Københavnsk pædagogmedhjælper til lille barn: »Du skal tie stille nu! Du er en kæmpe egoist«

En TV 2-dokumentar søger med skjult kamera at dokumentere kritisable forhold i en række københavnske daginstitutioner. Programmet har fået personalemæssige konsekvenser, skriver Københavns Kommune.

Tirsdag viser TV 2 en ny dokumentar om forholdene i en række københavnske daginstitutioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/Arkivfoto

»Far!« kalder det lille barn.

»Nej, far er på arbejde. Slut,« svarer pædagogmedhjælperen.

»Mor,« kalder barnet hjerteskærende.

»Nej, mor er på arbejde. Slut.«

»Du skal tie stille nu! Du er en kæmpe egoist.«

Følgende ordveksling finder tilsyneladende sted mellem en københavnsk pædagogmedhjælper og et lille barn, fremgår det af en nyligt publiceret TV 2-trailer.

Klippet indgår i den nye TV 2-dokumentar, »Daginstitutioner bag facaden«, som bliver vist på kanalen tirsdag klokken 20. Dokumentaren er blandt andet baseret på skjulte optagelser fra en række københavnske daginstitutioner, fremgår det.

Dokumentaren søger efter eget udsagn at svare på, hvordan vores børn har det, når mor og far har vinket farvel, og pædagogisk personale overtager omsorgsansvaret.

Programmet bliver sendt midt i en valgkamp og på et tidspunkt, hvor forholdene i landets daginstitutioner i forvejen er til heftig debat. Dokumentaren bliver samtidig vist, fem dage før endnu en HvorErDerEnVoksen-demonstration finder sted.

Dokumentaren er endnu ikke online, så Berlingske har ikke haft lejlighed til at se andet og mere end den 40 sekunder lange trailer.

Alligevel vælger Berlingske at omtale programmet, fordi det af Københavns Kommunes hjemmeside fremgår, at også Børne- og Ungeforvaltningen i København vurderer, at der har været forhold i de pågældende institutioner, som ikke er i overensstemmelse med kommunens krav.

Artiklen fortsætter efter traileren.

Københavns Kommune skriver blandt andet, at programmet viser klip fra to københavnske institutioner, og at det optagede indhold »har fået personalemæssige konsekvenser«.

Ifølge kommunen er der tale om fem situationer, hvor børn i institutionerne ikke får »den omsorg, støtte og kontakt, som de har behov for, og som vi som kommune har pligt til at give dem«.

»Fuldstændig uacceptabelt,« er den administrerende direktør i forvaltningen, Tobias Børner Stax, citeret for at sige i en pressemeddelelse:

»Det må ikke ske, og vi har allerede draget de personalemæssige konsekvenser, der var behov for,« lyder det endvidere.

Københavns Kommune kritiserer imidlertid den journalistiske metode, som er benyttet for at få optagelserne i hus. Blandt andet at en pædagoguddannet journalist har ladet sig har ladet sig ansætte i de pågældende institutioner med henblik på at filme med skjult kamera for at afdække forholdene.

Det fremgår endvidere af kommunens hjemmeside, at Børne- og Ungeforvaltningen hvert år foretager et pædagogisk tilsyn i alle kommunens mere end 400 institutioner. Dette tilsyn resulterede ifølge kommunen i, at den ene af de to pågældende institutioner fik en ny pædagogisk leder, inden kommunen blev bekendt med TV 2s optagelser.

Vurderingen i de nuværende tilsyn er, at mere end 20 københavnske institutioner har behov for en ny eller ændret indsats.

Ifølge Københavns Kommunes børneborgmester, Jesper Christensen (S), har nogle af kommunens institutioner været for langsomme til at rette op.

»Gennemgangen af tilsynsrapporterne med beskrivelserne af den pædagogiske kvalitet i institutionerne viser desværre, at nogle institutioner er alt for dårlige til at følge tilsynets anbefalinger. Og tilsynet har i disse tilfælde været for langsomme til at reagere på institutionernes manglende handlinger for at genoprette den pædagogiske kvalitet. Det skal vi have strammet op på hurtigst muligt,« siger han i pressemeddelelsen.