Mens spanske soldater er sendt ud for at desinficere landets plejehjem, er flere ældre mennesker blevet fundet efterladt i deres senge uden hjælp. Og i nogle tilfælde er de endda døde.
Sådan lød det fra det spanske forsvarsministerium mandag aften efter den dødeligste dag i landet hidtil under coronakrisen, skriver BBC. 462 personer døde således mandag i Spanien.
»Hæren har på nogle besøg fundet ældre mennesker totalt forladte og nogle gange endda døde i deres senge,« fortalte forsvarsministeren Margarita Robles på et pressemøde ifølge BBC.
Der er nu iværksat en efterforskning på de plejehjem, hvor det var tilfældet, skriver BBC.
Mens den spanske regering har lovet, at landets plejehjem bliver nøje overvåget under krisen, har flere plejehjemsansatte angiveligt helt forladt deres arbejdspladser, efter at coronavirussen har ramt.
Bedemænd mangler beskyttelsesudstyr
Samtidig har bedemænd i Madrid meldt ud, at de fra tirsdag ikke længere kan afhente de døde, der har haft covid-19. Bedemændene har ikke det nødvendige beskyttelsesudstyr, som de skal bruge for at sikre, at de ikke selv bliver smittet, lyder forklaringen.

Når en plejehjemsbeboer dør, bliver den afdøde normalt lagt ind i et køligt opbevaringsrum, indtil vedkommende kan afhentes af en begravelsesservice. Men hvis dødsfaldet mistænkes at være knyttet til coronavirus, må liget ikke flyttes, før det kan blive afhentet af bedemænd med det rette beskyttelsesudstyr.
I Madrid, som er den hårdest ramte by i Spanien, har det indtil nu kunnet tage bedemændene op til 24 timer at nå frem. Og fra tirsdag er det altså slet ikke muligt længere, skriver BBC.
Derfor gør man nu en skøjtehal i Madrid klar. Palacio de Hielo, som normalt huser en skøjtehal, en biograf, butikker og en bowlingbane, bliver nu gjort til midlertidigt lighus i stedet. Her skal de døde opbevares i skøjtehallen, indtil de kan afhentes af bedemænd og begravelsesfirmaer, skriver BBC.
Spanien er Europas hårdest ramte land efter Italien, der nu er det land i verden, hvor allerflest mennesker er døde af covid-19.
35.000 personer er smittet med covid-19 i Spanien, og 2.311 personer er døde ifølge Johns Hopkins University.