Døden kom til påske

Når vælgerne skal vælge en anklager i McAllen i Texas, skal de også vælge, om en 49 år gammel DRABSSAG skal genoptages. Den dræbte var tambourmajorskønhedsdronning; den mistænkte katolsk præst.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MCALLEN, Texas: Måske er det fordi, jeg kender historien, måske er det omgivelserne, måske er det indbildning, men kirken udstråler en snigende uhygge; den kunne være en kulisse til en sjæleangst film, en af den slags med håndholdt kamera og musik, som spiller på nervestrengene. De fleste vinduer er muret til med sten med religiøse symboler, og kirkerummet er oplyst af stearinlys og sterilt elektrisk lys.

En ældre, kroget mand kommer hen imod mig.

Han siger noget hurtigt på spansk og peger, og - så vidt jeg kan forstå - fortæller han mig, hvor jeg kan finde stearinlysene.

Jeg ryster på hovedet, og vi står et øjeblik ved siden af hinanden, og så knæler jeg ved en af knælerækkerne. Han bliver stående bag mig, og sjældent har jeg i en kirke følt mig så uindbudt.

Da jeg senere forlader kirken, går han med ud, og han iagttager mig, mens jeg stiger ind i min bil.

HUN VAR LYSET, og han var mørket.

Hun var en 22-årig lærer, en tidligere tambourmajor og skønhedsdronning, som brugte sin første løn til at købe bøger til børnene og drømte om at finde den rigtige og få en stor familie.

Han var en 24-årig præst, som i mere end én forstand var langt hjemmefra. Han var en kold fisk, sagde kirkegængerne, og især kvinderne følte sig ilde til mode i hans selskab.

I 1960 mødtes de her i kirken - Irene Garza og John Feit.

Det var påske og religiøs rush-hour. Feit og et par andre præster tog imod skriftemål i Sacred Heart Church i McAllen. Klokken 18 gik de over i en nabobygning for at spise aftensmad. Telefonen ringede og Feit løftede røret. Det var Irene Garza. Hun skulle i biografen med en ven, men hun ville høre, om hun kunne nå at skrifte forinden. Feit svarede ja. Hun skulle møde ham i nabobygningen.

Klokken 19 gik de andre præster tilbage til Sacred Heart; Feit blev i nabobygningen.

Kort efter ankom Irene Garza, hun gik igennem kirken og over til Feit - og det var sidste gang, hun blev set i live.

RENE GUERRA HAR VÆRET distriktsanklager i McAllen i 27 år, og hvis han får sin vilje, vil han fortsætte med at være distriktsanklager. Han er ud af en omfattende, katolsk familie, der gennem generationer har sat sit præg på Rio Grande-deltaet i det sydlige Texas, og hvorfor skulle han ikke fortsætte som den store mand?

Svaret på det spørgsmål er: Irene Garza.

Irene Garza har været død i 49 år, men hun bliver holdt i live som et eksempel på den patron-kultur, der hersker i grænselandet mellem USA og Mexico, og som kvinden, der nu udfordrer Guerra i kampen om at blive distriktsanklager, udtrykker det:

»Hele anklagerkontoret er en bastion af compadrismo og forbindelser, penge og politisk magt betyder mere end retfærdighed«, sagde Alma Garza - der ikke er i familie med Irene - ved en nyhedskonference fornylig. Politiet i McAllen og politikorpset Texas Rangers har i årevis presset på for at få en mordtiltale i Garza-sagen, men hver gang er det landet og strandet på Rene Guerras skrivebord.

Det er forkert, har Alma Garza tidligere sagt, og det er uretfærdigt.

»Det er sin sag at gennemføre en gammel drabssag, men vi har et godt politi i McAllen, og hvis politiet siger, at beviserne kan bære, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle forfølge sagen.«

JEG STÅR FORAN KIRKEN og nabobygningen og betragter dem.

Jeg læste første gang om drabet på Irene Garza for fire år siden; magasinet Texas Monthly og den alternative avis Phoenix New Times kørte lange og dybdeborende artikler om sagen.

Men det er sin sag at læse om scenerne i en sag og så se dem med sine egne øjne, og kirken og dens omgivelser er ikke, som jeg havde forestillet mig.

Skråt over for kirken ligger et hus, der ser ud til at svaje i vinden, og butikkerne i området skilter på spansk og lever af at sælge tarveligheder, der ender i Reynose og Hidalgo - på den anden side Rio Grande. Elledningerne hænger slapt hen over hustagene, en hjemløs er faldet om på en busbænk, og fugtigheden virker selv i morgentimerne knugende.

Det er ikke for ingenting, at området faldbyder sig som The Texas Tropics over for ældre og andre trækfugle, og vejret og de lave priser har gjort det til et stykke boom-USA.

I 1960 var McAllen betydeligt mindre og ikke-boomende, og centrum var centrum, og jeg forsøger at forestille mig, hvordan byen så ud, da Irene Garza 16. april ankom til kirken og gik over til nabobygningen, hvor Feit mødte hende.

