Hvornår er et forhold så alvorligt, at man bør benytte whistleblowerordninger? Er det for eksempel inden for rammen at indberette et offentligt Facebook-opslag, hvis man mener, at det er åbenlyst racistisk?
Spørgsmålene er aktuelle, efter at Berlingske forleden afdækkede, at man som whistleblower i staten risikerer, at både ens navn og selve indberetningen bliver videregivet til den person, man indberetter. Men også fordi en ny lov for whistleblowere kan flytte hegnspælene for, hvilken type sager der hører til i whistleblowersystemer.
Eksperter advarer samtidig om, at den kommende whistleblowerlov indeholder nogle alvorlige slagsider.
Det konkrete tilfælde om videregivelsen af en whistleblowers navn handlede om 32-årige Martin Jacobsen, en tidligere ansat ved ambassaden i London, som indberettede en forhenværende kollegas offentlige Facebook-opslag til Udenrigsministeriets whistleblowerordning. Martin Jacobsen vurderede, at opslaget havde stærkt racistiske undertoner – det indeholdt blandt andet ordene »neger« og »perker« ti gange.
»Nu hvor de er kommet fra Somalia og andre lande, så er de; ja negre. Kulsorte med krusedullehår og mange af dem dybt kriminelle«, stod der blandt andet.
Martin Jacobsen mente, at opslaget var i strid med Udenrigsministeriets værdier og kodeks.
Men eksperter er skeptiske over for, om denne type sager overhovedet er tiltænkt whistleblowerordninger.
»Indberetningen af det Facebook-opslag falder noget ved siden af, hvad der er meningen med whistleblowerordninger,« konstaterer jurist og offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen, som for nylig udgav en større rapport om beskyttelse af whistleblowere.
Udenrigsministeriet nåede frem til samme konklusion og afviste indberetningen. Ministeriet henviste blandt andet til offentligt ansattes udstrakte ytringsfrihed som privatpersoner.
Alligevel modtog Martin Jacobsen efterfølgende en række opkald og vrede beskeder fra den indberettede person. Ministeriet havde således både udleveret Martin Jacobsens navn og selve indberetningen til den indberettede person.
Eksperter har kaldt udleveringen åbenlyst problematisk, men samtidig henvist til, at en ny whistleblowerlov fra december i år vil beskytte whistleblowere markant bedre og formentlig lukke muligheden for udlevering af whistlebloweres navne uden samtykke.
Forløbet i Udenrigsministeriet åbner således også en anden diskussion: Hvilke sager egner sig overhovedet til at blive indberettet i whistleblowerordninger?
»Jeg vil helst ikke gøre mig til dommer over, hvad der egner sig,« siger offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen.
»Men meningen med whistleblowersystemer er at bremse ulovligheder eller andre alvorlige forhold. Et offentligt Facebook-opslag lavet som privatperson hører efter min bedste vurdering hverken til i de nuværende whistleblowerordninger, eller når den nye lov kommer,« siger han.
Statens whistleblowerordninger har kørt siden efteråret 2020. Udenrigsministeriet har eksempelvis oplyst, at man siden da har modtaget 12 indberetninger, hvoraf halvdelen er blevet behandlet som whistleblowersager.
Udenrigsministeriet og Justitsministeriet har i vejledninger om whistleblowing selv fremhævet, hvilken type af sager der er omfattet af ordningen. Her nævnes eksempelvis strafbare forhold, grove lovbrud og grove personrelaterede konflikter.
Under radaren
Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, er ligeledes skeptisk over for, om et offentligt Facebook-opslag hører til i et whistleblowersystem.
»Hensigten med et whistleblowersystem er at skabe en kanal, der opfanger de forhold inde i maskinrummet, som andre kontrolsystemer ikke opfanger. Dét, der ville flyve under radaren. Og her er der jo tale om et opslag, som er offentligt. Samtidig kan man godt diskutere, om du som ansat i Udenrigsministeriet overhovedet skal lægge sådan noget ud på Facebook. Helt formelt kan det godt siges, at du gjorde det som privatperson, men grænserne mellem privat og professionel flyder ud på de sociale medier, og som ansat i et ministerium som Udenrigsministeriet skal du også være rollemodel. Set i en lidt bredere juridisk optik kan man derfor diskutere, om du kan tilkendegive den type holdninger, når du er ansat i Udenrigsministeriet,« siger Michael Gøtze.
Men hvis du anerkender, at der er en substantiel problematik, var det vel netop i orden at bruge whistleblowerordningen?
»Det kan du sige. Jeg vurderer heller ikke, at indberetningen var forkert. Men det viser i hvert fald, at whistleblowersystemer kan udvikle sig i en anden retning, end de var tiltænkt. Det er en atypisk indberetning,« siger Michael Gøtze.
Racistisk karakter
Jesper Olsen, ekstern lektor i offentlig ret og formand for den danske afdeling af organisationen Transparency International, har tidligere højlydt undret sig over, at det pågældende Facebook-opslag ikke var i strid med Udenrigsministeriets dekorum – normer for korrekt opførsel:
»Selvfølgelig har medarbejderen ytringsfrihed på sin Facebook, men udsagnene har – som du oplyser dem for mig – en så racistisk karakter, at det er opsigtsvækkende, at ministeriet ikke gør mere ud af sagen.«
Berlingske har spurgt Udenrigsministeriet, hvorfor ministeriet ikke greb ind, og om opslaget flugter med ministeriets værdier. Udenrigsministeriet har afvist at kommentere sagen yderligere og henvist til, at man ikke kommenterer personalesager.
