Ingen i CDUs hovedkvarter mandag eftermiddag var et sekund i tvivl om, at de overværede afslutningen på en æra i tysk politik.
Efter 18 år som formand for CDU meddelte kansler Angela Merkel, at »tiden nu var til at åbne et nyt kapitel«. I modsætning til, hvad hun tidligere havde annonceret, stiller hun ikke op til genvalg på partikongressen i Hamborg til december. Samtidig gjorde hun det meget klart, at hun i 2021 vil forlade politik og ikke som mange andre lade karrieren klinge ud i Bruxelles. Ambitionen er dog at bevare kanslerposten indtil næste valg.
Konkurrenterne på plads
Allerede mens Merkel talte, kunne de fremmødte i CDUs rumskibsagtige atrium-hal ved selvsyn konstatere, at kampen om, hvem der skal afløse hende forlængst er gået i gang. Fra hvert deres hjørne i bygningen iagttog CDUs generalsekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer og sundhedsminister Jens Spahn, kanslerens exit.
Trods hendes forsikringer om, at formandskampen kan være en chance for partiet, vil den hurtigt kunne udvikle sig til et hårdt opgør om hendes egen kanslertid.
Lige så klart er det, at opgøret om formandsposten i CDU bevirker, at Merkels regeringspartner, SPD, godt kan glemme alt om, at tysk politik nu kan fokusere på indhold frem for personer. Med til billedet hører også, at det er alt andet end klart, om CSUs formand, Horst Seehofer kan ride stormen af efter, at hans parti mistede det absolutte flertal i Bayern.
»Mor, kan en dreng også blive kansler?«
Merkel har været kansler så længe, at det forlængst er blevet en fortærsket vittighed, at børn spørger deres mor, om drenge også kan blive kanslere.
Hele 6.776 dage har hun været formand, kun overgået af Helmut Kohls 9.279. Fire Forbundspræsidenter, fem vicekanslere og otte SPD-formænd er det blevet til i Berlin. Og tre amerikanske, kinesiske og franske præsidenter, otte japanske premierministre og fire britiske.
I sine 13 år har Merkel ændret Tyskland i en sådan grad, at mange tyskere ikke længere kan genkende deres land. I april offentliggjorde ugemagasinet Der Spiegel en forside, hvor en tysk havenisse forvivlet forsøgte at trække huen ned over øjene for at få fred for de mange forandringer. »Jeg kan ikke genkende mit land«.
Frustrationen er indtrådt samtidigt med, at den tyske økonomi fortsat vokser, og landet netop er blevet kåret til innovationsverdensmester.
På sin uprætentiøse facon har Merkel videreført sin forgænger Gerhard Schröders (SPD) moderniseringsproces med udfasning af atomkraft, afskaffelse af værnepligten, flere kvinder på arbejdsmarkedet og indførelsen af det dobbelte statsborgerskab.
Dertil kommer, at Tyskland igen er blevet en central spiller på den internationale scene og sågar i en periode blev betegnet som »leder af den frie verden.« Med tyskernes aversion for efter 2. verdenskrig igen at påtage sig et globalt lederskab, er det bestemt ikke en populær udvikling.
AfD er en del af arven
Merkels beslutning om ikke at lukke grænserne for flygtningene fra Østrig i september 2015 var for mange dråben, der fik bægeret til at flyde over. I dag har næsten hver fjerde, der bor i Tyskland, en migrant-baggrund.
Uanset hvad vil Merkel derfor også blive husket for, at det var på hendes vagt, at Tyskland fik et højreorienteret parti, AfD. Ikke mindst i Bayern er det hjerteblod, hvor den mangeårige ministerpræsident Franz Josef Strauss i 1980erne altid plæderede for, at CSU var garanten for, at der ikke kom et parti til højre for CDU/CSU.
Som Annegret Kramp-Karrenbauer udtalte i weekenden fik flygtningekrisen samme konsekvenser for CDU som arbejdsmarkedsreformen for SPD. Hvor SPD siden »Agenda 2010« har skullet kæmpe med »Die Linke«, svækkes CDU i dag af AfD.
Merkel efterlader sig derfor et fragmenteret partisystem, hvor der ikke alene er seks partier i Forbundsdagen, men hvor de to store partier, CDU og SPD i målingerne ikke længere har stemmer nok til at kunne danne en stor koalition.
