Intet nyt fra London: Theresa May kom tomhændet til Bruxelles

Det ville kræve konkrete og kreative løsninger fra briterne at nå videre i Brexit-forhandlingerne på et topmøde onsdag aften. Men de 27 medlemslande var alt andet end imponeret.

De kreative løsninger udeblev, da Storbritanniens premierminister Theresa May mødte sine kolleger onsdag aften. (AP Photo/Alastair Grant) Alastair Grant

Det hører til sjældenhederne, at et topmøde i Bruxelles slutter i god tid før midnat.

Men sådan blev det, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans kolleger i EU mødtes for at diskutere status på Brexit-forhandlingerne onsdag aften.

Her var aftenens hovednavn Storbritanniens premierminister Theresa May, der var inviteret til at fortælle de 27 andre EU-lande, hvordan hun så den svære skilsmisse skride frem.

I forvejen havde Det Europæiske Råds formand, Donald Tusk, sagt, at han forventede sig både »konkrete« og »kreative« ideer fra May, efter Brexit-forhandlingerne brød midlertidigt sammen i søndags.

Men ifølge EU-Parlamentets formand, Antonio Tajani, der var til stede under mødet, havde May ikke meget nyt at byde ind med:

»Jeg oplevede ikke, at der var noget substantielt nyt indholdsmæssigt, da jeg lyttede til May,« sagde han.

»Efter min mening er indholdet endnu ikke acceptabelt. Men tonen tilhører en person, som ønsker at fortsætte forhandlingerne og ikke at lade dem brase sammen,« sagde han.

Samme budskab lød fra Østrigs kansler Kurz, der som leder af EU’s nuværende formandskab var en af de få regeringschefer, der udtalte sig efter topmødet:

»Theresa May sagde mest af alt ting, som vi godt vidste i forvejen, men det var positivt, at hun understregede sin klare vilje til at nå en aftale,« sagde han.

Kansleren understregede også, at den korte middag skulle ses som udtryk for en markant »enighed blandt de 27 stats- og regeringschefer.«

Marts nærmer sig

Med de manglende nye meldinger fra Theresa May er det usikkert, om der vil blive indkaldt til et ekstraordinært topmøde til november, som ellers var den oprindelige tanke.

Landene er simpelthen for langt fra hinanden til, at man kan lige nu tror, man vil få noget ud af et sådant møde.

Kilder til Berlingske oplyser, at medlemsstaterne ganske vist skal holde sig klar, men at det kun vil blive indkaldt, hvis der er inden da er opnået tilstrækkelig fremskridt.

At det kan blive vanskeligt at nå at blive enige, fremgik også af Sebastian Kurz' afsluttende bemærkning. Her slog han nemlig fast, at den kan tage »uger eller måneder« inden EU og Storbritannien kan blive enige.

Måneder er der som bekendt ikke mange at tage af, eftersom Storbritannien officielt forlader EU den 29. marts 2019.

I god tid før da skal man nå at blive enige om, hvad man skal stille op med det store stridspunkt: At der ikke må opstå en egentlig grænse mellem Irland og Nordirland. Ellers risikerer man den såkaldte »No deal« eller hård brexit, hvor briterne forlader EU uden en aftale.

May selv susede afsted efter middagen uden at sige et pip om, hvordan det var gået. Senere sendte hendes talsmand en besked ud, der understregede, at det før er lykkedes at nå gode resultater sammen.

»Jeg vedbliver at være sikker på et godt resultat, og den sidste del kræver tillid og lederskab på begge sider,« lød det.

Eva Jung og Lykke Friis er Berlingskes korrespondenter i henholdvis Bruxelles og Berlin.