Kampen om det rumænske guld

En kontroversiel aftale om 300.000 ton guld, et canadisk mineselskab og en idyllisk bjerglandsby har startet den største folkelige protestbevægelse i Rumænien siden kommunismen. Folkets kamp mod politisk magtmisbrug og korruption førte i december til en højst overraskende sejr i parlamentet.

Planer om at lade et canadisk mineselskab udvinde guld og føre mere end 90 pct. af fortjenesten ud af Rumænien fik frem til nytår tusinder på gaden hver søndag i landets største byer. Rosia Montana-bevægelsen har stor folkelig opbakning, og foreløbig er loven, der skal muliggøre guldeventyret, ikke sluppet gennem det rumænske parlament. Fold sammen
Læs mere
Foto: BOGDAN CRISTEL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

CLUJ, Rumænien: »Rosia Montana – Revolutionen kommer! Sammen redder vi – Rosia Montana!«

Akkompagneret af traditionelle rumænske fuglefløjter, trommer og tudehorn spreder budskabet sig gennem gaderne i Cluj, Rumæniens næststørste by. Tusindvis af demonstranter, unge som ældre, børnefamilier og kærestepar forsinker i nogle timer aftentrafikken i midtbyen, men møder smil og opadvendte tommelfingre fra flere af de ventende billister og buspassagerer. Fra september og frem til nytår fandt protester med tusinder af deltagere sted søndag efter søndag i landets største byer.

»Folk vil ikke længere acceptere korruption og mafiametoder. Vi ønsker at forsvare, hvad der er vores,« siger en af demonstranterne, Alex Bogus på 26, der er specialestuderende og aktiv i Rosia Montana-protestbevægelsen. Han henviser til et kontroversielt lovforslag fra regeringen, som inden nytår skulle sikre det canadiske mineselskab Gabriel Resources, den endelige tilladelse til at udvinde guld.

I over 15 år har selskabet ventet på at udvinde ædelmetallet i Rosia Montana, en kommune og navnet på en idyllisk bjerglandsby i de Rumænske Vestkarpater, som gemmer på op mod 300.000 ton guld – Europas største naturlige forekomst. Problemet er, at det canadiske guldeventyr næppe bliver særlig eventyrligt for rumænerne. For kun seks procent af guldet ender efter aftalen i den rumænske statskasse og dermed hos det rumænske folk, som er EUs næstfattigste målt på BNP pr. indbygger.

»Det er fuldstændig vanvittigt. Det er ikke kapitalisme, vi protesterer imod, men korporatisme og korruption. Vi ønsker at bygge en god fremtid her,« siger Alex Bogus. Han flager med Rosia Montana-bevægelsens karakteristiske symbol. Et grønt blad, som ætses op af en røddryppende giftig væske, der skal illustrere de miljømæssige konsekvenser af mineprojektet. Ifølge Rosia Montana-protestbevægelsen vil mineprojektet jævne fire bjerge med jorden. 240.000 ton giftig cyanid skal bruges i udvindingsprocessen og opsamles i en tre kvadratkilometer stor giftsø, der ifølge kritikerene vil være en tikkende miljøbombe for eftertiden. Men foreløbig ser det ud til, at bjergene får lov at blive stående. For regeringens forslag om at udvide den eksisterende rumænske minelov og dermed give tilladelse til det gigantiske projekt i Rosia Montana fik ikke den nødvendige opbakning, da det var til afstemning i parlamentet lige før jul.

»Et bundkorrupt land«

Folkets larm og politiske aktivisme fik mange politikere til at lytte til protestbevægelsens argumenter og stemme mod regeringen, siger juraprofessor Radu Chirita.

»Det kom som en stor overraskelse og er et bevis på, at hvis vores repræsentanter er skræmt af noget, så er det folk på gaden. Gadeprotesterne var meget vigtige for afstemningen i parlamentet,« siger Radu Chirita, der underviser på Babes-Bolyai Universitet i Cluj og har eget advokatfirma, som rådgiver virksomheder, der ønsker at slå sig ned i Rumænien. Advokaten mener, at den manglende opbakning til loven i parlamentet en lille sejr i kampen for et bæredygtigt demokrati.

»Vores land er bundkorrupt,« sukker han bag skrivebordet på sit kontor. »Der er ikke én eneste advokat i Rumænien, der kan sige, at mineprojektet ikke er i strid med vores forfatning. Med undtagelse af dem der er ansat af regeringen, selvfølgelig.«

Ifølge forfatning tilhører alle naturressourcer i Rumænien det rumænske folk, forklarer Radu Chirita, og ekspropriering kan kun ske, hvis det er til statens fordel. Men i dette tilfælde beholder canadierne 94 procent af guldet. Advokaten tvivler stadig på, at regeringen har opgivet at få loven vedtaget. Indtil nu har den taget ufine metoder i brug. Eksempelvis fik den tidligere leder af Rumæniens Nationale Geologiske Institut, Stefan Marincea, en fyreseddel i hånden i oktober, efter at han havde advaret mod risikoen ved den kunstige sø, der skal opmagasinere giftige slagger fra mineprojektet. Det samme er sket for en række chefer i det rumænske kulturministerium, som har forsvaret den kulturelle arv i området.