Den 18. april fandt en forbipasserende hendes venstre sko og taske et stykke fra kirken. 21. april blev hendes lig fundet i en afvandingskanal. Garza var formentlig blevet bastet og bundet, holdt fanget i et døgn, voldtaget flere gange og derefter slået ihjel og dumpet i afvandingskanalen, sagde retsmedicineren.

I kanalen fandt politiet en kandelaber, som var brugt til at slå hende ud med og en lysbilledfremviser, som var brugt til at holde liget nede med. Kandelaberen stammede fra Sacred Heart Church, og lysbilledfremviseren tilhørte John Feit, og det var ikke det eneste, som pegede på den unge præst.

TRE UGER FØR DRABET på Garza blev en anden ung kvinde overfaldet - i den kirke, som John Feit var tilknyttet. Overfaldsmanden angreb ofret bagfra, men hun bed ham og slap væk. Hun mødte kort efter Feit og genkendte ham, og et øjenvidne så også Feit komme løbende fra kirken.

I juni 1960 gennemgik Feit fire løgne-detektorundersøgelser, udført af USAs førende ekspert, George Lindberg, som senere blev udnævnt til forbundsdommer. Lindberg konkluderede, at alle fire tests »uden tvivl implicerede Feit« i både overfaldet og mordet. Lindberg bad Feit om frivilligt at tage yderligere tests.

»Hvorfor skulle jeg gøre det,« svarede han ifølge Brownsville Herald, og avisen skriver, at præsten var lige så kålhøgen under afhøringerne.

»I vil aldrig nogensinde få mig dømt for noget som helst,« sagde han til en kriminalbetjent.

John Feit endte med at betale en bøde på 500 dollar for overfaldet i kirken, politiet arkiverede mordet på Irene Garza, og den katolske kirke skyndte sig at sende Feit væk. Garzas forældre var rystede, og de gik til præsten i Sacred Heart Church, Joseph O'Brien. Han sagde til dem, at kirken ville fortsætte med at efterforske sagen, og at »den straf, som kirken kan udmåle, er så meget værre end den straf, som domstolene kan udmåle,« skriver Dallas Morning News.

Feit blev sendt til et refugium i Iowa, videre til Missouri og til sidst til et afsides beliggende katolsk behandlingshjem i New Mexico.

Efter ti år fik Feit nok af at være gemt af vejen, han giftede sig, fik tre børn, og familien slog sig ned i Phoenix, hvor han blev chef for en velgørende katolsk organisation, og hvis man søger i avisarkivet hos Arizona Republic, kan man se, hvordan han ofte gennem årene udtalte sig til fordel for de fattige, og på et tidspunkt fastslog han, at det var godt, at kirken slog ned på forbryderiske præster.

»Det kan ikke være anderledes,« sagde han.

OG SÅDAN KUNNE DET være endt: Feit udlevede sit liv i fred, og Irene Garza forblev et drab uden drabsmand. Slut.

Men med alderen fik to andre mænd sjælekvaler.

Den ene var fader Joseph O'Brien fra Sacred Heart Church. I 2002 var hans præstegerning slut, og han befandt sig på et plejehjem for katolske præster, da han ringede til et af Irene Garzas familiemedlemmer og fortalte, at han ville lette sit hjerte, inden seniliteten tog ham. Med hans tilladelse optog familiemedlemmet, Noemi Ponce-Sigler, senere forklaringen på bånd, og Phoenix New Times har haft adgang til båndoptagelsen:

Noemi: »Sagde Feit til dig, at han havde dræbt Irene?«

O'Brien: »Ja.«

Noemi: »Min Gud!«

O'Brien: »Jeg mistænkte ham fra begyndelsen.

[...]

Noemi: »Hvordan fortalte han dig om mordet?«

O'Brien: »Jeg sagde til ham: Hvordan kan jeg hjælpe dig, hvis jeg ikke kender sandheden, og jeg blev ved med at spørge ham, igen og igen [] Han gik hen og læste i en bønnebog, og så kom han tilbage og tilstod det.«

Noemi: »Var han bodfærdig? Sagde han undskyld?«

O'Brien: »Nej [] Vi vidste, at han var farlig, og derfor fik vi ham sendt til klostrene. Han blev der i ti år.«

Fader O'Brien fortalte også, at Feit ganske rigtigt havde bastet og bundet Irene Garza, fragtet hende til præstehuset i byen San Juan og holdt hende fanget i et døgn og misbrugt hende.

Det var Joseph O'Briens forklaring.

DEN ANDEN MAND med sjælekvaler hed Dale Tacheny. Han var en tidligere vice-abbed i Trappist-munkeordenen, og i 2002 henvendte han sig til Texas Rangers og fortalte, hvad der nagede ham.

Han var tilknyttet et kloster i Missouri, og i 1963 fik han ordre om, at tage imod »en præst, som har myrdet en kvinde«. Feit havde været i et kloster i Iowa, men her havde han forsøgt at overfalde endnu en kvinde, og nu skulle Tacheny tage sig af ham.

