Løbehjulsfirmaer: »Vi er helt klar over, at vi ikke selv kan definere de vilkår, vi skal drive den forretning under«

Tre firmaer har sendt deres eget adfærdskodeks til Københavns Kommune. De frygter regulering.

Henkastede elløbehjul og for mange af dem er en af grundene til, at Københavns Kommune nu vil sætte loft på, hvor mange, der må køre rundt i byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Bedre sikkerhed. Opdragelse af brugerne. Plads til flere løbehjul.

Det er nogle af de punkter, som tre udlejere af elløbehjul i København, svenske VOI, tyske Tier og amerikanske Lime, håber, at Københavns Kommune vil være med på, når byens nyeste og omdiskuterede transportform skal reguleres.

Elløbehjulene har været tilladt i Danmark siden januar. De har hurtigt indtaget cykelstier og kørebaner, liggende, stående eller hensmidt, i alverdens storbyer til både glæde og irritation for mange. Elløbehjulet er blevet kaldt alt fra en infantil form for transport for folk blottet for værdighed til en grøn og bæredygtig transportform i tidens toneklang. I Madrid blev en 93-årig dame i april dræbt af et elløbehjul. Måneden efter skete det for en 27-årig mand i Helsingborg, der på sit løbehjul kørte ind i en bil.

Nu vil de københavnske politikere begrænse antallet af elløbehjul og det kaos, de mener hersker i kølvandet på den nye transportform, og det har fået VOI, Tier og Lime til at frygte for deres eksistens.

I et såkaldt Code of Conduct  – et adfærdskodeks – har de tre firmaer bedt stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) justere reglerne i den forsøgsordning, udvalget netop har vedtaget. Forslaget, der ikke indeholder forslag om et loft over antallet af elløbehjul, skal til afstemning i Borgerrepræsentaionen torsdag 20. juni.

Kristian Yde Agerbo er udviklingsdirektør i VOI.

»Kommunens retningslinjer er sådan set fine nok. Men de tager ikke hensyn til efterspørgslen på elløbehjul i byen, og de giver ikke mulighed for, at brugerne kan få et løbehjul eller parkere det, når de har behov for det. Og så vil folk ikke bruge dem, og det vil være det samme som at dræbe konceptet.«

Kristian Yde Agerbo, udviklingsdirektør i VOI, der udlejer elløbehjul.

»Vi driver en forretning, og det lægger vi ikke skjul på«


Hvor mange elløbehjul, de er plads til i København har Kristan Yde Agebo ikke et konkret bud på blot, at der i hans øjne »er plads til det, som byen skaber plads til.«

De tre firmaers vision er at skabe byer, der »er designet til at leve i og ikke til biler,« siger Kristian yde Agerbo, ligesom de slår på bæredygtighed og mindre forurening i deres brev til Borgmesteren.

På spørgsmålet om løbehjulsfirmaerne ikke blot ønsker at udvide deres forretning og tjene flere penge, siger han.

»Vi driver en forretning, og det lægger vi ikke skjul på. Det her handler om, på hvilke vilkår vi skal drive den forretning. Vi er helt klar over, at vi ikke selv kan definere de vilkår, vi skal drive den forretning under. Det skal vi gøre sammen med kommunen.«

Læs elløbehjulsfirmaerne forslag til adfærdskodeks her:

Kommunens egne regler for elløbehjul indeholder blandt andet et loft på 200 elløbehjul i de dele af byen, hvor der er er mest rift om pladsen for eksempel i Middelalderbyen, på store handelsgader og ved større stationer - Kristian Yde Agerbo vurderer, at der i dag kører omkring 1.000 elløbehjul rundt i København. I resten af byen foreslår kommunen et loft på 3.000 elløbehjul. Samtidig vil kommunen kræve, at elløbehjul kun kan lejes ud og afleveres de steder, der er givet tilladelse til. Tilladelser til udlejning af elløbehjul foreslås kun givet for et år ad gangen.

Teknik- og Miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) har ikke svaret på de tre elløbehjulsfirmaers ønske om hjælp til selvregulering. Til Berlingske understreger hun, at der er kaos i Københvans gader med elløbehjul, der står og ligger mange steder til stor irritation for fodgængere og andre trafikanter.

»Firmaerne vil have lov til at opstille løbehjul mange flere steder, og det kan vi selvfølgelig ikke gå ind for. Men dele af deres forslag siger også, at de gerne vil rydde op efter sig og sørge for, at løbehjulene bliver placeret de rette stder. Det er ingen modsætning til vores regler.«

Borgmesteren understreger, at hun er nødt til at følge det flertal, der efter hendes vurdering torsdag vil beslutte kommunens eget forslag.