Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at han senere på måneden vil tale med USA's præsident, Donald Trump, om et muligt køb af amerikanske Patriot-raketter.
Han siger, at USA næppe vil straffe Tyrkiet for at have købt et avanceret russisk raketsystem.
Købet i juli af det russiske S-400-raketsystem har øget udsigten til, at USA og allierede i Europa vil ramme det Nato-allierede Tyrkiet med sanktioner.
Det amerikanske udenrigsministerium har tidligere oplyst, at et tilbud til Tyrkiet om at købe Patriot-raketter er udløbet.
Men Erdogan siger til Reuters, at han i en telefonsamtale med Trump for to uger siden har diskuteret netop et køb af Patriot-raketter. De to vil tale videre om det, når de senere på måneden mødes ved FN's Generalforsamling i New York.
»Jeg sagde, at uanset hvor mange kasser med S-400, vi får, så kan vi af jer købe et vist antal Patriot-raketter,« fortæller Erdogan om telefonsamtalen.
»Han sagde: »Mener du det alvorligt,« og jeg sagde: »Ja.««
Efter købet af det meget avancerede russiske luftværnssystem har USA meddelt, at det smider Tyrkiet ud af samarbejdet med at udvikle det nye kampfly F-35.
Samtidig har Tyrkiet fået at vide, at det ikke længere kan købe F-35.
Erdogan siger, at han næppe kan tro, at USA agter at straffe Tyrkiet.
Patriot-systemet og S-400 bruges til at nedskyde angribende fly eller raketter.
/ritzau/Reuters