Når de københavnske politikere mødes på torsdag, skal en gammel traver på bordet.

Her skal de folkevalgte igen tale om, hvad der skal ske med byens mest ikoniske og farverige biograf.

Det Konservative Folkeparti og Alternativet har stillet et forslag om, at der bliver udarbejdet en bevarende lokalplan for Palads, fremgår det af dagsordenen.

Bygningen er ifølge Karina Bergmann, der er medlem af Borgerrepræsentationen for De Konservative, et af Københavns mest unikke vartegn.

Hun erkender, at bevaringen er et »vidtgående indgreb«, men siger, at københavnernes forhold til bygningen vejer tungere.

»Både bygningens udformning og Poul Gernes´ farveeksplosion er et ikon, som alle københavnerne kender,« siger hun til lokalmediet KøbenhavnLIV.

Flere hundrede høringssvar

Diskussionen om, hvad der skal ske med Palads, har stået på årevis.

I sommer inviterede grundejeren og Københavns Kommune til borgermøder med henblik på at lade københavnerne komme til orde.

Det blev til 265 høringssvar. Det bemærker De Konservative og Alternativet i deres forslag, hvor det lyder sådan her:

»På samme måde som dem, mener vi nemlig, at Palads er en vigtig del af den moderne københavnske kultur- og arkitekturhistorie, som vi ønsker at værne om.«

Partierne påpeger, at Palads allerede er erklæret bevaringsværdig i Københavns Kommunes nuværende kommuneplan.

»Men for at sikre, at bygningen reelt bliver bevaret, som den er, stiller vi forslag om en bevarende lokalplan,« skriver De Konservative og Alternativet.

På dagsordenen i årevis

Spørger man ejeren af Palads, Nordisk Film, er forslaget mildest talt ikke en god idé.

Ifølge administrerende direktør Asger Flygare Bech-Thomsen vil det fuldstændig »smadre« Nordisk Films muligheder for at drive biografen.

Siden 2017 har forslagene strakt sig fra nedrivning af bygningen og til en overdækning af banegården, hvilket førte til protester fra byens borgere.

BIG – Bjarke Ingels Group har også været på banen med et stort projekt, der ligeledes blev trukket tilbage.

I november gjorde Nordisk Film så endnu et forsøg. Her fremlagde tegnestuen COBE sine tre forslag til en fremtid for den mere end 100 år gamle biografbygning.

Fælles for de tre forslag er, at de har ti underjordiske biografsale, to sale over jorden og to store etager til restauranter og filmrelateret underholdning. En offentlig tagterrasse går også igen.

Bliver forslaget om at lave en bevarende lokalplan for Palads vedtaget, betyder det, at man skal sørge for, at bygningen bevares, som den er.

Det vil samtidig betyde, at de tre forslag, Nordisk Film har udarbejdet, ikke vil blive til noget.

Palads blev i 1989 malet i pastelfarver af kunstneren Poul Gernes.