Merkels stil, hvor hun sjældent sætter ord på sin egen politik, endte med at blive en boomerang. Gradvise reformer kan gennemføres uden den store politiske »storytelling«; i en brydningstid er der derimod brug for en klar politisk fortælling. Kritikere har fremført, at det næsten lyder som om kansleren læser op af de tyske statsbaners køreplan, når hun holder taler.
Selv tyskere, som instinktivt støttede Merkels linje inden for flygtningepolitikken, kom ofte i tvivl om, hvad der egentlig lå i ordene »Wir schaffen das«. Hvem var »vi«, og hvordan var det egentlig, at opgaven skulle gribes an?
»Læg vælgerne i koma«
Merkels tendens til at lulle konkurrenterne i søvn ved at overtage deres mærkesager har også skabt frustration i partiet. For hvor var CDUs konservative profil, og var partiet ikke nærmest blev socialdemokratisk?
Eller som Friedrich Merz, en af de potentielle afløsere, har udtrykt det: »Strategien med at lægge så mange vælgere som muligt på den anden siden af vejen i koma har fejlet.«
Historikere vil givetvis fremføre, at hun ligesom mange af sine forgængere forpassede lejligheden til at træde tilbage i tide. Men som hun allerede sagde, før hun blev kansler, er det tidspunkt »meget vanskeligere at finde, end jeg tidligere havde forestillet mig.«
Den uafsluttede flygtningekrise og ikke mindst valget af Donald Trump var åbentbart udslagsgivende. I sin bog »The World as it is«, skriver Præsident Obamas rådgiver, Ben Rhodes, hvordan hun nærmest lovede ham at blive på posten efter Trumps valgsejr. »She is all alone«, skulle Obama have sagt.
Med dagens beslutning er det imidlertid næppe blevet lettere for Merkel at give Trump modspil, der uden tvivl ser hende som en »lame duck.« Allerede i starten af måneden mødtes Trumps sikkerhedsrådgiver John Bolton med Jens Spahn i Det Hvide Hus.
I Paris vil der givetvis også være frustration. Med svækkelsen af Merkel og et personopgør i sigte vil Tyskland næppe have overskuddet til at vedtage større europæiske reformer inden Europa-Parlamentsvalget i maj 2019. På pressekonferencen nævnte Merkel da også kun »Brexit« som et eksempel på, hvad hun vil koncentere sig om, inden hun går af.
I mandags sagde Merkel, at hun allerede i sommers havde besluttet sin afgang, Måske er det derfor, at hun trods de mange kriser og nederlagene i Bayern og Hessen i den seneste tid ofte har virket afslappet og afklaret.
Ganske tankevækkende er hun også for første gang som kansler begyndt at ytre sig som ligestilling og kvinders rolle i politik - et emne, som hun som den første kvindelige kansler ellers konsekvent er veget tilbage for.
Ikke desto mindre har hendes 13 år som kansler radikalt ændret tyskernes syn på kvinder i politik. »Kan en kvinde være kansler,« er et spørgsmål, ingen stiller i dag. Ligesom der for øvrigt heller ikke er nogen, der stiller spørgsmålstegn ved, om en homoseksuel mand (Jens Spahn) kan blive landets politiske leder. Det er også en del af historien om Merkels kanslertid - ligesom at CDU, på grund af hendes flygtningepolitik, pludselig fik en appel til den yngre del af den tyske befolkning.
Formand nr. 8
Selv om Merkel igen mandag understregede, at hun ikke vil blande sig i, hvem der skal være hendes afløser, er der ingen tvivl om, at hun også bliver som kansler for at beskytte sin egen politiske arv.
Håbet er, at den midtersøgende Annegret Kramp-Karrenbauer, omend med en styrket værdipolitisk profil, kan bevare »Merkels Tyskland« og genvinde stemmer fra både AfD og De Grønne.
En politiker, som Jens Spahn, har derimod forlængst erklæret, at Tyskland skal trækkes mod højre og f.eks. føre en hårdere flygtningepolitik og også være mindre integrationsivrig i EU. Én af Spahs nære politiske venner er Østrigs kansler Sebastian Kurz.
På pressekonferencen sagde Merkel, at hun kan arbejde sammen med mange, men spørgsmålet er, om Jens Spahn er én af dem. Hvor hurtigt »Merkel-countdownen« afsluttes, vil derfor i høj grad afhænge af, hvem der vinder formandsvalget i kanslerens fødeby til december.
