»Sag beim Abschied leise servus,« lyder titlen på en tysk slager. Men for tiden er der ikke meget stilhed i Tyskland.
Efter delstatsvalget i Bayern og det tyske fodboldlandsholds resultatmæssige deroute overdøver debatten om, hvornår og i hvilken rækkefølge tre kendte tyskere træder af nærmest alt.
Det at træde tilbage er en vanskelig kunstart. Kun halvt i spøg skrev en af Tysklands førende historikere, Hans-Peter Schwarz, for nogle år siden, at han ikke kunne pege på nogen i tysk politik, som var trådt tilbage i tide – udover Karl V i 1555.
Alle tyske kanslere siden 1949 er blevet væltet af deres egne eller har fået silkesnoren af vælgerne.
I den tyske fodboldverden er der imidlertid et nyere eksempel på en succesrig exit. Anføreren for Tysklands verdensmestre, Philipp Lahm, stoppede på toppen efter VM i Brasilien.
Ikke alene undgik han dermed ydmygelsen, da Tyskland røg ud i den indledende runde ved VM i Rusland. Han har nu en god chance for at blive præsident for det tyske fodboldbund.
Diskussionen om »Rücktritt«, altså hvem der skal træde tilbage, samler sig om tre tyskere: Indenrigsminister Horst Seehofer (CSU), kansler Angela Merkel og landsholdstræner Jogi Löw.
Exit 1: Horst Seehofer
Süddeutsche Zeitungs kommentar til CSUs katastrofevalg i Bayern var alt andet end behagelig læsning for Horst Seehofer:
»Det at træde tilbage, i politik eller andet steds, er særligt svært. Det gør ondt, naturligvis. Og alligevel udgør det noget særligt vigtigt i politik. Det videregiver det, som ansvarlige politikere bør udstråle: anstændighed, indsigt og budskabet om, at det i sidste instans ikke er ens karriere, men andres ve og vel, der er det vigtigste. Af den grund bør Horst Seehofer træde tilbage.«
Da Seehofer tirsdag middag holdt pressekonference, fulgte han dog ikke avisens råd. Ifølge Seehofer er det vigtigste nu at danne regering og dermed sikre Bayerns stabilitet. Personspørgsmål må vente.
Her og nu skal der gennemføres »tilbundsgående analyser«. Dem skal partiet så diskutere på et senere tidspunkt og drage de nødvendige konsekvenser.
»Eller så skal partiet ikke drage nogen konsekvenser,« lød det lidt kryptisk fra Seehofer.
Han erklærede sig dog villig til at diskutere »personspørgsmål« på et senere tidspunkt.
Stort set samtidigt med Seehofers pressekonference forlangte to CSU-valgkredse formandens tilbagetræden.
Endnu mere opsigtsvækkende var det, at CDUs ministerpræsident i Schleswig-Holsten, Daniel Günther, slog lignende toner an.
Med dagens melding fra Seehofer er det mest sandsynlige dog, at han bliver siddende i hvert fald til november. Valg af en eventuel ny CSU-formand kræver, at der afholdes en ekstraordinær partikongres.
Exit 2: Angela Merkel
Diskussionen om kansler Merkels exit er faktisk ældre end hendes kanslertid. Allerede 18. september 2005, altså måneder før hun blev kansler, blev udtrykket »Merkeldämmerung« for første gang brugt i tysk presse. Merkel havde fået så dårligt et valg, at mørket snart ville sænke sig over hende.
13 år senere hedder Tysklands kansler fortsat Merkel, men efter det dårlige forbundsdagsvalg i september 2017, de lange regeringsforhandlinger og mange regeringskriser har diskussionen nået nye højder.
Allerede inden stemmerne var talt op i Bayern, slog Merkels mangeårige finansminister, Wolfgang Schäuble, fast, at en stor tilbagegang i Bayern og ved delstatsvalget i Hessen kan udløse ny debat om, hvem der skal være formand for CSU.
Efter valget i Bayern argumenterede Merkels tidligere indenrigsminister Hans-Peter Friedrich for, at CSU kun igen for alvor kunne give AfD modspil, når Merkel ikke længere var kansler.
Trods den stærkt intensiverede debat om »Merkeldämmerung« er kanslerens udløbsdato dog næppe lige over.
Valget i Hessen finder stede 28. oktober. Derefter holder CDU strategimøde 4.-5. november. I begyndelsen af december er Merkel på genvalg i fødebyen Hamburg. Set i det i lys tyder meget derfor på, at december bliver den afgørende måned for Merkel.
Exit 3: Jogi Löw
Jorden begynder for alvor først at brænde under Seehofer og Merkel i henholdsvis november og december. Dermed fremstår landsholdstræner Jogi Löw som den, hvis job er i mest akut fare.
Verdensmestertræneren valgte at blive på sin post på trods af, at Tyskland for første gang nogensinde måtte forlade et VM efter den indledende runde. Og det som verdensmester.
Siden har han holdt fast i de fleste spillere, om end Mesut Özil efter polemikken om billederne med præsident Erdogan valgte at trække sig.
Resultaterne og kampformen har været stort set lige så elendig som under VM, og forleden tabte Tyskland 3-0 til et ungt, uprøvet Holland i Nations League.
Tysklands tidligere anfører Michael Ballack er blandt dem, der for længst har opfordret Löw til at gå:
»Jeg var som mange andre overrasket over, at han beholdt sit job efter Rusland. Han har arbejdet længe med holdet. Nogle gange fungerer det bare ikke længere, når man har arbejdet så længe med et hold, som han har gjort.«
Når Manuel Neuer, Thomas Müller og de andre eksverdensmestre løber på banen i Paris mod de nuværende verdensmestre i Nations League, kan de dermed afgøre den intense kamp om, hvem der træder tilbage først.
Med et nyt nederlag vil Tyskland ikke kunne gå videre fra Gruppe A, og mon så ikke Löw eller det tyske fodboldforbunds præsident drager konsekvensen?
Alternativt vil konkurrencen og quizzen fortsætte, og danske læsere vil lige så godt kunne lære det tyske udtryk »totgesagte leben länger« – dem, man siger snart dør, har det med at leve længere.
Lykke Friis er Berlingskes korrespondent i Tyskland