Feit tilstod uden blusel mordet, oplyste Tacheny senere til Texas Monthly. Feit sagde, at han følte en seksuel trang til at angribe kvinder bagfra. Især kvinder, der gik med høje hæle på et hårdt kirkegulv, og især når de knælede ned for at bede. Han fortalte også Tacheny, at han i nabobygningen havde »pacificeret« Irene Garza; han havde taget noget af hendes tøj af, begramset hendes bryster, og derefter havde han gemt hende i kælderen. Han gik tilbage til kirken for at lytte til skriftemål, og senere på aftenen kørte han hende ud til præsteboligen. Den følgende dag puttede han hende i en stor plasticsæk og lukkede den.

»Jeg kan ikke få vejret, jeg kan ikke få vejret,« råbte hun ifølge Tacheny.

Feit forlod præsteboligen for at holde messe, og da han kom tilbage, var Irene Garza død. Det var påskesøndag, den dag, Jesus genopstod fra de døde.

Hvorfor er du ikke i fængsel, spurgte en lamslået Tacheny.

»Fordi kirken står bag mig,« svarede Feit. »Folk højere oppe vil ikke skandaliseres af en præst, der er en morder.«

Det var Dale Tachenys forklaring.

DISTRIKTSANKLAGER Rene Guerra havde dermed fået serveret sagen på et sølvfad. Han havde de tekniske og retsmedicinske indicier fra dengang; han havde fire løgnedetektor-undersøgelser foretaget af en estimeret ekspert, som i dag var en forbundsdommer, han havde overfaldet i den anden kirke, som Feit betalte en bøde for og nu havde han også to vidner, som uafhængigt af hinanden fortalte det samme - en pensioneret præst og en tidligere vice-abbed.

Men Guerra slog sig i tøjret, og han afviste Garzas familiemedlemmer med en rask håndbevægelse.

»Hvordan kan nogen stadigvæk være plaget af hendes død? Hun døde. Morderen slap væk,« sagde han til Brownsville Herald.

Avisen spurgte ham, om han nogensinde troede, at sagen ville komme for en dommer.

»Tja, hvis man tror på, at grise kan flyve, så er alt jo muligt.«

Familien forøgede presset, det samme gjorde politiet i McAllen og Texas Rangers, de landsdækkende medier kom til McAllen, og til sidst gik Guerra til et stornævningeting for at få en tiltale.

»På skrømt,« vurderer kritikerne, for han fremlagde ikke de vigtigste indicier, han førte ikke Joseph O'Brien eller Dale Tacheny som vidne, men kun et enkelt vidne, som var Feit venligt stemt.

Så ikke overraskende rejste stornævningetinget ikke tiltale, og dermed var sagen - ifølge Guerra - lukket, og Gud måtte udmåle retfærdigheden, sagde han til Dallas Morning News.

»Hvis John Feit gjorde det, så håber jeg, at han vil betale for sin synd,« og Garza »døde åbenbart efter at have fået syndsforladelse, og dermed modtog hun nåden og er i himlen.«

DET ER IKKE GODT NOK for hverken politiet eller de efterladte. Som politichef Victor Rodriquez siger:

»Rene Guerra har gjort det stik modsatte af, hvad en anklager skal gøre,« og Guerras handlinger er »totalt uforklarlige«, og Noemi Ponce-Sigler siger til Phoenix New Times, at »Rene Guerra er berygtet for udelukkende at have politiske motiver, være forbistret dårlig til sit arbejde og oven i købet arrogant som bare fanden.«

Den alternative avis, Paper of South Texas, er tidligere nået til samme konklusion.

»Vi kan kun gætte på, hvorfor en katolik som Guerra ikke vil have denne mordsag for en dommer Vælgerne bør være bekymrede for, hvor mange andre sager han har ladet dø og vil lade dø.«

DERFOR FØLGER OGSÅ MINDST én person uden for McAllen med i anklagervalget: John Feit.

Han er nu 73 år, og han arbejder stadig frivilligt for den velgørende katolske organisation, og han udtaler sig stadig med en vis selvsikkerhed. Da Phoenix New Times opsøgte ham, svarede han:

»Hele dette tankespind fascinerer mig,« og derefter lukkede han døren. Over for Dallas Morning News benægtede han drabet, og han lagde sin skæbne i Guds hænder, sagde han.

»I sådan en sag enten tror man på Guds godhed, eller man gør ikke. Hvad der end sker mig, så vil jeg tage imod det.«

En af de involverede i sagen skrev for 49 år siden nogenlunde det samme.

Irene Garza skrev: »Jeg beder Gud om, at jeg elsker ham, som jeg skal, for somme tider får jeg lyst til at gøre oprør, især med al den ulykke, der er i verden. Men jeg er kun et menneske, og Han er så meget klogere. Så hvad bilder jeg mig overhovedet ind at stille spørgsmål ved Hans dømmekraft? Gud gjorde det ikke altid let for os.«