Musikere fortæller om krænkelser i DRs symfoniorkester
Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du kan tage hul på ugen i velinformeret stil.

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du kan tage hul på ugen i velinformeret stil.

God morgen og velkommen til denne uges første nyhedsoverblik.
Et nyt notat i minksagen er dukket op, minkavleren Kim Henriksen har skrevet dagbog i dagene op til aflivningen af hans livsværk, og der er nye – og lidt positive – meldinger fra manden bag en lovende, mulig coronavaccine.
Inden vi giver dig en hurtig overflyvning af dagens vigtigste historier, skal vi runde de seneste coronatal, som ser således ud:
Bekræftede smittede i Danmark: 62.136 (det svarer til 1.058 nye smittede fra lørdag til søndag)
Antal indlagte: 259
Antal indlagte på intensiv: 45 (29 i respirator)
Antal bekræftede døde i Danmark: 760
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 54.369.609
Antal dødsfald på verdensplan: 1.317.131
Du kan dykke ned i de danske tal her – de globale tal kan du se her.
Gennem knap en uge har partierne på Christiansborg forhandlet om en aftale, der skal sikre kompensation til landets minkavlere, som regeringen ulovligt har beordret til at aflive alle deres dyr.
Sent søndag aften var partierne stadig ikke nået til enighed.
»Status er, at vi sidder på Christiansborg, og de her forhandlinger er – for at sige det mildt – vanskelige,« sagde Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, søndag aften til Ritzau.
Venstre har krævet, at der skal gives fuld erstatning til minkavlerne, og det skaber udfordringer.
»Det, der er hovedudfordringen, er, at vi gerne vil have, at man giver den fulde og hele erstatning. Med til det billede hører jo, at det her ikke er et erhverv, der fortsætter,« siger Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.
Konkret er den store knast ifølge Venstre-formanden, at EUs statsstøtteregler – ifølge regeringen – står i vejen for at give fuld erstatning til minkavlerne, men det burde kunne lade sig gøre, mener Ellemann-Jensen og resten af blå blok.
»Nu har man altså dispenseret fra EUs statsstøtteregler gang på gang på gang under hele den her coronaperiode i hele Europa for at holde hånden under erhverv. Mon ikke, hvis regeringen henvendte sig pænt til kommissionen, at man kunne få dispensation til at overholde Danmarks Riges Grundlov,« siger Jakob Ellemann-Jensen.
Vi bliver lidt ved sagen om den ulovlige ordre om at aflive alle mink.
Et hidtil ukendt notat fra Fødevarestyrelsen føjer nu flere brikker til puslespillet om regeringens ulovlige ordre, skriver Berlingske.
På et pressemøde 4. november sagde statsminister Mette Frederiksen (S) som bekendt, at alle danske mink skal aflives. En ordre, som det sidenhen har vist sig, at der ikke var hjemmel i loven til.
Dagen efter pressemødet sendte Fødevarestyrelsen det hidtil ukendte notat til det internationale organ for dyresundhed og -sygdomme, The World Organisation for Animal Health (OIE), hvor styrelsen fortalte om regeringens beslutning.
Her lød det, at alle mink i Danmark vil blive slået ned som konsekvens af beslutningen. Og det skrev styrelsen, selv om man vidste, at der ikke var lovhjemmel til at gennemføre ordren.
»Det er meget opsigtsvækkende,« siger lektor i sundhedsjura på Syddansk Universitet Kent Kristensen.
Den historie kan du læse her.
DRs symfoniorkester er ramt af en række sager om krænkelser. Det skriver Dagbladet Information mandag morgen.
Både nuværende og forhenværende musikere i orkestret beskriver i artiklen upassende kommentarer, befamlinger og ét decideret overgreb.
Et kvindeligt medlem af orkestret fortæller, hvordan hun er blevet nevet i bagdelen af et mandligt medlem, der lagde »hårdt an« på hende, og blev befamlet af ham, da hun lå fuld på en sofa efter en personalefest.
En svensk kvindelig musiker siger til Information, at hun gentagne gange er blevet befamlet af en markant ældre mandlig kollega.
Når man skuer ud over verden, er der ikke mange opmuntrende nyheder om coronavirussens hærgen. Lande lukker, smittetallene stiger, og søndag kunne verdenssundhedsorganisationen WHO så præsentere endnu en kedelig rekord:
Lørdag blev der registreret 660.905 nye tilfælde af coronavirus på verdensplan. Det højeste antal indtil nu.
Søndag kom manden bag den lovende vaccinekandidat fra medicinalfirmaet Pfizer dog med en sjældent positiv melding.
Ugur Sahin er professor og direktør i den tyske virksomhed BioNTech, hvor han i samarbejde med medicinalgiganten Pfizer har udviklet en vaccinekandidat, der indtil videre viser lovende takter. Som det kom frem i sidste uge viser foreløbige analyser, at vaccinekandidaten kan bremse coronavirus i ni ud af ti tilfælde.
Hvis alt går vel – og det forventer han, at det gør – vil vi se den fulde effekt af vaccinen næste vinter.
»Sommeren vil hjælpe os, fordi infektionsraten vil gå ned om sommeren, og det er helt essentielt, at vi når en høj vaccinationsrate til – eller før – efteråret og vinteren næste år,« siger Ugur Sahin til BBC og påpeger vigtigheden af, at vaccinationsprogrammer er gennemført inden efteråret næste år:
»Og jeg er sikker på, at dette vil ske.«
Den lovende vaccinekandidat er dog fortsat forbundet med en lang række usikkerheder.

