Forfatter og journalist: Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen antændte FE-skandalen, »der er ingen tvivl«

Beslutningen om at lade FE-sagen eksplodere offentligt i august 2020 blev truffet i toppen af Statsministeriet. Sådan lyder påstanden fra journalist Hans Davidsen-Nielsen, som i årtier har dækket de danske efterretningstjenester, i en ny bog om FE-sagen.

Forfatter og journalist Hans Davidsen-Nielsen sporer FE-sagens første eksplosion tilbage til Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen. Linda Kastrup

I en ny bog om FE-skandalen lyder den direkte påstand, at det var ingen andre end statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes departementschef, Barbara Bertelsen, der ved at sanktionere hjemsendelsen af ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste antændte de seneste års skandale om spiontjenesten.

Omdrejningspunktet i »Spion blandt venner« er straffesagen mod Lars Findsen og især den opsigtsvækkende forhistorie, som strækker sig flere år tilbage.