Det er langtfra overraskende, at politiet og anklagemyndigheden har åbnet straffesagen mod Lars Findsen, den suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), benhårdt for så gradvist at nedtone sagens alvor.
Således lyder vurderingen fra Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, efter at Berlingske tirsdag aften afdækkede store dele af indholdet i sagen mod Lars Findsen.
Lars Findsen er anklaget for at røbe statshemmeligheder og have videregivet fortrolige oplysninger. Findsen blev 8. december 2021 anholdt af Politiets Aktionsstyrke i Københavns Lufthavn og fængslet i 71 dage. Han blev sigtet efter straffelovens paragraf 109 med en strafferamme på 12 år, ligesom det viste sig, at han havde været totalovervåget i adskillige måneder.
Men i anklageskriftet har anklagemyndigheden flettet straffelovens mildere paragraf 152 om tavshedspligt for embedsmænd ind i flere forhold. Desuden har anklagemyndigheden oplyst, at man nu går efter en straf på mindre end fire år.
»Man har åbnet sagen meget offensivt og siden besindet sig,« konstaterer Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.
»Altså, startet på den helt store klinge med maksimalt drama og så gået ned i gear,« siger han.
Juraprofessoren er ikke overrasket.
»Det er et mønster, der går igen i visse meget profilerede sager som eksempelvis sagerne mod Jakob Scharf og Frank Grevil og også den såkaldte dukkesag,« konstaterer Michael Gøtze.
I dukkesagen blev tre mænd sigtet for statskup og varetægtsfængslet i 60 dage, efter at de i januar 2021 til en coronademonstration medbragte en dukke af statsminister Mette Frederiksen (S) med et skilt, hvor der stod, at statsministeren »må og skal aflives«. Politiets Efterretningstjeneste (PET) deltog i efterforskningen af sagen. Mere end halvandet år senere blev de tre personer frifundet.
I sagen mod tidligere PET-chef Jakob Scharf fik Politiets Efterretningstjeneste i al hast nedlagt fogedforbud mod Scharfs erindringsbog »Syv år for PET«, som udkom i oktober 2016, men kunne alligevel ikke forhindre udgivelsen. PET politianmeldte den tidligere chef at røbe klassificerede oplysninger om tjenestens arbejdsmetoder. Scharf blev i byretten idømt fire måneders fængsel, men blev i 2020 af Østre Landsret frikendt i 27 af 28 tiltalepunkter. Den tidligere PET-chef endte med at få ti dagbøder a 1.000 kroner, hvilket blev udlagt som en de facto frifindelse.
Whistleblower Frank Grevil blev i 2004 idømt seks måneders fængsel i byretten efter straffelovens paragraf 152 for at have lækket fortrolige oplysninger – hemmeligstemplede dokumenter om grundlaget for Danmarks deltagelse i Irakkrigen – til Berlingske. Året efter nedsatte Østre Landsret Frank Grevils straf til fire måneders fængsel.
Signal om nultolerance
Om mønstret siger juraprofessor Michael Gøtze:
»Systemet lægger meget hårdt ud med at gøre sagen til et stort drama, og så trapper man gradvist ned, når juraen bliver holdt op mod de konkrete forløb. Mit indtryk er, at der kan være et element af ønske om signaleffekt: Der er en nultolerance,« siger Michael Gøtze.
For nylig viste dagbladet Politiken, at sagen mod den slovakiske mand, som slog partiformand Søren Pape Poulsens (K) daværende kæreste, følger samme mønster. Hændelsen skete en nat i maj 2018 ved bar i København. Som Politiken afdækkede, vurderede politifolkene på stedet oprindeligt, at hændelsen alene skulle takseres til en bøde. Men så gik systemet i gang. Den slovakiske mand blev sigtet for en hadforbrydelse og varetægtsfængslet i 50 dage. Men efterhånden som sagen vandrede gennem domstolssystemet, blev hans straf mildere og mildere – og endte på 30 dages fængsel.
