Iran og USA var »få minutter fra krig«, sidst en drone blev skudt ned. Nu mødes Iran med FN

USA hævder at have ødelagt en iransk drone, mens Iran nægter overhovedet at skulle have mistet én. Imens er Irans udenrigsminister i New York for at tale med FN.

En helikopter letter fra det krigsskib, USS Boxer, som en iransk drone angiveligt kom for tæt på torsdag. Krigsskribet befinder sig i Hormuzstrædet, hvor forholdet mellem Iran og USA de seneste måneder er blevet stadig mere anspændt. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT

Sidste gang en drone blev skudt ned i Hormuzstrædet, var Iran og USA få minutter fra krig. Denne gang sad Irans udenrigsminister til møde i FN for at finde en vej ud af konflikten, da USA angiveligt skød en iransk drone ned.

Torsdag annoncerede Trump, at en iransk drone var blevet ødelagt af et amerikansk krigsskib i Hormuzstrædet mellem Den Persiske Golf og Omanbugten, hvor forholdet mellem USA og Iran de seneste måneder har været meget anspændt.

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, afviser imidlertid, at landet skulle have mistet en drone.

Ifølge USA befandt den iranske drone sig blot 900 meter fra det amerikanske skib USS Boxer torsdag. Dronen nærmede sig skibet, og besætningens forsøg på at få den til at vende om blev ignoreret – og dét var, hvad der nødsagede amerikanerne til at ødelægge den.

Iran: Det må være USAs egen drone

»Det her er den seneste af mange provokerende og fjendtlige handlinger, som Iran har begået mod skibe i internationalt farvand. USA forbeholder sig retten til at forsvare vores besætning, materiel og interesser,« sagde Trump blandt andet ifølge The Guardian.

På Twitter var Irans viceudenrigsminister, Abbas Araqchi, dog hurtig til at benægte, at nogen drone skulle være blevet væk i Hormuzstrædet.

»Vi har ikke mistet nogen drone i Hormuzstrædet eller nogen andre steder. Jeg er bange for, at USS Boxer har skudt en af deres egne droner ned ved en fejl!« skrev han.

Og da The New York Times kom i kontakt med Irans udenrigsminister, Mohammad Javid Zarif, som lige nu opholder sig i New York, afviste han, at Iran overhovedet skulle have mistet en drone.

»Det seneste, jeg har hørt fra Teheran, er, at vi ingen information har om at skulle have mistet en drone,« fortalte han, inden han tog til møde med FNs generalsekretær, António Guterres.

Zarif er i New York for at diskutere mulige veje ud af den konflikt, der i det seneste år blot er eskaleret mellem de to lande, efter at USA forlod atomaftalen og genoptog hårde sanktioner mod Iran.

I de seneste måneder er to olietankere blevet angrebet i Hormuzstrædet, og USA beskylder Iran for at stå bag. Samtidig har Iran skudt en amerikansk drone ned, som angiveligt befandt sig i iransk luftrum. Da det skete, beordrede Trump luftangreb mod iranske mål – men i sidste øjeblik aflyste han dem. Det var dér, de to lande var »få minutter fra krig«, som Zarif siden har sagt.

Senest har Iran torsdag meddelt, at landets revolutionsgarde har tilbageholdt et udenlandsk skib og dets 12 besætningsmedlemmer for angiveligt at have smuglet olie ud af landet. Senere på dagen kom det frem, at skibet kom fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og har været savnet siden i søndags. USA krævede derpå, at Iran omgående frigav skibet og dets besætning.

Skyttegravskrig

Både USAs og Irans regering har givet udtryk for, at de ikke ønsker en krig med hinanden, men alligevel har de tilsyneladende i de seneste måneder gravet sig ned i hver sin skyttegrav.

Da Irans udenrigsminister sad til møde i FN i New York, var han ivrig efter at finde en vej ud af den tiltagende konflikt med USA. Pludselig viste Iran sig nemlig klar til nye forhandlinger.

Zarif sagde ifølge The New York Times på mødet, at Teheran er villig til at fremskynde den proces, der skal bane vej for, at FNs Internationale Atomenergiagentur (IAEA) kan få adgang til landet og inspicere dets atomprogram.

Ifølge atomaftalen fra 2015 skulle IAEA først få adgang til Irans atomprogram i 2023, men Zarif melder sig altså nu klar til, at agenturet kan få adgang inden da. Til gengæld skal USA hæve alle sanktioner mod Iran, skriver The New York Times.

En sådan aftale vil Trump formentlig ikke gå med til. Udenrigsminister Mike Pompeo har tidligere sagt, at sanktionerne først vil blive ophævet den dag, Iran går med til at bremse al produktion af atomenergi, begrænser sit missilprogram, så landet kun har forsvarsvåben, og stopper al støtte til terrorgrupper såsom den libanesiske shiamilitante bevægelse Hizbollah.

Zarif afviser at begrænse missilprogrammet, så længe USA støtter Irans fjender i regionen – såsom Saudi-Arabien og Israel – med lignende våben, skriver The New York Times.

For at lægge pres på de europæiske underskrivere af atomaftalen er Iran begyndt at overtræde en række centrale punkter i den. Det gælder blandt andet landets berigelse af uran. På mødet med FN erklærede Zarif dog, at alle Irans overtrædelser hurtigt kunne omgøres, hvis USA dropper sine sanktioner, skriver The New York Times.