Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans kolleger har søndag morgen givet grønt lys til en skilsmisseaftale med Storbritannien.
Det sker på et topmøde i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer er samlet.
Konklusionen er sendt officielt ud fra mødet, der ellers foregår bag lukkede døre.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder aftalen »en vigtig milepæl i forhandlingerne.«
Konkret har stats- og regeringscheferne godkendt to dokumenter: En juridisk aftale, der redegør for selve Storbritanniens udtrædelse af EU og en erklæring om de politiske hensigter for det fremtidige forhold mellem de resterende 27 EU-lande og Storbritannien.
Helt frem til lørdag eftermiddag var det usikkert, om topmødet ville blive til noget. Spanien havde truet med at sige nej til aftalen på grund af usikkerhed om, hvad man skulle stille op med enklaven Gibraltar i fremtiden.
Lørdag fik premierminister Pedro Sánchez dog de politiske forsikringer, han havde krævet.
Flere udfordinger venter
Selv om det har holdt hårdt at komme så langt, som man er i dag, venter der store udfordringer for dokumenterne.
Særligt når aftalen skal gennem et splittet og uforsonligt britisk parlament ved en afstemning i december.
Her ser det ud til at den britiske premierminister Theresa May får svært ved at samle et flertal.
Aftalen er kommet i hus efter halvandets års svære forhandlinger. Det er den »bedst mulige« aftale, sagde EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, ved ankomsten til topmødet.
»Jeg tror, at det britiske parlament, fordi det er et klogt parlament, vil ratificere aftalen,« lød det fra Juncker.
Den østrigske kansler Sebastian Kurz sagde, at aftalen »vil helt sikkert ikke blive genforhandlet og der er ikke yderligere manøvrerum.«
Frankrigs præsident Emmanuel kaldte topmødet for »et vigtigt skridt«:
»Det giver ikke anledning til fejring, og det er heller ikke en dag, der skal sørges over. Et selvstændigt folk har truffet denne beslutning. Det er tid til værdighed og ansvar.«
Eva Jung er Berlingskes korrespondent i Bruxelles.