Mikael fra Halmstad vil befri coronavaccine fra råkold superfryser: Vi laver den til pulver

Det ligner et afgørende våben mod en verdensomspændende pandemi. Den mulige supervaccine mod coronavirus er dog født med et kæmpe handicap: Den skal ligge i en dybfryser ved en temperatur på minus 70 grader. Nu siger svensk topforsker fra medicinalgiganten Pfizer, at selskabet vil fremstille en vaccine i pulverform.

Svenske Mikael Dolsten er chef for Pfizers internationale forskningsafdeling og har en plan for, hvordan covid-19-vaccinen kan klare sig ved højere temperaturer end minus 70 grader. Shutterstock/Ritzau Scanpix

Flere amerikanske tophospitaler har allerede sagt det højt:

Vi har ikke mulighed for at opbevare en kommende coronavaccine ved en temperatur på minus 70 grader. Opbevares vaccinen ved køleskabstemperatur, kan den kun holde sig i 24 timer.

Lige nu ligner problemet med vaccinens bopæl i en superfryser en logistisk udfordring, der kan komplicere den globale udrulning af en coronavaccine, der ellers ser ud til at kunne bremse virus i stor stil.

Det tyder dog på, at medicinalgiganten Pfizer er på vej med en løsning, som kan gøre distributionen af selskabets coronavaccine langt mere medgørlig.

Til mediet Business Insider siger Pfizers mangeårige svenske forskningsdirektør Mikael Dolsten, at selskabet er undervejs med en coronavaccine i pulverform.

»I forhold til covid-19 tror jeg, at vi næste år kan rulle en vaccine ud i pulverform,« siger han.

Den svenske topforsker udspecificerer ikke nærmere, hvilken temperatur en mulig næste generation af selskabets vaccine helt præcist skal opbevares under, men antyder dog, at den skulle kunne opbevares under almindelige køleforhold.

Medicinalgiganten Pfizer har fremlagt en foreløbig analyse, der viser, at selskabets vaccinekandidat kan bremse coronavirus i ni ud af ti tilfælde. Derfor kan netop Pfizers vaccine meget vel blive den første af sin art i verden. Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Det betyder højst sandsynligt, at en mulig pulverversion af Pfizers coronavaccine vil kunne holde sig ved almindelig køleskabstemperatur.

Der vil formentlig blive tale om en såkaldt frysetørret vaccine, der så skal blandes med et fortyndingsmiddel, som eksempelvis kunne være saltvand.

Mikael fra Halmstad

Siden foråret 2010 har Mikael Dolsten været den øverste forskningsdirektør i Pfizer. Han voksede op i den svenske by Halmstad og indledte sin internationale karriere som forsker ved Lunds Universitet.

Siden begyndte Mikael Dolsten at arbejde i den globale medicinalindustri. Den svenske forskningsdirektør flyttede for godt 15 år siden sin familie til USA og bor i dag i en forstad til New York.

Mikael Dolsten og Pfizer har forsøgt at komme den komplicerede opbevaring af selskabets coronavaccine i møde med en detaljeret plan for, hvordan vaccinen via distributionscentre i USA, Tyskland og Belgien kan komme frem til borgere over hele verden.

Planen inkluderer blandt andet brug af tøris og GPS-overvågede frysecontainere, der skal transporteres med både skibe og fly.

Vaccinekandidaten fra Pfizer og samarbejdspartneren BioNTech er en såkaldt mRNA-vaccine, der anvender et genetisk materiale kaldet »messenger RNA« til at instruere kroppens eget væv i at fremstille virale proteiner, der fremkalder immunrespons.

Også biotekselskabet Moderna, som ligger helt med fremme i gruppen af vaccineudviklere, bygger sit bud på en vaccine på den såkaldte mRNA-teknologi.

Derfor vil Moderna også blivet udfordret på distribution og logistik, hvis selskabet får sin vaccinekandidat på markedet.

Modernas vaccine skal dog ikke som i Pfizers tilfælde opbevares ved minus 70 grader, men kan nøjes med en opbevaringstemperatur på minus 20 grader.

Ugur og Özlem

Når det gælder den mulige supervaccine fra Pfizer, er historien den, at den oprindeligt blev udviklet af ægteparret Ugur Sahin og Özlem Türeci, der er stiftere og henholdsvis topchef og forskningsdirektør i det tyske biotekselskab BioNTech.

Ugur Sahin er ophavsmand til flere end 60 patenter inden for medicin og bioteknologi. Özlem Türeci er læge og har over 20 års erfaring inden for kræftforskning. Sammen har ægteparret via biotekselskabet BioNTech udviklet en vaccine mod coronavirus, der ser ud til at have usædvanlig stor effekt. Stefan F. Sämmer/Ritzau Scanpix

Både Ugur Sahin og Özlem Türeci er af tyrkisk afstamning, men har tysk statsborgerskab figurerer på listen over landets 100 rigeste.

»Da vi begyndte på denne rejse for ti måneder siden, var det dette, vi stræbte efter at opnå. Især i dag, hvor vi alle er midt i en anden bølge og mange af os i lockdown, sætter vi endnu større pris på, hvor vigtig denne milepæl er på vores vej mod at afslutte denne pandemi og genvinde en følelse af normalitet,« sagde Ugur Sahin tidligere på ugen om fremtidsudsigterne for den mulige coronavaccine.