Tidligere PET-ansat vil afgive forklaring om svigt af terrordømt agent – og have egen straffesag udsat

En 62-årig tidligere PET-ansat anså behandlingen af den efterladte efterretningsagent Ahmed Samsam for at være så kritisabel, at han fortalte journalister om Samsams virke for de danske tjenester. Nu erklærer kriminalassistenten sig »lettet« over politisk ønske om en kommissionsundersøgelse af sagen.

En 62-årig kriminalassistent i Politiets Efterretningstjeneste (PET) med dyb indsigt i agenten Ahmed Samsams arbejde for de danske efterretningstjenester er ifølge sin advokat klar til at afgive forklaring under en »uvildig og fyldestgørende« undersøgelse af sagen om den terrordømte agent.

Kriminalassistenten, der har gjort tjeneste i dansk politi i 38 år, var en af i alt fire efterretningsfolk, heriblandt chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, der 8. december i fjor blev anholdt og sigtet for landsskadelig virksomhed efter straffelovens alvorlige paragraf 109 for at have lækket »højt klassificerede oplysninger«.

Ahmed Samsams advokat, Erbil Kaya, kalder oplysningen om kriminalassistentens sag og ønsket om at afgive forklaring for særdeles opsigtsvækkende.

»Det er i sig selv en bekræftelse på, at der er noget om den historie, at der nu er en person er sigtet for at lække klassificerede oplysninger om Ahmed Samsam. Ellers kunne man jo ikke sigte vedkommende for det,« siger Erbil Kaya.

Den pågældende kriminalassistent nægter sig skyldig i den rejste sigtelse. Men han har ifølge Berlingske og 24syvs oplysninger erkendt under afhøringer, at han har fortalt journalister, at Ahmed Samsam var dansk agent for PET og siden Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Vedkommende var ifølge Berlingske og 24syvs oplysninger en del af en kreds i efterretningsmiljøet, der fandt behandlingen af Ahmed Samsam stærkt kritisabel. Den nu sigtede PET-ansatte mødtes med journalister, da han til sidst ikke længere passivt kunne se på, at de to danske efterretningstjenester forsømte at hjælpe Samsam.

Ahmed Samsam blev i juni 2017 anholdt i Spanien og året efter dømt for at tilslutte sig en terrorbevægelse på rejser til Syrien. Men det var vel at mærke rejser, han blev sendt på af de danske efterretningstjenester, som Berlingske siden januar 2020 har afdækket i en artikelserie.

Samsam blev overraskende en del af valgkampen, da et pressemøde om FE-sagen udviklede sig med spørgsmål om, hvorvidt den terrordømte agents sag også burde undersøges til bunds – hvilket førte til, at størstedelen af Folketingets partier meldte ud, at de støtter en undersøgelse.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify

Glad og lettet

PET-kriminalassistenten mødtes med journalister, da han til sidst ikke længere passivt kunne se til, at de to danske efterretningstjenester forsømte at hjælpe Samsam.

Det er på dén baggrund, at den 62-årige ligesom tre andre efterretningsfolk i fjor i december blev sigtet for landsskadelig virksomhed.

Men nu har anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, der formelt fører de aktuelle sager mod de ansatte i FE og PET, nedjusteret sagen mod den 62-årige fra den alvorlige paragraf 109 om at røbe statshemmeligheder til den langt mildere paragraf 152 om overtrædelse af tavshedspligt.

Det oplyser den 62-åriges advokat, Jakob Lund Poulsen. Han tilføjer, at anklagemyndigheden desuden medgiver, at der er formildende omstændigheder, og ikke vil udtale sig imod en mulig betinget dom i straffesagen.

Det vil i praksis sige, at anklagemyndigheden på forhånd har tilkendegivet, at man ikke vil modsætte sig, at en eventuel fængselsstraf bliver betinget.