Adspurgt, om han mener, at anklagemyndigheden har en tendens til at puste sager op, svarer juraprofessor Michael Gøtze:
»Nej, ikke generelt. Det er bestemt ikke mit indtryk. Vi taler alene om en lille niché af profilerede sager, som fra begyndelsen bliver kørt meget offensivt, og hvor spændingen så falder over tid. Så kan det godt være, at sagen ender et helt andet sted, end hvor den begyndte. Men man skal huske, at forløbet naturligvis er meget opslidende for de sigtede.«
Systemet har sin egen logik
Tirsdag aften afdækkede Berlingske, at Lars Findsen er sigtet og tiltalt for samtaler med seks personer, hvoraf to er journalister og fire er nærtstående personer. I de samtaler, som anklagemyndigheden vurderer som ulovlige, taler Lars Findsen eksempelvis om det dansk-amerikanske kabelsamarbejde – en af FEs kapaciteter – om et såkaldt sikkerhedsbrud, om FE-sagens whistleblower og om en klassificeret rapport.
I Findsen-sagen er det jo flere instanser, der har været involveret. PET, Rigsadvokaten og Justitsministeriets jurister har alle haft anklageskriftet i hænderne og er nået frem til, at der er grundlag for domfældelse?
»Systemet har sin egen logik,« siger Michael Gøtze.
»Når man først har lagt meget offensivt ud, er det svært at gå i den modsatte retning. Det er i hvert fald det indtryk, man bliver efterladt med. I denne type sager virker det, som om systemet, og måske især PET, har behov for at markere en nultolerance. For at give et klokkeklart signal er beskeden i udgangspunktet, at der kommer en formel sigtelse og tiltale. Vi mødes i retten, er reaktionen. At sagen så efter en tæt juridisk granskning efter nogle år måske ender med et blødere resultat, er ikke det afgørende. Signalet er stadig krystalklart,« siger Michael Gøtze.
Bliver Findsen dømt?
Han understreger, at det er et åbent spørgsmål, om Lars Findsen ender med at blive dømt.
»Spørgsmålet er, om han som hjemsendt og tjenestefritaget fortsat må have dialog om følsomme sager med journalister, eller om han skal forholde sig helt afventende. Vi har ikke en sag fra tidligere, der på dette punkt minder om denne. Det er en helt exceptionel sag og situation. Jeg kan i hvert fald sige, at du ikke finder noget svar i lærebøgerne. Sagen er ganske enestående,« siger Michael Gøtze og tilføjer:
»Det, der gør Findsens sag helt særlig, er, at emnerne er særdeles følsomme, og at der kan være rigtig meget på spil. Det kan både tale for og imod, at han må forsøge at påvirke omgivelserne og journalisterne.«
Så vurderer du samlet set, at Findsen måtte vende de emner, vi har lagt frem, imens han var hjemsendt?
»Det er svært at sige, hvad det endelige resultat bliver. Det kan blive en fordel for Findsen, at han muligvis kan argumentere for, at ingen af emnerne er nye. Her kan dommen mod Jakob Scharf blive tillagt væsentlig betydning, fordi den siger, at der skal være tale om såkaldt friske nyheder, før du bryder din tavshedspligt. På den anden side er paragraf 152 så streng en tavshedsregel, at Findsen og hans advokat efter min bedste vurdering kommer til at skulle finde nogle gode argumenter frem,« siger Michael Gøtze.
PET har ikke ønsket at kommentere denne artikel, og Justitsministeriet henviser til anklagemyndigheden. Rigsadvokaten skriver i et svar til Berlingske, at anklagemyndigheden ikke genkender det mønster, Michael Gøtze taler om:
»Hvis anklagemyndigheden er involveret i beslutningen om at rejse sigtelse, sker det alene ud fra en anklagerfaglig vurdering. Anklagemyndigheden kan således ikke genkende det såkaldte mønster, som Michael Gøtze angiveligt mener tegner sig. Det er i øvrigt helt sædvanligt, at sigtelsesgrundlaget – og dermed også den konkrete sigtelse – kan ændre sig på baggrund af de oplysninger, som kommer frem under efterforskningen og som følge af en nærmere juridisk vurdering af sagen. Ændringerne kan ske både i form af en mere eller en mindre alvorlig sigtelse«.
