Når kalenderen viser uge 29, skifter Danmarks nordligste by karakter.

Hørbukser, pastelfarvede poloer og dyre biler indtager byen, og de serverede flasker rosé går fra magnum til dobbeltmagnum.

Festugen i Skagen har i flere år været kendt som »Hellerup-ugen«, som Søren Frank for nylig i Berlingske beskrev som værende et »rent mareridt af rosé på dobbeltmagnumflaske og dunkende disko-dasko dagen lang«.

Men Søren Frank er angiveligt ikke den eneste, der er træt af, hvad »Hellerup-ugen« har udviklet sig til.

På campingpladsen First Camp Grenen Strand i Skagen har man fået nok efter flere års hærgen, larm og voldsomme episoder med unge, fulde gæster i denne uge.

Derfor er gæster under 25 år ikke velkomne i juli måned.

Det skriver DR.

Særligt én episode fik sidste år Tina Boelt Sørensen, der er destinationschef på First Camp i Skagen, til at sætte aldersgrænsen op fra 21 år.

»Nogle unge mennesker kom hjem klokken fire om morgenen og ville feste videre. Da nogle andre gæster bad dem om at stoppe festen, fik de kastet en campingstol ind i teltet, så en gæst fik en flænge i panden,« fortæller hun til DR.

Da Søren Frank for nylig besøgte det berømte Ruths Hotel, var det også med flere betragtninger om ugen i sin madanmeldelse.

Ugen har ifølge ham ganske enkelt skiftet karakter.

»Der har altid været massevis af flotte biler uden for Ruths i uge 29, ganske enkelt fordi mange af dem, som normalt tjekkede ind, er både velhavende og velkørende. I dag er det imidlertid blevet sådan, at enhver knægt, der har fået dun på overlæben, leaser en Ferrari eller Lamborghini for en uge og giver den gas, så politiet må ligge på lur bag hvert andet gadehjørne,« skriver han.

Alt om privatøkonomi direkte i din indbakke

Vores profiler gør dig hver mandag klogere på din privatøkonomi i nyhedsbrevet »Dine penge«.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.