Det sker sjældent, at kriminelle indrømmer deres forbrydelser, og endnu mere sjældent, at de opfordrer ordensmagten til at retsforfølge dem for det.

Men det er præcis, hvad den terrordømte agent Ahmed Samsam nu gør gennem sin advokat.

Fra et af Europas mest sikre fængsler uden for Horsens har han overført et mindre pengebeløb til en mand kendt under navnet »Abu Hamed«.

»Abu Hamed« bor i Syriens Idlib-provins og har ifølge den spanske terrordom, som Ahmed Samsam i øjeblikket afsoner i Danmark, kæmpet for en »terrorgruppe« beslægtet med Islamisk Stat.

Skal man tro den spanske dom, har Ahmed Samsam altså, imens han afsoner en terrordom i Danmark, tilsyneladende begået ny terrorkriminalitet.

Ahmed Samsam har fortalt åbent om pengeoverførslen til journalister fra Berlingske og DR, og DR har viderebragt oplysningen til offentligheden og lyttere af podcasten »Mørklagt«.

Nu opfordrer advokat Erbil Kaya så på vegne af sin klient til, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller andre danske politimyndigheder efterforsker sagen til bunds.

»Jeg skal opfordre politiet til at sigte og efterforske min klient, Ahmed Samsam, for terrorfinansiering, idet han i februar 2023 på ny har sendt penge til »Abu Hamed«, som er den samme person, som min klient er dømt for i Spanien at have sendt penge til som led i terrorfinansiering,« lyder det fra advokaten. Hvis ikke politimyndighederne på eget initiativ sigter hans klient og efterforsker sagen, er det advokatens håb, at »en borger derude med en smule samfundssind« vil anmelde Ahmed Samsam for terrorfinansiering.

Utraditionel advokatmetode

Erbil Kaya stævnede i december 2021 på vegne af sin klient de to danske efterretningstjenester for gennem retssystemet at få PET og FE til at be- eller afkræfte, at Ahmed Samsam var udsendt til Syrien som agent for Danmark.

Den civile retssag er berammet til 24. august i år, og det står klart, at kvaliteten af den spanske efterforskning og retsproces bliver et stridspunkt.

Berlingske og DR har tidligere afdækket en ifølge eksperter alvorlig faktuel fejl eller misforståelse i efterforskningen. Med stor sandsynlighed forvekslede spanierne to kampgrupper på grund af navneforvirring og en fejlagtig Google-søgning, hvilket ifølge den spanske dom førte til en konklusion om, at Ahmed Samsams forklaring var utroværdig.

Denne navneforvirring er en del af baggrunden for den besynderlige opfordring fra Erbil Kaya.

»En politimæssig efterforskning af sagen vil naturligt skulle afdække, hvem »Abu Hamed« er, hvilken gruppering han er tilknyttet, herunder om det er Kataib Al-Iman (Troens Brigade) fra Syrien, Kataib Al-Imam fra Irak eller en helt tredje gruppering, ligesom Ahmed Samsams tilknytning til disse grupperinger på samme måde skal undersøges,« forklarer Erbil Kaya:

»Forskellene mellem disse grupperinger, og hvorvidt de er opført på terrorlister, samt hvem de bekæmper, og hvem de samarbejder med, herunder om de er støttet af vestlige lande, må tillige afdækkes.«

Ifølge Erbil Kaya er en mistanke om terrorfinansiering »så alvorlig, at politiet næppe kan lade det ligge og må sætte alle kræfter ind for at opklare en af de værst tænkelige former for kriminalitet, der findes i vores samfund«.

»Særligt i lyset af, at Ahmed Samsam i et andet land netop er blevet dømt for terrorfinansiering i samme situation,« siger Erbil Kaya.

Klar til ekstra straf

Advokaten betoner, at hans klient er parat til at tage straffen, hvis efterforskningen skulle vise, at han har finansieret en terrorist.

»I modsat fald er det Danmarks forpligtelse at kontakte Spanien og være behjælpelig med at udrede en misforståelse som spanske myndigheder og domstole har viklet sig ind i,« lyder det fra Erbil Kaya.

Han henviser til, at DR i det seneste afsnit af deres podcast om Ahmed Samsam-sagen, »Mørklagt«, har opsporet »Abu Hamed« og talt med ham.

Han vedkender sig, at han har modtaget 500 dollar fra Ahmed Samsam, som skulle bruges til at finansiere en Eid-fest, og han fortæller til DR, at de to er venner. Han fortæller også, at hans familie senest har været hårdt ramt af det jordskælv, som i februar dræbte mere end 7.000 mennesker i Syrien og Tyrkiet.

Ahmed Samsam har ligeledes fortalt, at han senest har sendt penge til »Abu Hamed« som en hjælp til at genopbygge familiens liv i den ødelagte region.

Berlingske har spurgt PET, om tjenesten vil sigte og retsforfølge Ahmed Samsam for terrorstøtte på baggrund af oplysningerne om den seneste pengeoverførsel til »Abu Hamed«.

I en mail til Berlingske skriver PET, at tjenesten »har ingen kommentarer til konkrete personer eller til eventuelle konkrete efterforskninger«.

Advokat Erbil Kaya bad tidligere på året i et brev til Udenrigsministeriet om assistance til at få Ahmed Samsams sag genoptaget i Spanien. Det har Udenrigsministeriet afvist.