Downing Street 11, hvor den britiske premierminister Boris Johnson bor, er blevet barrikaderet.

Efter at have fået feber og hoste har Storbritanniens konservative premierminister nemlig taget en test. Og den er positiv. Boris Johnson er konstateret smittet med covid-19. På Twitter oplyser han, at han kun har milde symptomer – feber og hoste – men at han nu vil gå i isolation og fortsætte sit arbejde som premierminister fra hjemmet.

Alle premierministerens måltider og aviser vil derfor nu blive efterladt uden for hans dør. Og ikke engang hans gravide partner, Carrie Symonds, kan få ham at se de næste syv dage, mens han er i isolation, skriver en journalist fra The Times.

Nyheden har øjeblikkeligt forårsaget stærke reaktioner. Fra Johnsons kolleger lyder der ønsker om god og snarlig bedring, mens andre spekulerer i, hvem der må overtage hans post, hvis han bliver for syg til at regere landet. Og så er der dem, der har været hurtige til at påpege ironien:

Premierministeren, der i starten af marts brystede sig af stadig at give hånd til coronaviruspatienter på landets hospitaler – ham, der igen og igen er blevet kritiseret for at tage for let på coronakrisen – har nu selv fået virussen.

Kort efter, at Boris Johnson meddelte på Twitter, at han var testet positiv for coronavirus, gik hans sundhedsminister, Matt Hancock, på Twitter med samme besked:

»Jeg er testet positiv (for covid-19, red.). Heldigvis er mine symptomer milde, og jeg arbejder hjemmefra og er i selvisolation,« skriver han:

Både tidligere og nuværende kolleger i det britiske parlament har været hurtige til at ønske premierministeren god bedring på Twitter.

»Det her er en påmindelse om, at alle kan få covid-19. Vi må alle følge reglerne og blive hjemme for at sikre, at sundhedsvæsnet kan redde liv,« skriver London-borgmesteren, Sadiq Khan.

»Vi er så taknemmelige for dit stærke lederskab i denne krisetid, og vi ved, at du snart er tilbage med din vante optimisme!« skriver den tidligere udenrigsminister Jeremy Hunt også på Twitter.

Andre sender også tanker til premierministerens gravide forlovede, Carrie Symonds, som i de næste syv dage altså må klare sig uden Boris Johnsons selskab.

»Kan vi lige bruge et øjeblik på at tænke på hans gravide kæreste? At have en partner med symptomer, når du er gravid, må være virkelig skræmmende,« skriver den britiske redaktør for Huffington Post, Jess Brammar, på Twitter.

Ifølge ITV mødtes Boris Johnson med den 94-årige Dronning Elizabeth II for 16 dage siden, da han var i audiens hos hende – som han er hver uge. Siden da har de to afholdt deres møder over telefonen, og det er nu så længe siden, at de to har mødtes, at Boris Johnson formentlig ikke var smittet endnu, da han sidst så hende.

Dronningens ældste søn, prins Charles, som sidst så dronningen 12. marts, fik konstateret coronavirus onsdag.

Prins Charles, Boris Johnson og Matt Hancock er ikke de eneste i toppen af Storbritannien, der nu har fået coronavirus. Regeringens vicesundhedsminister og landets Brexit-forhandler er også begge blevet testet positive for coronavirus.

Boris Johnson er heller ikke den eneste statsleder, der lige nu regerer landet, mens han er i isolation. Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Canadas premierminister, Justin Trudeau, er også begge gået i isolation, mens de fortsat styrer deres regeringers coronavirusindsats. De er dog ikke testet positive for covid-19.

I Iran er flere medlemmer af regeringen også testet positive for coronavirus.

Knapt 12.000 personer er bekræftet smittet med covid-19 i Storbritannien, og 580 personer er døde efter at have fået virussen.

For få uger siden forlød det, at den britiske regering ville udvikle »flokimmunitet« i befolkningen ved at lade en større gruppe blive smittet og dermed udvikle de nødvendige antistoffer, der skal til, før virussen kan forsvinde. Men en dyster rapport fra det velansete Imperial College i London forudså, at den strategi kunne komme til at koste hundredtusindvis af liv.

Siden har Boris Johnson lidt efter lidt indført en strategi, der minder om mange andre europæiske landes. Først anbefalede han folk at holde afstand fra hinanden, senere lukkede han landets skoler, og senest har han gjort det forbudt for briterne at forlade deres hjem, medmindre de skal købe ind, dyrke motion eller passe et arbejde, der »absolut« kræver fysisk tilstedeværelse.

Regeringen har i øvrigt forbudt alle sociale arrangementer pånær begravelser, ligesom forsamlinger på mere end to personer uden for hjemmet er blevet ulovlige.