Selv fortryder Martin Jacobsen ikke, at han benyttede whistleblowerordningen til at indberette den tidligere kollegas Facebook-opslag.
»Vi havde ikke et personligt forhold, så jeg troede ikke, det ville nytte noget at tage direkte kontakt. Jeg havde hørt på hans ytringer om ikkevestlige danskere i mange år. Han var ansat i Borgerservice. Det var et offentligt opslag. Og jeg er ikke selv i Udenrigsministeriet længere, så HR var ikke en løsning. Alt det tilsammen gør, at jeg fastholder, at whistleblowerordningen var det rigtige valg,« siger Martin Jacobsen.
Den kommende whistleblowerlov kan skabe yderligere dilemmaer.
Alt godt fra havet
I de nuværende vejledninger om whistleblowing fremhæves »seksuel chikane« også som et tema, der er omfattet af ordningen. Men med den nye whistleblowerlov, som træder i kraft 17. december i år, bliver døren for indberetninger muligvis åbnet på vidt gab, understreger offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen og juraprofessor Michael Gøtze.
De henviser til, at den nye lov finder anvendelse på en så bred definition som »øvrige alvorlige forhold«, som der står i lovteksten. Og at der i bemærkningerne til loven eksempelvis fremhæves »seksuel chikane« og »grov chikane«. Samtidig understreger den nye lov, at whistleblowerens navn som udgangspunkt aldrig må udleveres.
»Så man kan godt forestille sig, at der vil komme mange flere indberetninger, og at sager om krænkelse bliver meget svære at håndtere, når den anklagede part aldrig må præsenteres for, hvem der har klaget over hvad,« siger Oluf Jørgensen.
Whistleblowerordninger er en svær linedans mellem både at beskytte indberetteren og den eventuelt indberettede. Hvor det konkrete forløb i Udenrigsministeriet udstiller, at du som whistleblower risikerer at få dine egne indberetninger i nakken, vil den nye lov i langt højere grad beskytte whistlebloweren. Det afføder blot nye problematikker, lyder det.
Oluf Jørgensen hæfter sig især ved én ny paragraf i den kommende whistleblowerlov.
Total mørklægning
Ud over at whistleblowerens navn ikke må videregives uden samtykke, bliver der også indsat en bestemmelse om, at de personer, som modtager indberetningerne i whistleblowerordningerne, får absolut tavshedspligt om sagernes indhold.
»Det vil sige, at samtlige indberettede sager bliver fuldstændig mørklagt,« siger Oluf Jørgensen.
»Både offentlighedsloven og miljøoplysningsloven vil blive sat ud af kraft, og dermed bliver den demokratiske kontrol tilsidesat. Det vil også betyde, at den almene præventive effekt bliver undermineret, fordi andre gerne skulle lære af en sag, når nogen bliver straffet efter et whistleblowerforløb.«
I dag kan virksomheder og forvaltninger i høj grad også bevare indberettede sager internt. Hvorfor skulle den nye lov skabe en helt ny situation?
»Fordi mørklægningen bliver lovfæstet. Jeg er enig i, at vi heller ikke hører meget fra whistleblowerordninger i dag. Men nu kan hele statsapparatet med Folketinget i ryggen mørklægge alt,« siger Oluf Jørgensen.
Så hvis du som whistleblower vil skabe offentligt fokus på en sag, må du aldrig bruge den nye whistleblowerordning?
»Præcis,« siger Oluf Jørgensen.
»Kommende whistleblowere bør være opmærksomme på, at der aldrig kan skabes opmærksomhed om deres sag.«
Men viser forløbet i Udenrigsministeriet ikke netop, at der kan være behov for at beskytte oplysninger om whistlebloweren og sagen internt?
»Jo, og det vil givet blive argumentet. Men du bør skille det ad. Du kan sagtens beskytte en whistleblower ved at undlade at viderebringe identiteten, uden at du behøver at mørklægge samtlige oplysninger i sagen for offentligheden,« siger Oluf Jørgensen.
Udadtil åbent, indadtil lukket
Under afdækningen af forløbet i Udenrigsministeriet udtalte Erik Mygind du Plessis, forsker i whistleblowing ved CBS, at whistleblowerordninger udadtil præsenteres som et værktøj til at skabe åbenhed, men at det ofte handler om at dysse sager ned.
Juraprofessor Michael Gøtze ser også dette som et muligt scenarie for den nye lov.
»Det kan på grund af de strenge regler om tavshedspligt og sikring af whistleblowers anonymitet risikere at blive en mørklægningsøvelse og blindgyde snarere end et reelt klagesystem. Udadtil vil det se godt ud, at du har en whistleblowerordning. Men i mange af sagerne vil du ikke kunne komme ret langt, når du ikke må høre den anklagede part, og sagerne vil i hvert fald ikke kunne nå ud i offentligheden,« siger Michael Gøtze.
Berlingske har forgæves forsøgt at indhente en kommentar om risikoen for mørklægning fra justitsminister Nick Hækkerup (S). Justitsministeriet oplyser, at ministeren holder ferie.
