Signe solgte sex første gang som 15-årig: »Han måtte ikke vide, at jeg var jomfru, men han kunne mærke, at jeg led«

Signe Schierenberg Borg har i mange år solgt sex for penge og gaver gennem sugardating og prostitution. Sugardating bliver mere populært, og derfor skal et dansk forskerhold nu som de første i Europa undersøge unges motiver for at sugardate.

Signe Schierenberg Borg har været prostitueret og sugardatet i mange år. Hun mindes en dyster barndom med en stofafhængig mor og en alkoholisk far, og som 15-årig kom hun selv ud i et stofmisbrug, der gjorde hende desperat efter penge til stoffer og alkohol. Derfor begyndte hun at sælge sex til ældre mænd. OLE JOERN / redstar

Første gang, Signe Schierenberg Borg havde sex, var også første gang, hun prøvede prostitution. Hendes veninde var begyndt at sugardate, og hun havde fortalt Signe, hvordan hun let kunne tjene penge, når hun havde brug for lidt ekstra.

De var begge 15 år. Signe røg og drak, men hun manglede penge til begge dele, og derfor gik hun med til, at veninden arrangerede et møde mellem Signe og en af venindens kunder.