Onsdagens topmøde skulle være den store finale i de langstrakte Brexit-forhandlinger. Men nu taler parterne om at forberede sig på »No deal«. Hvad er der sket?
Forklaringen skal findes i en usynlig – men konfliktfyldt – landegrænse på irske marker og frygten for, at den i fremtiden bliver markeret med bomme og kontrol. På EU-sprog: »hård«. Hvor grænsen skal ligge, og hvad den skal kontrollere, er et stridspunkt.
Hvor langt er man kommet?
EU og Storbritannien er enige om det meste. Tilbage i september 2017 indgik man aftaler om Storbritanniens regning til EU og aftaler om rettigheder efter Brexit til de 3,2 millioner borgere fra andre EU-lande, der er bosat i Storbritannien. Enigheden omfattede også en hensigtserklæring om, at grænsen mellem Irland og Nordirland skal være usynlig.
Hvad er problemet så med den grænse?
Lad os lynhurtigt løbe over det historiske bagtæppe. I 1960erne blussede konflikten mellem Nordirlands protestanter og katolikker (der blev støttet af republikken Irland) igen op. Gennem 30 år var militante IRAs bomber og voldshandlinger en del af livet på den grønne ø. I 1998 blev parterne endelig enige om en aftale, der skulle sikre fredelig sameksistens. Belfast-aftalen eller »the Good Friday Agreement« – Langfredags-aftalen – indebærer, at der ikke må være en »hård« grænse mellem Nordirland, der sammen med Storbritannien udgør United Kingdom, og Republikken Irland. Grænsebomme vil udfordre freden og måske betyde, at IRA begynder at bombe igen.
Kan man overhovedet lave en aftale, der ikke river gamle sår op, og som samtidig tilgodeser både EU og Storbritanniens ønsker?
Det er netop problemets kerne. EU foreslår, at man lever op til den gamle aftale om grænsefri-zone mellem Nordirland og Irland med en såkaldt bagstop-model. Den går ud på, at Nordirland bliver i EUs indre marked, indtil Storbritannien har fundet en bedre løsning på grænseproblemet. I stedet for en synlig grænse på øen kan man skubbe kontrol med EUs ydre grænse ud i det irske hav, foreslår Bruxelles.
Hvorfor siger premierminister Theresa May nej til den løsning?
Den britiske premierminister mener, at det vil splitte Storbritannien med en grænse midt i kongeriget. Hun foreslår derfor, at hele Storbritannien i en overgangsperiode på mindst 21 måneder forbliver i toldunionen.
Hvorfor gør man så ikke bare det?
Fordi EU ikke accepterer en luksusaftale, hvor briterne kan »plukke de gode kirsebær«. Vil man have fri bevægelighed, skal det gælde både varer og mennesker. Det er det sidste – fri bevægelighed af arbejdskraft – briterne vil slippe for.
Så »Deal« eller »No deal«?
Ifølge eksperter kommer aftalen næppe i hus under dette topmøde. EU havde håbet på et ekstraordinært topmøde i november, hvor man kunne finpudse dette topmødes resultat. Men sådan et møde har ingen konkrete planer om nu.
Hvis det trods dramaet lykkes at lande en aftale, er alle så ikke glade?
Theresa May vil stadig være på noget, der ligner en umulig mission. Hjemme i eget parlament har oppositionspartiet Labour signaleret, at det stemmer imod en aftale, og Mays lille nordirske støtteparti DUP er skeptiske. I May’s eget konservative parti står kritikerne også i kø. Forrest finder vi den tidligere udenrigsminister Boris Johnson, der bruger udtryk som »skandale« og »sindssyg« om Mays plan.
