Minister om lovbrud i statslig milliardfond: »En alvorlig sag«

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen forstår godt, hvis lovbrud i Innovationsfonden skaber frustration blandt ansøgere til fondens midler. Ministeren vil følge undersøgelse af sagen tæt.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) kalder sagen om lovbrud i Innovationsfonden alvorlig. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hundredvis af ansøgere af støttekroner fra den statslige pengetank Innovationsfonden har fået deres sager behandlet i strid med forvaltningsloven.

Som Berlingske kunne fortælle i weekenden, har fonden undladt at sende eksterne vurderinger af deres ansøgninger i såkaldt partshøring hos ansøgerne, hvilket loven kræver.

Og det er en sag, der vækker opsigt hos den nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister, Jesper Petersen (S):

»Det er en alvorlig sag, og jeg forstår godt, hvis sagen skaber frustration blandt dem, der har fået afslag,« siger ministeren i en skriftlig kommentar til Berlingske.

»Ansøgere til Innovationsfonden skal naturligvis kunne have fuld tillid til, at deres ansøgninger bliver behandlet korrekt og efter loven.«

613 fik afslag

Ansøgningerne vurderes normalt af fastansatte specialister i Innovationsfondens sekretariatet. Men på grund af fyringer og opsigelser – og et kraftigt stigende antal ansøgninger – måtte fonden sidste år i stedet hyre eksterne konsulenter til at vurdere et stort antal ansøgninger.

Ifølge forvaltningsloven skal »eksterne faglige vurderinger« imidlertid sendes i partshøring hos den berørte borger – i dette tilfælde ansøgeren – hvis afgørelsen er til »ugunst« for borgeren.

I alt undlod Innovationsfonden at foretage partshøring i 941 sager sidste år. 613 af ansøgerne fik afslag på støtte.

»Det skal der rettes op på, og det forventer jeg, at Innovationsfondens bestyrelse og ledelse tager ansvar for,« siger ministeren.

Kammeradvokaten er nu i færd med at vurdere, hvad der skal ske med de berørte sager. Flere eksperter har over for Berlingske peget på, at de berørte ansøgere muligvis kan kræve, at sagerne skal gå om.

Vil følge sagen tæt

Både fra Dansk Folkeparti og De Konservative lød der i weekenden krav om en uvildig undersøgelse af fonden, der det seneste år har haft flere møgsager om inhabilitet og sløset sikkerhed.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen peger på, at fonden allerede er ved at blive kulegravet:

»Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, som er tilsynsmyndighed på området, er allerede gået ind i sagen, og jeg kommer selv til som minister at følge tæt, at der kommer orden i sagerne,« siger han.

Innovationsfonden oplyste i weekenden til Berlingske, at fonden undlod at partshøre i de pågældende sager, da de eksterne konsulenter var en del af et netværk, fonden havde etableret. Derfor betragtede man dem som interne i forhold til forvaltningsloven.

Ledelsen blev dog opmærksom på problemerne i forbindelse med et serviceeftersyn af fonden, og der arbejdes nu på at udvikle nye retningslinjer.

Flere møgsager

Innovationsfonden er en statslig fond under Uddannelses- og Forskningsministeriet, der årligt uddeler over to milliarder kroner i støtte til innovative og videnstunge iværksættervirksomheder.

Fonden kom sidste år i modvind, da Berlingske afdækkede, at fondens tidligere næstformand, Carlsberg-formand Flemming Besenbacher, havde været med til at uddele penge til projekter på kant med reglerne om habilitet.

Fonden fik senere hård kritik af tilsynsmyndigheden, Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, for at have foretaget »usaglig« forskelsbehandling af særligt ét forskningsprojekt og for ikke at have været opmærksom på mulig inhabilitet.

Senere afdækkede Berlingske alvorlige huller i fondens whistleblowerordning, der betød, at forhenværende bestyrelsesmedlemmer fortsat havde adgang til at læse indberetninger til systemet.