Artiklen er blevet opdateret kl. 19:10 med nye dødstal fra Madrid, red.
Dagcenteret, hvor min svigermor kommer, blev først lukket ned fra i mandags. Adskillige dage forinden var junior blevet sendt hjem fra skole, ligesom min kone var begyndt at arbejde hjemmefra.
Hvorfor var det sted, hvor familiens som udgangspunkt mest udsatte medlem færdedes, det sidste til at reagere på coronavirusepidemien?
Ingen ved det. Men eksemplet er langt fra enestående, og meget tyder på, at manglen på rettidig omhu i beskyttelsen af de mange ældre medborgere hænger nøje sammen med Spaniens skræmmende høje dødstal.
Det store sydeuropæiske land sætter disse dage tragisk verdensrekord for stigning i antallet af dødsofre. Ifølge den seneste opgørelse torsdag middag har coronavirus nu kostet 598 menneskeliv i Spanien, hvilket er klart flere, end selv Italien registrerede i samme fase af epidemien.
Hovedstadsregionen tegner sig for ikke færre end 65 procent af dødsfaldene. Alene i mandags blev 88 madrilenere ofre for virussen. Det svarer et dødsfald hvert 16. minut.
Overdødeligheden i Madrid, der »kun« huser 41 procent af Spaniens kendte smittetilfælde, skyldes ikke mindst, at epidemien har fået lov at hærge på regionens plejehjem.
Med opvaskehandsker som beskyttelse
De spanske medier opgjorde onsdag aften antallet af døde beboere til over 50 og kunne samtidig berette om rædselsscenarier på flere af plejehjemmene.
Mange ansatte møder ikke længere på arbejde af frygt for at blive smittet. Det totale fravær af ordentligt beskyttelsesudstyr får andre til at møde op iført opvaskehandsker.
Samtidig nægter hospitalerne at indlægge kritisk syge beboere – angiveligt fordi de alligevel ikke kan reddes – med det resultat, at de døde hober sig op på plejehjemmene.
En anonym mand, der – mod reglerne – fik lov at besøge sin far på dødslejet, fortæller, hvordan han overværede medarbejdere på gangene slæbe af sted med beige poser i menneskestørrelse.
»Så fik jeg besked om at blive inde på min fars værelse. De ville ikke have, at jeg så ligene,« siger han til avisen El País.
»De har ladt os i stikken«
Fra det særligt hårdt ramte plejehjem Monte Hermoso, hvor mindst 20 er døde, fortæller ansatte – ligeledes anonymt – at et kælderrum bliver brugt som improviseret lighus.
»Vi har slet ikke kapacitet til at tage os af beboere, som er blevet testet positive,« siger Juan José García Ferrer, der er generalsekretær for brancheorganisation LARES, og tilføjer:
»Plejehjemmene burde have været det første, myndighederne tænkte på at beskytte. I stedet har de ladt os fuldstændig i stikken.«
Først torsdag indledte regionalregeringen, der har ansvaret for ældresektoren, en undersøgelse af situationen. Og man har, som El País konstaterer, ikke lyst til at høre konklusionen.
Kvindesag og højrenationale kindkys
Plejehjemmene er det mest himmelråbende eksempel på, hvordan der blev taget alt for let på tingene i Spanien, selvom man var advaret efter det voldsomme udbrud i Italien.
Hvorfor tillod regeringen kæmpedemonstrationer på kvindernes internationale kampdag 8. marts med deltagelse af blandt andre ligestillingsminister Irene Montero, der senere blev testet positiv?
Hvorfor fastholdt Vox et møde med 9.000 deltagere samme dag, hvor det højrenationale partis næstformand, Javier Ortega Smith, hostende og – viste det sig senere – smittet uddelte kindkys og krammere til højre og venstre?
Og hvorfor indførte regeringen først nødretstilstand sidste lørdag, efter at regionale myndigheder flere steder i landet på eget initiativ var begyndt at afskære blandt andet turistområder fra al kontakt med omverdenen?
Radikal kursændring nødvendig
Premierminister Pedro Sánchez erkendte onsdag, at der er blevet begået fejl.
»Ingen regering ville have handlet på samme måde, hvis vi havde haft de informationer, vi har i dag,« sagde Sánchez under et plenummøde i parlamentet, hvor kun 33 medlemmer på grund af epidemien var mødt op.
Han bebudede en kommission, der skal undersøge, hvordan sundhedssystemet kan styrkes. Men først når krisen er overstået.
Så lang tid kan Spanien bare ikke vente på, at den hidtidige skridt for skridt-strategi i kampen mod epidemien bliver ændret radikalt, hævder epidemi-eksperten Oriol Mitjà.
Ifølge Mitjà kan kun et nyt hold i spidsen for sundhedsmyndighederne foretage den nødvendige kursændring, der blandt andet omfatter et totalt stop for kollektiv transport og stop for alt arbejde, der ikke er absolut nødvendigt.
Bange for at blive til grin
Selv langt strengere forholdsregler vil imidlertid ikke løse et af Spaniens største problemer – manglen på beskyttelsesudstyr.
Så alvorlig er situationen, at chefen for sundhedsvæsenet Aragón brød grædende sammen, da han under et pressemøde fortalte, at mange af regionens læger og sygeplejersker må arbejde uden beskyttelsesmaske.
En gruppe syerskers frivillige arbejde med at fremstille mundbind af stof og elastikker i en lille sydøstspansk by er lige så rørende, som det er utilstrækkeligt.
Men hvorfor har myndighederne ikke sørget for at opbygge et lager af det nødvendige udstyr i den relativt lange periode, der gået, siden smitten begyndte at brede sig fra Kina?
Ifølge eksperter, som El País har talt med, handler det blandt andet om erfaringerne fra krisen i forbindelse med en A-influenza-epidemi i 2009.
»Myndighederne blev beskyldt for at overreagere og ophobe udstyr og medicin, som man aldrig fik brug for,« siger de, med henvisning til at smitten hurtigt kom under kontrol.
Efterfølgende blev der internt i systemet gjort grin med de ansvarlige. Og bekymringen for, at det samme skulle ske igen, har på et tidspunkt, hvor coronavirusepidemien efter al sandsynlighed først lige er begyndt, nu gjort Spanien afhængig af hjælp fra Kina, EU og private donorer.
Imens må plejehjemsassistenter i Madrid gå på arbejde med opvaskehandsker, mens andre bliver helt væk:
»Mine forældre er begge 70 år, og min mand har astma. Jeg tør simpelthen ikke løbe risikoen for at tage bæstet med hjem.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