Helt uvant i disse dage skal vi forbi en nyhed, der hverken handler om mink eller corona.
På Københavns Rådhus er der nye toner fra de Konservative om ældre benzin- og dieselbilers adgang til vejene i hovedstaden.
Indtil nu har det borgerlige parti ellers forsvarets københavnernes ret til at vælge den bil, de vil køre i, men nu lyder det fra partiet, at de ældste og mest forurenende benzin- og dieselbiler skal ud af hovedstaden.
Konkret lyder forslaget, at de krav, der i dag gælder i hovedstadens særlige miljøzoner for lastbiler og busser, også skal gælde personbiler. Alle biler produceret efter 1. januar 2011 vil som udgangspunkt opfylde kravene, men biler, der ikke lever op til den standard, skal efter en periode på tre til fem år ikke længere have lov til at køre i byen, lyder det.
»Vi mener stadigvæk, at københavnerne skal have lov at have en bil, og vi er de ypperste frontkæmpere for, at københavnerne også skal have parkeringspladser,« siger gruppeformand for de Konservative i København, Jakob Næsager:
»Men det er ikke en menneskeret at få lov at forurene i København. Hvis man vil køre ind i København, skal det være i en af de biler, der forurener mindst.«
Den historie kan du læse her.
... finder vi i Berlingske.
Minkavleren Kim Henriksen var midt i et generationsskifte og skulle snart være far, da han fik beskeden om, at han skulle aflive sine 19.000 pelsdyr på minkfarmen i Nordjylland. Berlingske bringer i dag Kim Henriksens dagbog, hvor han beskriver dagene op til, at han aflivede alle sine mink – den kan du læse her.
Berlingskes fotograf Asger Ladefoged var også med på sidelinjen, da Kim Henriksen aflivede sine mink.
Det har blandt andet resulteret i nedenstående billede, som taler for sig selv:

Said Mansours appelsag begynder i Casablanca i Marokko. Manden, der af mange vil være kendt som »Boghandleren fra Brønshøj«, har fået frataget sit danske statsborgerskab og blev i 2019 udvist til Marokko. Her blev han – som det kom frem for nylig – dømt til døden i forbindelse med et terrorangreb i Casablanca tilbage i 2003. Den dom har han appelleret, og sagen begynder altså i dag.