Sophie Løhde efter dødsfald blandt skimmel-smittede: Ansvaret ligger hos regionerne

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) placerer nu igen ansvaret for Rigshospitalets slidte bygninger hos regionerne.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) placerer ansvaret for hospitalets bygninger samme sted, som hun hidtil har placeret det. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvordan kunne skimmelsagen på Rigshospitalet overhovedet ske? 

Det efterlyste Folketingets Sundhedsudvalg svar på, efter at Mette Thiesen (DF) i februar spurgte, hvordan det kunne finde sted, at 20 patienter på Rigshospitalet siden 2018 er blevet smittet med skimmelsvamp fra bygningerne.

Antallet er siden steget til 21, da en patient også er fundet med en positiv prøve i 2024.

I spørgsmålet efterlyser Mette Thiesen også en holdning fra sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde til, at nogle patienter er blevet alvorligt syge af infektionen.

»Vil ministeren endvidere kommentere på de tilfælde, hvor en patient er død med en positiv skimmelprøve?« spørger Mette Thiesen.

Til det svarer sundhedsministeren:

»Det gør mig ondt at læse, at der er tale om dødsfald blandt flere berørte patienter. Patienter og pårørende står i en ulykkelig situation som følge af skimmelsvampinfektioner på Rigshospitalet.«

Ministeren svarer ikke på, hvordan patienterne kunne blive smittet, men hun tilføjer, at ansvaret for driften af sygehuse påhviler regionerne, i det konkrete tilfælde Region Hovedstaden.

»Jeg har en klar forventning om, at regionerne er sit ansvar bevidst, herunder vedligeholder sine bygninger, og ikke udsætter patienter for sundhedsrisici i forbindelse med indlæggelser,« siger Sophie Løhde i svaret.

Regionernes ansvar

Berlingske har de seneste måneder afdækket, hvordan Rigshospitalet har problemer med skimmelsvamp, og at en særlig skimmelsvamp med navnet Aspergillus flavus har smittet 21 patienter samt en ansat.

Det er en sjælden men velkendt bivirkning ved den kræftbehandling, nogle patienter får, at de også risikerer at få en svampeinfektion. Det sker, fordi man presser deres immunforsvar helt i bund. Men den svamp, som har angrebet patienter på Rigshospitalet hedder Aspergillus flavus. Og den er ligeledes ret sjælden, men dog velkendt. Derfor spærrede fagfolkene i 2018 øjnene op, da en række børn pludselig blev smittet med svampen.  Niels Ahlmann Olesen

Ifølge oplysninger, som Rigshospitalet har delt med blandt andet politikerne i Region Hovedstaden, er seks af patienterne døde.

Fire af dem er ikke døde af svampeinfektionen. For en enkelt patient er dødsårsagen ifølge Rigshospitalet »ikke entydig«, mens hospitalet oplyser, at de ikke lovligt kan slå op i den sidste patients journal for at finde dødsårsagen.

Med sit svar slog Sophie Løhde også atter engang fast, at det er regionens og hospitalets ansvar at sørge for, at der ikke opstår skimmelsvamp på sygehusene, og at sørge for, at patienterne ikke bliver syge af at være indlagt.

Tidligere har hun sagt til Berlingske:

»Regionerne er ansvarlige for at vedligeholde sygehuse og andre regionale bygninger inden for de anlægsrammer, der er aftalt i de årlige økonomiaftaler. Fra regeringens side har vi foreslået, at der etableres en sundhedsfond, hvor pengene blandt andet kan gå til at vedligeholde og modernisere sygehuse.«

Rigshospitalets sydfløj. Søren Bidstrup

Men med sit svar peger hun også ind i den kritik, som Region Hovedstaden flere gange har rejst af sundhedsministeren: nemlig at de mangler pengene på grund af de økonomiforhandlinger, som regionerne har hvert år med staten.

»Vi har simpelthen ikke nok penge på anlægsrammen, og regeringen har ikke været villig til at øge det beløb, vi kan bruge. Når vi ikke har penge til at renovere de gamle hospitaler nu, bliver det dyrere at renovere dem på sigt,« har formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden Christoffer Buster Reinhardt (K) blandt andet sagt og tilføjet:

»Så ministeren kan godt sige, at det er vores ansvar, men vi har jo kun de penge, vi får tildelt af staten.«

Ud af mørket

Flere af de patienter, som er blevet smittet med invasiv skimmelsvamp fra Rigshospitalet har længe ikke anet, hvor de har fået deres diagnose fra.

Ministeren har tidligere oplyst til Berlingske, at hun afventede en redegørelse om sagen fra patienterstatningen, men at »sundhedspersoner og regioner er forpligtet til at informere skadelidte patienter om muligheden for at søge erstatning og i fornødent omfang at bistå med anmeldelse til Patienterstatningen«.

Det gentager hun også i sit svar til Sundhedsudvalget:

»Jeg forventer også, at regionerne i fornødent omfang informerer skadelidte patienter om muligheden for at søge erstatning og bistår med anmeldelse til Patienterstatningen,« siger hun

Efter Berlingske har sat fokus på problemerne med skimmelsvamp på Rigshospitalet, har patienterstatningen opfordret Rigshospitalet til at kontakte tidligere patienter, som er blevet smittet af hospitalets bygninger.

Ministeren slutter sit svar til Mette Thiesen af med at sige, at hun fortsat afventer resultater fra redegørelser fra Rigshospitalet til både Styrelsen for Patientsikkerhed samt til Patienterstatningen.