»Min klient er meget glad og lettet over de klare tilkendegivelser fra politisk side om, at der efter valget vil blive gennemført en undersøgelse af sagen om Ahmed Samsam. Min klient ser frem til at afgive forklaring i forbindelse med en undersøgelse. Jeg kan tilføje, at min klient nægter sig skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 109,« siger advokat Jakob Lund Poulsen.

Han har anmodet om, at en eventuel straffesag mod hans klient først gennemføres, når en tilbundsgående undersøgelse af Ahmed Samsam-sagen er afsluttet.

»Det vil være hensigtsmæssigt, fordi min klient i en kommission vil kunne udtale sig i en mere generel sammenhæng, end det vil være tilfældet i hans egen straffesag. Og det er min klare opfattelse, at en kommissionsvurdering af det samlede billede, herunder baggrunden for min klients handlinger, vil bidrage til de formildende omstændigheder i min klients sag,« siger Jakob Lund Poulsen.

Den 63-årige mand har arbejdet en længere årrække i PET og var ifølge Berlingskes oplysninger kildefører for den terrordømte Ahmed Samsam. Privatfoto Privatfoto

Samsam rekrutteret af PET

Den dansk efterretningsagent Ahmed Samsam afsoner på femte år terrordommen fra Spanien. I december 2020 blev han overført til afsoning i et dansk fængsel.

Den i dag 33-årige danske statsborger med syrisk baggrund blev i 2012 rekrutteret af PET som agent i Syrien og blandt radikale ekstremister i Danmark.

I 2013 blev han overført til FE, som sendte ham på yderligere rejser til Syrien, hvorfra han ifølge Berlingske og 24syvs oplysninger leverede efterretninger af høj kvalitet om ekstremistiske, islamistiske grupper og personer.

Hans arbejde som agent ophørte i oktober 2015, da han to gange afslog FEs ønske om, at han skulle tilslutte sig Islamisk Stat og infiltrere terrorbevægelsen.

Efterfølgende kom PET til ved en fejl at registrere Ahmed Samsam som en potentiel terrortrussel i det internationale advarselssystem for politimyndigheder, Schengen Information System (SIS).

Alligevel undlod de danske myndigheder at komme Samsam til undsætning, da han i 2017 under en ferie i Spanien blev anholdt, sigtet og siden dømt for at have tilsluttet sig en terrororganisation i Syrien.

Det var ifølge Berlingske og 24syvs oplysninger den 62-årige kriminalassistent, der angiveligt i 2012 rekrutterede Ahmed Samsam og siden »førte« ham som kilde i Syrien og Danmark, indtil Samsam blev overdraget til FE.

Kolleger fra Aktionsstyrken

Den 62-årige kriminalassistent blev 8. december 2021 anholdt af sine egne kolleger fra Aktionsstyrken, som hører under PET.

Samme dag blev tre andre efterretningsfolk, herunder FE-chef Lars Findsen, anholdt efter en månedlang efterforskning.

De fire efterretningsfolk blev alle indledningsvis sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 109 om landsskadelig virksomhed, der med fængsel i indtil 12 år straffer den, »som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror«.

Anklagemyndigheden rejste dog i september tiltale mod FE-chef Lars Findsen efter både paragraf 109 og 152, som er den mere almindelige paragraf om overtrædelse af tavshedspligt.

I to af paragraf 109-sagerne – mod henholdsvis en mandlig og en kvindelig ansat i FE – har anklagemyndigheden frafaldet sigtelserne.

Så er der sagen mod den 62-årige PET-efterforsker.

Politiske Samsam-løfter

Ahmed Samsam blev under valgkampen en del af den politiske diskussion efter bogudgivelsen med FE-chef Lars Findsens »erindringer fra celle 18«, hvor han på side 198 beskriver en ophedet diskussion mellem PET, FE og Justitsministeriet på et møde, som ifølge DRs oplysninger handlede om Ahmed Samsam.