»Alle, der arbejder under regeringen og er imod mineprojektet, bliver fyret,« siger han, men glæder sig over det store engagement, folk har lagt i protesterne. »Det er vigtigt for os at lære, at folket har magten, hvis vi ønsker den.«

Største folkelige opstand siden 1990

Ifølge Calin Goina, der er forsker i sociologi ved Babes-Bolyai Universitet i Cluj, er den folkelige opstand i Rumænien historisk.

»Rosia Montana-bevægelsen viser, at mange mennesker er trætte af at blive trådt på af en politisk distanceret elite, der ikke bekymrer sig om folket. Rumænien har ikke oplevet en så betydelig massebevægelse siden de tidlige 90ere efter kommunistregimets fald,« siger han.

Aftalen om det rumænske guld går helt tilbage til 1997, hvor det statsejede firma Minvest fusionerede med canadiske Gabriel Resources i selskabet Rosia Montana Gold Corporation. Canadierne sidder på 80 procent af aktierne i selskabet. Lige siden har spredte aktivistiske antibevægelser råbt op om miljørisici, korruption og lovbrud forbundet med mineprojektet. Men det var først i september sidste år, at de folkelige massedemonstrationer for alvor brød ud over hele landet.

Det skete efter, at regeringen fremsatte et lovforslag, som blandt andet ville give mineselskabet lov til at tvangsflytte beboerne i Rosia Montana. 15.000 demonstranter gik på gaden i hovedstaden Bukarest, og 10.000 protesterede i Cluj. Calin Goina oplever opvågningen blandt sine landsmænd som et grundlæggende mentalitetsskifte. Rumænerne har tradition for at acceptere tingene, som de er, siger han. Som eksempel sammenligner han med nabolandet Ungarn.

»Vi rumænere joker ofte med, at da kommunisterne kom til Ungarn, sagde ungarerne »fuck off«, men her i landet bukkede og nejede vi bare,« siger han og fortsætter: »De sidste mange år har vi haft en folkelig, politisk apati. Folk har været mere interesserede i at overleve og få et hus og en bil. Nu har vi en stærk generation, der sætter demokrati og kollektive goder over sig selv.«

Forskeren minder om, at det ikke kun er de unge, som er aktive. Folk på tværs af klasser og politisk overbevisning kan alle finde noget at kæmpe for i Rosia Montana-bevægelsen, siger han.

Kampen om Tomatbjerget

Siden aftalen om mineprojektet blev indgået, har Rosia Montana Gold Corporation forsøgt at købe beboere ud af deres huse i de områder, der bliver berørt af guldudvindingen.

En af dem er Zeno Corneo, som har levet hele sit 63-årige liv på »Tomatbjerget«, der er den danske oversættelse af Rosia Montana. Han bor i udkanten af landsbyen med sin kone og svoger.

»Jeg ville dø, hvis vi skulle forlade det her sted,« siger han og laver en håndbevægelse ud over de græsklædte bjergsider og stenhusene længere nede i byen. En gavmild novembersol smiler ned på lysthuset i Zeno Corneas have, men rumænerens blik er mørkt. Mineselskabet har skabt splittelse blandt folk i byen ved at købe folk ud af deres ejendomme. Det har ødelagt familierelationer og venskaber, fortæller Zeno Corneas. Han har mærket det på egen krop.

»Firmaet taler med enkelte familiemedlemmer separat og opfordrer dem til at sælge. Min egen søster vil ikke længere kendes ved mig, efter at hun valgte at sælge vores forældres hus til selskabet for mange penge,« siger han.

Også gamle venner, som Zeno Cornea har kendt hele livet, har vendt ham ryggen. »De siger, jeg er for stædig til at se, at mineprojektet er bedre for Rosia Montana,« siger han.

Zeno Cornea er taknemmelig over, at så mange rumænere bakker op om kampen for hans landsby. »Jeg har haft tidspunkter, hvor jeg er gået i seng grædende og bedende til Gud. Men jeg er vågnet op om morgenen med følelsen af at fortsætte kampen. Vi er velsignede at have sådan nogle smukke mennesker i landet, som kæmper for det rumænske folks værdighed og rettigheder,« siger han.

Det er ikke slut endnu

Den rumænske regering ønsker ikke at udtale sig til Berlingske om korruptionsanklagerne, mineprojektet eller de folkelige demonstrationer. Men noget kunne tyde på, at Rumæniens premierminister, Victor Ponta, er en presset mand. På et pressemøde før jul sagde han, at regeringen frygter et sagsanlæg fra Gabriel Resources, hvis ikke canadierne får lov at gennemføre mineprojektet.

Og intet er sikkert endnu, ifølge Oana Moisil, en af Rosia Montana-protestbevægelsens kendte ansigter i medierne. »Jeg er meget glad for den folkelige protest. Det her er en af de eneste sejre, som borgerne har vundet i de sidste 24 år i Rumænien. Men mineselskabet er stadig i Rosia Montana og vil gøre alt for at gennemføre projektet,« siger hun.