Børnefotos på sociale medier kan ende som børneporno

Dagens overblik: Berlingske giver dig overblikket over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Det er blandt andet programmet Midjourney, der ved hjælp af kunstig intelligens kan genere billeder ud fra beskrivelser, skriver Jyllands-Posten med henvisning til The Times. Thomas Trutschel

Godmorgen og velkommen til overblikket.

I dag skal vi blandt runde en dødskult i Kenya, ubåde i Forsvaret og den fremadstormende ai-teknologi, der nu er blevet forbundet med børneporno.

Vi starter med sagen om Ahmed Samsam.

Ahmed Samsam sendte 500 dollar til formodet terrorist – og opfordrer selv PET til at efterforske sagen

Det sker sjældent, at kriminelle indrømmer deres forbrydelser, og endnu mere sjældent, at de opfordrer ordensmagten til at retsforfølge dem for det. Men det er præcis, hvad den terrordømte agent Ahmed Samsam nu gør gennem sin advokat.

Fra et af Europas mest sikre fængsler – uden for Horsens – har han overført et mindre pengebeløb til en mand kendt under navnet Abu Hamed, der ifølge den spanske terrordom har kæmpet for en »terrorgruppe« beslægtet med Islamisk Stat.

Skal man tro den spanske dom, har Ahmed Samsam altså, mens han afsoner en terrordom i Danmark, tilsyneladende begået ny terrorkriminalitet. Nu opfordrer advokat Erbil Kaya så på vegne af sin klient, Ahmed Samsam, til, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller andre danske politimyndigheder efterforsker sagen til bunds.

Ahmed Samsams advokat betoner, at hans klient er parat til at tage straffen, hvis efterforskningen skulle vise, at han har finansieret en terrorist.

Læs artiklen i Berlingske her.

Netflix har fuld fokus på diversitet, men en gruppe er helt glemt: »Vi bliver ikke regnet for noget«

Med 100 millioner dollar i ryggen kæmper Netflix hårdt for at få flere nye ansigter både foran og bagved kameraet på sine produktioner.

Inden for køn og etnicitet går det fremad. 55 procent af alle Netflix-film og serier fra 2020-2021 havde en kvindelig hovedrolle, mens 47 procent havde en hovedrolle, der kommer fra en såkaldt »underrepræsenteret etnisk gruppe«.

Men en gruppe mangler stadig, indrømmer tjenesten.

Netflix mangler nemlig stadig serier og film med folk med handicap. Selvom 27 procent af den amerikanske befolkning har et handicap, er antallet af hovedroller med handicap under to procent.

»Generelt mangler vi at se personer med handicap i film og serier. Og det er ellers et vigtigt sted at få afmystificeret emnet,« siger Torkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer. Han suppleres af Ditte Guldbrand, forfatter og tidligere børnevært på TV 2.

Læs artiklen i Berlingske her.

Forsvaret har taget to små skridt i retning af at kunne bekæmpe ubåde

I 2018 fortrød Forsvaret at have købt ubådsblinde helikoptere og bestilte sonarer til både fregatter og helikoptere. Men fem år senere har Forsvaret stadig ikke fået det nødvendige udstyr.

På trods af, at vi ikke har nogen ubåde, der kan sejle – og selvom vi ikke har det udstyr til at jage ubåde, vi har lovet NATO – deltager Danmark i disse dage i en stor NATO-øvelse om netop at jagte ubåde.

»Det er meget begrænset, hvor meget man kan med sådan en skrogbaseret sonar, der lige nu sidder på de danske skibe. Der skal noget specialiseret udstyr til,« siger militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen.

Forsvaret skriver i en mail til Berlingske, at »Søværnets fregatter er udrustet med en skrogmonteret sonar, der giver kapacitet til at lokalisere ubåde på kortere afstande« og tilføjer, at de samme skibe i fremtiden vil komme til at have »moderne og langtrækkende sonarsystemer«.

Læs artiklen i Berlingske her.

Børnefotos på sociale medier kan ende som børneporno med »skræmmende« ny teknologi

Det er efterhånden de færreste forældre, der ikke har lagt et billede på de sociale medier af deres barn. Det kan vise sig at få konsekvenser, skriver Jyllands-Posten.

I Canada er en 61-årig mand blevet idømt flere års fængsel for blandt andet at benytte kunstig intelligens til at fremstille digital børneporno. Den dømte, Steven Larouche, lavede minimum syv »deepfake« børnepornofilm gennem et ai-program. Programmet kan erstatte ansigtet på individer i videooptagelser med andre ansigter.

Sagens dommer, Benoit Gagnon, kalder teknologien »skræmmende«. Men der har faktisk været en lignende sag i Danmark.

I 2022 blev en 16-årig dreng idømt 20 dages betinget fængsel i retten i Holbæk for blufærdighedskrænkelse og for at besidde og videregive børnepornografisk materiale. Han havde fundet billeder af tidligere bekendte og fik siden et ai-program til at genere fiktive nøgenbilleder af personerne på billederne. Han delte billederne med nogle venner.

Læs hele historien i Jyllands-Posten e-avis på side 10.

Dødskult i Kenya efterforskes, og 410 personer savnes

410 personer i Kenya savnes ifølge Røde Kors. Alle personerne menes at have haft tilknytning til en sekt, der går under navnet Good News International Church.

Nu reagerer Kanyas indenrigsminister på forlydender om, at der mangler organer hos nogle af de 110 mennesker, der indtil videre er fundet døde i et øde skovområde i Kenya. Det skriver TV 2.

En stor del af sektens medlemmer har sultet sig selv ihjel, men man ved endnu ikke, hvad de 110 mennesker, der altså er fundet i skovområdet, er døde af.

Kithure Kindiki siger ifølge TV 2 til Citizen tv og The Star, at retsmedicinere nu skal undersøge om ofrene rent faktisk mangler nogle af deres organer.

Læs hele historien på TV 2.

Det sker i dag

I Kenya skal sektlederen Paul Mackenzie Nthenge i dag sandsynligvis for første gang for en dommer i sagen, hvor han angiveligt opfordrede sine tilhængere til at sulte sig selv ihjel. Sagen har vi beskrevet i overblikket ovenfor.

Dronningen går officielt ombord på Kongeskibet Dannebrog.