Efterfølgende har Enhedslisten med opbakning fra Liberal Alliance, SF og De Radikale krævet Samsam-sagen undersøgt til bunds.

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, der var justitsminister i 2017, da Ahmed Samsam blev anholdt, tilkendegav under valgkampen, at han er villig til at lade sagen undersøge, mens den nuværende justitsminister, Mattias Tesfaye (S) – som lige nu er fungerende minister – har givet en lunken opbakning til en undersøgelse.

»Der er nu flere ønsker til, hvad der skal undersøges – og vi går åbent ind i de drøftelser. Det gælder også i forhold til sagen om Samsam,« sagde Mattias Tesfaye under valgkampen.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen bemærkede under valgkampen, at hvis andre partier vil have Samsam-sagen undersøgt, »så er vi også åbne over for det«.

K-formand Søren Pape Poulsen og V-formand Jakob Ellemann-Jensen holdt under valgkampen pressemøde om FE-sagen på Kastellet i København. Det endte med at handle om Ahmed Samsam-sagen, og om hvorvidt de to partiledere også ville have dén sag undersøgt til bunds. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) har afstået fra at love en undersøgelse; det samme gælder Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Berlingske og 24syvs oplysninger besluttede danske myndigheder i 2017 at overlade Ahmed Samsam til sin egen skæbne i Spanien. Dermed blev spansk politi ikke i tide orienteret om hans arbejde som agent for PET og FE på de rejser til Syrien, hvorunder det spanske retssystem altså dømte ham for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Ifølge Berlingske og 24syvs oplysninger forsømte de danske tjenester fem muligheder for at fortælle spanierne om sagens rette sammenhæng.

Internt førte protester fra blandt andre FEs daværende indhentningschef, brigadegeneral Henrik Berg, samt lavere rangerende medarbejdere i både Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste, i sommeren 2018 til, at de to tjenester aftalte at få Ahmed Samsam overført til afsoning i Danmark fra Spanien.

Planen var, at Samsam i fuld diskretion skulle udsluses i samfundet og have udbetalt en erstatning.

Ahmed Samsam blev også – i december 2020 – overført til afsoning i Danmark. Men herefter strandede forhandlingerne mellem ham og efterretningsvæsenet. Den terrordømte agent stævnede sidste år PET og FE for gennem retssystemet at tvinge de to tjenester til officielt at be- eller afkræfte hans ansættelse som agent.

»I sig selv en bekræftelse«

Ahmed Samsams advokat, Erbil Kaya, betoner, at det »i forvejen var et gennembrud, at man politisk ville nedsætte en kommission til at undersøge sagen«.

»Men det, at der nu også er en konkret person, der vil stå frem og fortælle sandheden om Ahmed Samsam, det vil helt klart styrke vores mulighed for at vinde den her sag,« siger Erbil Kaya:

»Vi taler om et førstehåndsvidne, som har nært kendskab til Ahmed Samsams sag og vil fortælle, hvad vedkommende ved. Det må alt andet lige bidrage til, at de sidste tvivlere i den her sag bliver overbevist eller som minimum vil kræve sagen undersøgt til bunds«.

Advokat Erbil Kaya har på Ahmed Samsams vegne stævnet PET og FE for gennem retssystemet i et civilt søgsmål at tvinge de to tjenester til at be- eller afkræfte, at hans klient var udsendt til Syrien som agent. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Den civile retssag er på grund af dens principielle karakter sat til at springe byretten over og begynde i Østre Landsret til august næste år.

Berlingske har i forbindelse med denne artikel bedt Rigsadvokaten og Østjyllands Politi svare på, om myndighederne vil tilslutte sig advokat Jakob Lund Poulsens anmodning om at udskyde straffesagen til efter en tilbundsgående undersøgelse af Samsam-sagen.

Det har Rigsadvokaten »ingen kommentarer« til. Østjyllands Politi er ikke vendt tilbage på Berlingske og 24syvs henvendelse.