Ekspert om redegørelse i 112-sagen: »Det er meget alvorligt«

Tirsdag blev der fremlagt en ekstern redegørelse i 112-sagen. Kritikpunkterne er alvorlige, vurderer lektor i velfærdsledelse, Niels Thyge Thygesen.

»Hvis man ikke forstår, at de ansattes brok i dette tilfælde med 112-sagen har været guld værd, så har man et ledelsesproblem,« siger Niels Thyge Thygesen, lektor i velfærdsledelse ved Copenhagen Business School. 

Tirsdag blev redegørelsen om 112-sagen offentliggjort, og kritikken er ganske alvorlig.

Det mener Niels Thyge Thygesen, der er lektor i velfærdsledelse ved Copenhagen Business School.

I redegørelsen, der kommer efter Berlingskes afdækning af et stort antal såkaldt »mistede« eller sent håndterede opkald til Akutberedskabet i Region Hovedstaden, nævnes, at problemet »i høj grad« handler om »mangel på tillid til ledelsen«, og problemet omtales som en regulær »tillidskrise«.

35 medarbejdere har i Berlingske anklaget cheferne for at være roden til problemet.

Den eksterne undersøger, Mads Koch Hansen, der har udarbejdet 112-redegørelsen, anbefaler, at man vurderer, om krisen »kan løses med den nuværende ledelsesstruktur«.

Berlingske har forlagt en opsummering af redegørelsen for Niels Thyge Thygesen.

»Det er meget alvorligt, at der er ledere, der ikke bruger medarbejdere som en ressource. Hvis ansatte brokker sig over dårlige forhold, så skal ledelsen lytte, for der er rigtig meget kvalificeret brok, og man bliver nødt til at lytte til det, for brok kan være tegn på medarbejderengagement. Hvis man ikke forstår, at de ansattes brok i dette tilfælde med 112-sagen har været guld værd, så har man et ledelsesproblem,« siger Niels Thyge Thygesen, der er lektor i velfærdsledelse ved Copenhagen Business School.

Dygtige ledere ville have handlet

Det kritiseres i redegørelsen, at stor travlhed i juni ikke medførte, at der blev oprustet med ekstra bemanding.

Også dette punkt opfatter Niels Thygesen som en alvorlig kritik. Men han peger ikke kun på ledelsen, men mener også, at problemet bunder i en systemfejl i form af en ufleksibel og benhård budgetstruktur, hvilket kan være årsag til ledelsens tilbageholdenhed.

»Man sidder i en klemme som ledelse, når der mangler ressourcer. I den type situationer kan man vælge mellem to onder: overskride budgetterne eller yde dårlig service. Så på den måde er det et systemisk problem, fordi der mangler ressourcer flere steder i det offentlige. Men dygtige ledere ville have sørget for at handle ved eksempelvis at engagere medarbejderne og oplyse om problemerne i Akutberedskabet til regionsrådspolitikerne,« siger Niels Thygesen.

Han ser den offentlige velfærd som en samfundskontrakt bygget på tillid mellem borgere og det offentlige, og borgerne bør selvsagt kunne have tillid til systemet, men han opfordrer også til, at borgernes eventuelle overforbrug af 112 undersøges.

I redegørelsen anbefales det blandt andet at sikre bedre bemanding i form af en »bufferfunktion«, hvor medarbejderne kan træde til ved travlhed. Medarbejderne har hidtil kunnet se de såkaldt »mistede« opkald, men de ansatte bør fremover ikke konfronteres med den slags »historiske« tal. Det skal være en opgave for lederne, anbefaler redegørelsen.

Politikerne i Region Hovedstaden har fået en uge til at drøfte med deres partier, hvordan de stiller sig til redegørelsen, der skal endeligt behandles på møde i regionsrådet 12. oktober.