Lykke Friis: Endnu en »kindhest« til Merkel-regeringen i Hessen

Valgfesten hos CDU i landdagen i Hessen søndag aften var alt andet end en festlig begivenhed trods tysk sekt og pindemadder. Da den første prognose tonede frem på storskærmen, var der nærmest gravkammerstemning. Kansler Merkels parti var gået tilbage med over ti procentpoint.

Men så kom lettelsens suk. Mareridtsscenariet blev trods alt undgået: Ingen kan danne regering uden om CDU, og alt tyder på, at ministerpræsident Volker Bouffier kan fortsætte på posten. Da det officielle resultat blev offentliggjort tidligt mandag morgen, havde den nuværende koalition bestående af CDU og De Grønne lige akkurat flertal.

Netop lettelsen over at have undgået katastrofen vil givetvis få Merkel til at mane til besindighed. Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om det vil lykkes.

»Send mig et brev«

I valgkampen havde kansler Merkel flere gange forsøgt at overbevise vælgerne om, at delstatsvalget drejede sig om Hessen og ikke om Berlin. Hvis de var »rasende over, hvad der foregik i Berlin«, skulle de sende hende et brev frem for at afgive en proteststemme eller blive hjemme på sofaen.

Men vælgerne lyttede ikke. CDU og SPD gik begge tilbage med over ti pct.

Det er Berlins skyld

På valgnatten anklagede CDUs og SPDs spidskandidater Berlin-regeringen for, at den med sine mange stridigheder om blandt andet flygtningekrisen fuldstændigt havde overskygget valgkampen. CDUs formand i Hessen, Michael Brandt, betegnede decideret valget som en »kindhest«. »Og den kom fra Berlin,« tilføjede han.

Meningsmålinger tyder på, at de lokale politikere har ret. 50 pct. af vælgerne svarede søndag nat, at de opfattede valget som en god anledning til at sende en advarsel til Berlin.

Alarmklokkerne ringer

I Berlin appellerede både CDUs generalsekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer, og SPDs formand, Andrea Nahles, til, at stridighederne i den store koalition nu må høre op.

»Vi må holde op med at diskutere, om vi skal regere eller ej,« lød det fra generalsekretæren.

Andrea Nahles betegnede tilstanden i den store koalition som »uacceptabel«. Derudover slog hun fast, at hun nu vil insistere på vedtagelsen af en »klar og forpligtende køreplan« med initiativer, som regeringen skal gennemføre, inden SPD i midten af næste år vil vurdere, om partiet skal blive i regeringen.

I koalitionsaftalen fra marts 2018 var CDU/CSU og SPD blevet enige om, at de midt i regeringsperioden skulle tage stilling til, om samarbejdet skal fortsætte.

SPD vil holde fast

Forslaget om en køreplan blev af flere analytikere tolket som et forsøg på at trække tiden ud og ikke her og nu at drage konsekvenser af partiets massive tilbagegang i Bayern og Hessen.

Formanden for de unge socialdemokrater, Kevin Kühnert, reagerede med en god portion galgenhumor:

»Godt, at urene blev stillet tilbage i nat. Så er klokken ikke længere 5 minutter i 12, men i første omgang igen 5 minutter i 11.«

Trods betydelig kritik er forventningen, at SPD vil holde fast i Nahles. Blandt andre SPDs spidskandidat i Hessen, Thorsten Schäfer-Gümbel, fremførte, at partiet ikke just havde haft særlig stor succes med hele tiden at skifte formanden ud. Selvsamme Schäfer-Gümbel var dog ikke mere begejstret for Nahles, end at han nærmest helt undgik at invitere hende til valgmøder i Hessen.

Andre noterede sig, at det ville være ren kamikaze, hvis SPD fremprovokerede et nyvalg på et tidspunkt, hvor de var ved at blive overhalet af De Grønne som næststørste parti. Ligesom i Bayern fik De Grønne et fremragende valg i Hessen og blev næsten lige så store som SPD.

Presses Merkel til at lave en »Schröder«?

På trods af at Bouffier kan fortsætte som ministerpræsident, er der faktisk større usikkerhed om, hvad der sker hos CDU.

Søndag aften udtalte et præsidium-medlem – ganske vist anonymt – til Reuters, at Merkel på partikongressen til december i Hamborg bør opgive CDU-formandsposten, men blive som kansler. Det var det, Gerhard Schröder gjorde i 2004. Året efter var han så svækket, at han udskrev valg i utide.

I et bemærkelsesværdigt interview raslede en af Merkels største kritikere, sundhedsminister Jens Spahn, søndag også med sablen. Ifølge ham var det slet ikke nok kun at diskutere personer: »Vi bliver nødt til at diskutere, hvordan vi igen kan blive et parti, der kan opnå mellem 38 og 40 pct. af stemmerne.«

Spahn er en af de politikere, der ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om at afløse Merkel. Hans chancer svækkes dog af, at CDU ligesom søsterpartiet CSU tabte stort set lige så mange stemmer til De Grønne som til AfD. Spahns hidtidige strategi om, at CDU skulle trække til højre for at stække AfD, virker derfor for mange CDUer som en farlig kurs.

Det lykkedes AfD at komme ind i landdagen. Hermed er partiet repræsenteret i samtlige 16 delstater i Tyskland.

Hed weekend i sigte

Trods de råkolde temperaturer i Berlin er der ingen tvivl om, at Merkel, men også Nahles, går en hed politisk weekend i møde. Allerede for flere uger siden meddelte begge partier, at de i weekenden efter Hessen-valget ville samle op på valgene i Bayern og Hessen.

Mens CDU og SPD holder rivegilde, vejrer det liberale parti, FDP, morgenluft. For at danne en stabil regering kan CDU og De Grønne tage fat i partiet, og FDP åbnede søndag for at indgå i en såkaldt Jamaica-koalition med CDU og De Grønne i Wiesbaden. Ironien er ikke til at overse.

Efter forbundsdagsvalget i september 2017 meddelte partiets formand, Christian Lindner, efter ugelange sonderinger pludselig, at FDP alligevel ikke ville regere med CDU og De Grønne i Berlin. Hårdt presset lod SPDs daværende formand, Martin Schulz, sig overbevise om, at SPD havde en særlig forpligtelse til at sikre Tyskland en stabil og handlekraftig regering.

Siden er det kun gået ned ad bakke for SPD og CDU, og intet tyder på, at nedgangen vil stoppe. Allerede nu spekulerer mange i, hvad der ville være sket med tysk politik, hvis Lindner havde turdet at indgå i en Jamaica-koalition.

I modsætning til med skiftet fra sommertid er det her imidlertid ikke muligt at skrue tiden tilbage.

Lykke Friis er Berlingskes korrespondent i Tyskland