Godmorgen og velkommen til denne søndag, hvor dagens coronatal endnu en gang er positiv læsning: Antallet af indlagte falder fortsat, og de nyeste tal melder om to døgn uden coronarelaterede dødsfald:
Dagens tal
Bekræftede smittede: 11.289
Indlagte: 118
Indlagte på intensiv: 19
Antal døde: 561
Bekræftede smittede på verdensplan: 5.311.624
Døde på verdensplan: 342.105
Du kan læse mere om de danske tal her og de internationale tal her.
Tvivl om effekten af den norske coronanedlukning
De norske myndigheder har evalueret effekterne af coronanedlukningen, og der tegner sig et billede af, at dele af nedlukningen havde begrænset effekt. Smitten var på retur før nedlukningen, og effekten af lukning af skoler og børnehaver var lille, men kan have kostet et tocifret milliardbeløb. Eksperter mener, at Danmark kan lære af de norske erfaringer.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) erklærer sig åben for at tage en evaluering af nedlukningsforløbet herhjemme.
Førende norske økonomer har konkluderet, at lukningen af børnehaver og skoler havde store samfundsmæssige omkostninger. Økonomerne anslår, at nedlukningen af skoler og børnehaver har kostet 12 milliarder norske kroner om måneden. Samtidig konkluderer Folkehälseinstituttet i en rapport, at der blot var en »lille« effekt i kampen mod coronavirus ved at lukke ned for børnehaver og skoler for de små børn.
Læs mere om de norske coronaerfaringer i artiklen her

I dag skal Støjberg forklare sig i sagen om de unge asylpar
I dag skal Inger Støjberg for første gang forklare sin omdiskuterede instruks om unge asylpar i den såkaldte Instrukskommission i Retten på Frederiksberg. Støjberg skal også i morgen, mandag, i retten og svare på spørgsmål om sin instruks fra februar 2016 om, at alle asylpar på landets asylcentre, hvor den ene part var under 18, skulle adskilles øjeblikkeligt.
Selv har Støjberg allerede torsdag været ude på Facebook og forsvare sig. Hun kalder det barnebrudskommissionen og skriver: »Jeg tager gerne en tur i retten i min kamp for at beskytte de mindreårige piger, som var blevet gift med ældre mænd,« skrev Støjberg.
Læs mere i artiklen her .

Vejen ud af coronakrisen for restauranter er brug af sociale medier og lokal opbakning
Succesfuld omstilling til takeaway, lokal forankring og brug af sociale medier er vejen frem for restauranter, som ramt er af coronakrisen, lyder det fra brancheorganisationen Horesta. Mange restauranter, som ikke før har været på Facebook og Instagram er blevet tvunget til at markedsføre sig selv på de sociale medier for derved at skabe kontakt til de lokale forbrugere, som har vist sig at være loyale under coronakrisen.
Med en særlig kombination af pizzasalg fra køkkenvinduet, takeawaymad i kasser og en særdeles aktiv Facebook-profil er det lykkedes Baglokalet på Amager at klare sig gennem coronakrisens første periode.
Læs her artiklen om restauranten, som har til huse i Fremad Amagers klubhus på Sundbyvestervej.
Kan dyremarked i Bangkok blive arnestedet til ny epidemi?
I Politiken kan man læse om Chatuchak-markedet i den thailandske hovedstad, Bangkok, som kan blive årsag til en endnu værre epidemi end coronavirus.
På Chatuchak, der er verdens største weekendmarked, står de vilde dyr i bure tæt stablet oven på hinanden. Blandt andet ørkenræve, flodsvin, surikater og ørkenlosser foruden aber og desmerdyr, som tidligere har været årsag til bl.a. og sars-udbruddet.
Dyrene rammer nemt hinanden med urin, fækalier og spyt, hvilket øger risikoen for, at en ny virustype kan sprede sig og dernæst springe over på mennesker.
»Det er på alle måder en smittemæssig bombe«, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet til Politiken. Professoren mener ifølge Politiken, at det kun er et spørgsmål om tid, før der kommer et virusudbrud på Chatuchak.
Læs artiklen her.
Ny analyse: Elever med ikkevestlig baggrund har større ulovligt fravær
En ny analyse viser, at elever med ikkevestlig baggrund har et til tider væsentligt højere ulovligt fravær end elever med danske rødder.
Således har elever med ikkevestlig baggrund på landsplan et ulovligt fravær på 2,3 procent i skoleåret 2018-2019, mens de etnisk danske elever i samme skoleår ifølge analysen har et ulovligt fravær på 0,8 procent.
»En oplagt forklaring er, at de her elever kommer fra udsatte og ressourcesvage hjem,« lyder skoleforsker Andreas Rasch-Christensens umiddelbare vurdering af resultatet af analysen.
Analysen er foretaget af det nye Danmarks Videnscenter for Integration, stiftet af Rasmus Brygger, der har en fortid som blandt andet chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening og tidligere har været aktiv i Liberal Alliance (LA).
Læs mere om analysen her
Udledning af spildevand i Øresund udskydes 24 timer
Det har de seneste dage mødt skarp kritik, at forsyningselskaberne Hofor og Novafos vil udlede 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund fra københavnernes toiletter, køkkener og bade.
Derfor bliver spildevandsudledningen nu udskudt i 24 timer, oplyser Hofor til Ritzau.
»Arbejdet var planlagt til at gå i gang søndag morgen, men efter aftale med Københavns Kommune er det nu udskudt i 24 timer, så det først påbegyndes mandag morgen,« skriver Hofor.
Årsagen til spildevandsudledningen er forberedelserne til en udbygning af Svanemølleholmen i Nordhavn. Her vil man bygge et byggeri hen over »Lynetteledningen«, som leder spildevand fra det nordlige København til Lynetten Rensningsanlæg på Refshaleøen, og som ikke er bygget til at kunne holde til boligbyggeri oven på den.
Både Danmarks Naturfredningsforening, Øresundsakvariet og en række politikere har kritiseret, at man har besluttet at lukke kloakvand ud i Øresund.
Læs mere her.


