Belgien undersøger sin dystre kolonihistorie

En historikergruppe vil forsøge at finde ud af, om den hårdhændede belgiske kolonipolitik i Congo frem til Første Verdenskrig førte til 10 millioner afrikaneres død, sådan som en amerikansk forfatter hævder i en kontroversiel bog om dette dystre kapitel af Belgiens historie.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BRUXELLES

Tre år efter at den amerikanske journalist og forfatter Adam Hochschild i sin bog »King Leopolds Ghost« sammenlignede den belgiske udnyttelse af den store afrikanske koloni Congo med et folkemord på linje med Hitlers forfølgelse af jøderne og Stalins brutale udrensninger og folkeforflytninger, vil en uafhængig gruppe historikere forsøge at komme til bunds i denne den måske mest dystre side af Europas kolonihistorie.

Hochschilds bog vakte i 1999 betydelig opsigt i Belgien ved sin kritiske beskrivelse af, hvordan kong Leopold II i årene 1885 til 1908 personligt udnyttede Congos rigdomme ved at gennemføre et rædselsregime, der overskyggede alle andre europæiske landes behandling af deres kolonier. Belgiernes brutale fremfærd i Centralafrika kan have kostet op mod ti millioner afrikanere livet, konkluderede den amerikanske forfatter.

Afhuggede lemmer

En række af beskyldningerne er veldokumenterede - hvordan plantagearbejdere eller deres familier risikerede at få hænder og fødder hugget af, hvis produktionen ikke var stor nok. Hvordan der opstod hungersnød, fordi stadig større landområder blev omdannet til gummiplantager. Og hvordan nogle af de belgiske ansatte i Leopolds Congoselskab behandlede den indfødte befolkning som slaver.

Men belgiske historikere stiller spørgsmålstegn ved Hochschilds konklusion om, at Congos befolkning fra 1885 og frem til Første Verdenskrig skulle være blevet mere end halveret på grund af dels hungersnød og epidemier dels at indfødte plantage- og minearbejdere blev arbejdet eller mishandlet til døde.

»Statistik for denne periode er meget usikker,« siger den belgiske professor i historie, Jean-Luc Vellet, der kommer til at lede arbejdet med undersøgelse af den belgiske kolonihistorie. »At sammenligne det her med Holocaust er forkert. Vi må gå frem med forsigtighed.«

Allerede ved udgivelsen af Adam Hochschilds bog i 1999 pegede både belgiske og andre europæiske historikere på, at meget af kritikken mod det belgiske kolonistyre i Congo for hundrede år siden var iværksat af europæiske stormagter som Storbritannien og Frankrig, der selv havde et godt øje til den mineralrige centralafrikanske koloni. Beskrivelser fra dengang af rædslerne i belgisk Congo kan derfor ikke altid tages for gode varer ved en senere historieskrivning, hed det.

Det er direktøren for det Centralafrikanske museum i Bruxelles-forstaden Tervuren, Guido Gryseels, som har taget initiativ til at få historiker-kommissionen nedsat. Den skal arbejde frem til 2004, og dens resultat vil blive fremlagt i en udstilling på museet.

»Det er på tide, belgierne ser denne side af deres egen historie i øjnene. Indtil nu er mange belgiere vokset op i troen på, at vi bragte civilisation til Afrika. Ikke at kolonitiden også medførte endeløse lidelser for afrikanerne,« siger Gryseels.

Kongen ejendom

Den belgiske kong Leopold II erhvervede Congo som sin private ejendom i 1885 efter en forretningsaftale med den britisk-amerikanske opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley, som havde udforsket dele af den centralafrikanske stat på størrelse med Vesteuropa. På Berlin-Kongressen året i forvejen havde de europæiske stormagter accepteret belgisk herredømme over Congo på kraftige opfordringer fra den tyske kansler Otto von Bismarck, som ønskede at blokere for britiske og franske ambitioner i Centralafrika.

Men efter pres fra stormagterne og kritik fra især britiske og amerikanske journalister og forfattere overgik administrationen af Congo i 1908 til den belgiske stat, der betalte Leopold en klækkelig erstatning. Det satte en stopper for den værste udnyttelse af lokalbefolkningen, men den belgiske koloni-administration gjorde i forhold til f.eks den britiske meget lidt for at udvikle uddannelses- og sundhedssystemet, og da Congo i 1960 endelig blev erklæret for selvstændigt, var der kun ganske få afrikanere ansat i den lokale administration.