere et nyvalg. Måske samtidigt med valget til Europa-Parlamentet til maj. Og så vil Merkel og Macron ikke kunne stå skulder ved skulder. Læren fra seneste valg er, at det kan tage tid, før en ny tysk regering er på plads.«
Andre scenarier, såsom dannelsen af en mindretalsregering eller en såkaldt Jamaica-regering bestående af CDU/CSU, De Grønne og FDP, er ifølge Janning mindre sandsynlige, men vil under alle omstændigheder også bidrage til lame duck-perioden.
Besøgelsestid
Når Tyskland vender blikket indad, opstår der et ledelsesvakuum, som andre lande kan udfylde, hvis de kender deres besøgelsestid:
»Merkels beslutning udløser en helt ny situation, men vores analyse viser, at mange lande alt for ofte bare har gemt sig bag Tyskland og ikke taget ansvar,« siger Janning.
Ifølge ECFR-forskerhold vil især Holland og Sverige have mulighed for at påtage sig en større rolle. Derimod står Danmark her og nu ikke højt på »ringelisten«, når lande skal samle alliancepartnere. Direkte adspurgt om, hvilke af de syv små, velstående lande – Østrig, Sverige, Holland, Belgien, Finland, Danmark og Luxembourg – der har størst indflydelse, er der ingen, der nævner Danmark.
Janning peger imidlertid også på, at Danmark kan forsøge at udfylde ledelsesvakuumet. Dette vil dog kræve, at Danmark sammen med andre lande forsøger at sætte en mere proaktiv dagsorden og ikke kun koncentrerer sig om at skyde andres ideer ned.
Op til valget til Europa-Parlamentet har Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, og Ungarns premierminister, Viktor Orban, allerede erklæret, at de vil danne en modalliance til Macron-Merkel-aksen: »Europas udvikling efter Merkels melding afhænger derfor i høj grad af, hvem der nu mobiliserer.«
Brexit påvirker Danmark og Holland
Op til valget til Europa-Parlamentet efterlyser den tyske europaminister, Michael Roth (SPD), større engagement fra nogle af de mindre lande.
»Lande som Danmark og Holland mister med Storbritanniens exit deres nærmeste allierede. Vi er klar til at samarbejde mere med disse lande, hvis de vil,« sagde Roth under lanceringen af ECFR-rapporten.
Lykke Friis er Berlingske korrespondent i Berlin og ledede som medlem af ECFR-bestyrelsen lanceringen af rapporten i Berlin
