Alvorlig anbefaling fra Mølbak strandede på kritisk tidspunkt
Dagens overblik: Berlingske giver dig overblikket over dagens vigtigste historier, så du allerede til morgenkaffen kan blive klædt på til dagen.

Dagens overblik: Berlingske giver dig overblikket over dagens vigtigste historier, så du allerede til morgenkaffen kan blive klædt på til dagen.

Godmorgen og velkommen til nyhedsoverblikket denne lørdag.
Vi skal blandt andet forbi det amerikanske præsidentvalg og en gerningsmand, der indrømmer sin skyld.
Men først et kig på de seneste coronatal:
Bekræftede smittede i Danmark: 60.000 (+1.037)
Antal indlagte: 236 (-3)
Antal indlagte på intensiv: 40 (-4)
Antal bekræftede døde i Danmark: 756 (+1)
Antal bekræftet overstået smitte: 45.705 (+1.012)
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 53.320.716
Antal dødsfald på verdensplan: 1.302.008
Tallet i parentes viser ændringer i forhold til døgnet før.
Se flere tal hos Statens Serum Institut og Johns Hopkins University.
Vi begynder i USA, hvor det endelige valgresultat for det amerikanske præsidentvalg har ladet vente på sig. At vinderen hed Joe Biden, har været tydeligt siden lørdag, men fredag aften dansk tid kunne amerikanske medier også berette om sejrens omfang.
Biden vinder med 306 valgmænd mod Trumps 232. Det skriver både CNN, The Washington Post og The New York Times.
Her kan du læse om, hvem der har vundet de sidste stater.
Berlingske har set nærmere nogle af de amerikanske persongrupper, som er rasende over det amerikanske valg – dem, der mener, at Demokraterne og Joe Biden har »stjålet« valget. Et synspunkt, som Donald Trump har været bannerfører for.
En af Facebook-grupperne har fået succes med slagordet »Stop the Steal«, og medlemmerne er strømmet til i et højt tempo. 100 nye medlemmer hvert tiende sekund, da væksten var særlig høj.
For at bekæmpe misinformation har Facebook lanceret et tilsynsråd med fire formænd.
Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er en af de fire formænd. Berlingske har talt med hende i artiklen her, hvor du også kan se et interessant udpluk af nogle af Trump-vælgernes anklager.
Og så videre til en historie hos Politiken.
Allerede 13. september råbte Kåre Mølbak vagt i gevær, fordi coronasmitten steg i kommuner med mange minkfarme.
For at undgå voldsomme indgreb senere på efteråret skulle ansatte på minkfarme og pårørende isolere sig, lød hans anbefaling.
Men Mølbaks anbefaling blev ikke fulgt, skriver Politiken.
Kåre Mølbak skriver i en SMS til avisen, at »jeg tror, at den druknede blandt alt muligt andet, for at være ærlig«.
Læs historien her.
Ugen igennem har en sag om en historisk buste af Frederik V, der blev stjålet fra Kunstakademiets festsal og smidt i Københavns Havn, skabt stor forargelse.
Torsdag har Katrine Dirckinck-Holmfeld, der er institutleder på Kunstakademiet, oplyst over for ledelsen, at hun påtager sig ansvaret for hændelsen.
»Det var mig, der tog initiativet. Det var mig, der tog busten fra soklen til akademiets festsal. Og det var mig, der skubbede den i havnen,« lyder udmeldingen fra den 39-årige kunstner i et interview i Politiken, som hun selv har kontaktet.
Institutlederen er nu bortvist fra Kunstakademiet på grund af tyveri og hærværk.
Kunstakademiets rektor, Kirsten Langkilde, tager skarpt afstand fra institutlederens handlinger.
Læs tre artikler om sagen her:
Politikens interview finder du her
Vi slutter af med et par af dagens begivenheder.
Jakob Ellemann-Jensen (V) holder landsmødetale. På grund af coronapandemien holder Venstres formand i år sin landsmødetale digitalt. Talen vil blive holdt i Roskilde foran et mindre publikum og vist på landsdækkende TV og på Jakob Ellemann-Jensens Facebook-side.
I dag er det Verdens Diabetesdag. I 2007 vedtog generalforsamlingen i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) en beslutning om at udpege 14. november som Verdens Diabetesdag. Dagens har til formål at fremme og forbedre menneskers sundhed og give adgang til behandling i sundhedsvæsenet.
Tivoli Friheden i Aarhus åbner i år for femte gang til jul i forlystelsesparken. Mere end 300.000 julelys bliver tændt i parken, hvor der vil være julemandens værksted, nissernes posthus og meget mere.
Det var overblikket for i dag. God lørdag.