Et omdiskuteret køretøj er tilbage: Så mange københavnere har fået bøder i januar

Ved årsskiftet trådte en lovændring i kraft, som allerede har fået adskillige københavnere til at punge ud til statskassen.

Efter et års fravær vendte de udlejede elektriske løbehjul tilbage til bybilledet i oktober. Nu har en lovændring resulteret i adskillige bøder i København. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En manglende hovedbeklædning er siden årsskiftet blevet dyr for københavnere.

Siden 1. januar har det været lovpligtigt at bære beskyttende hjelm, når man kører på elløbehjul.

Det lader dog ikke til at være gået op for alle brugere.

I årets første måned har Københavns Politi udskrevet ikke færre end 50 bøder for manglende hjelm. Det oplyser politikredsen på Twitter.

Bøderne har lagt en pæn slat i statskassen: Den nyindførte lovovertrædelse resulterer nemlig i en bøde på 1.500 kroner.

»Så spænd hjelmen for din egen sikkerheds skyld – så slipper du også for en bøde på 1.500 kroner,« skriver Københavns Politi på Twitter.

Få transportmidler har de seneste år delt vandene så meget som det tohjulede køretøj.

I oktober 2020 besluttede teknik- og miljøudvalget i København efter stor utilfredshed blandt byens borgere at forbyde udlejning af elløbehjul i størstedelen af byen.

Men efter et års fravær vendte de elektriske løbehjul retur til bybilledet i oktober 2021.

Denne gang er de imidlertid underlagt nye retningslinjer i et forsøg på at sikre, at de ikke ligger og flyder på cykelstier og vejbaner.

Når turen er slut, skal løbehjulene nemlig parkeres i et af 240 faste parkeringsområder – og kan således ikke efterlades hvor som helst.